Steffen Jungersen

VB RRRWT G-930x180

ACCEPT 4EVER!

Share
accept
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne

38 år (med afbrydelser) og 14 album inde i karrieren beviste Accept atter i Amager Bio, at de fremdeles intet kendskab har til begrebet "off day"

ACCEPT, Amager Bio, 19. september

Så slog gutterne hos de gedigne germanske granitguf-leverandører i Accept atter fast, at når det kommer til den dér forkætrede genre Heavy Metal, så er bandet ganske enkelt enestående. Faktisk vil jeg ikke tøve med at kalde dem verdens bedste af slagsen, og som jeg i en eufori, som endnu ikke er helt aftaget, efter koncerten i Amager Bio fredag aften proklamerede på Facebook:

"Efter alle disse år er Accept simpelthen verdens bedste Heavy Metal band. . . Og ja det inkluderer alle de sædvanlige suspects.

Hold kæft, en nerve, entusiasme, intern musikalsk forståelse og lige ud bjergtagende kærlighed til dét, de laver, disse aldrende germanere lægger for dagen så langt inde i karrieren. Jeg vil ikke nævne navne, for der er ingen grund til at fornærme alt for mange, men jeg kunne nævne adskillige verdensnavne i denne genre, der lyder som noget, der burde være gået på pension i 1666, i forhold til dette her."

Slut på citat.

SETLISTE

Stampede
Stalingrad
Hellfire
200 Years
Losers and Winners
London Leatherboys
Starlight
Dying Breed
Final Journey
Shadow Soldiers
From the Ashes We Rise
Restless and Wild
Ahead of the Pack
No Shelter
Princess of the Dawn
Dark Side of My Heart
Pandemic
Fast as a Shark
Encore:
Metal Heart
Teutonic Terror
Balls to the Wall

Det er selvsagt store ord. Men i 2014, hvor fire af medlemmerne er pænt oppe i 50'erne (trommeslageren er en opkomling på 49), er Accept kvalitativt fuldt up på højde med dét, de præsterede i bandets såkaldte "storhedsdage" i 1980'erne, og det er mere end man kan sige om ellers så feterede foretagender som Iron Maiden, Metallica og Judas Priest - disses kvaliteter i øvrigt upåagtede. Med Accept giver det imidlertid ikke mening at tale om storhedsdage "engang", for som de beviste på Amager så er storhedsdagene for deres vedkommende langt fra forbi endnu.

Fra det øjeblik starten gik med "Stampede" fra det fremragende nye "Blind Rage" album, til Accept godt to timer siden rundede af med den uafviselige "Balls To The Wall" blev denne koncert på alle parametre leveret i ren opvisningsstil. At kalde kvintetten "veloplagt" svarer vel nogenlunde til at betegne The Rolling Stones som "pænt oppe i alderen", for Accept udstrålede - i øvrigt i lighed med bandets to seneste koncerter på Copenhell sidste år og i samme Amager Bio året før - en spilleglæde og en barnlig fryd over blot stadig at få lov, at jeg lod den smule "anmelder cool", jeg måtte besidde, fare og kastede hornene i luften i hyldest til Accept, Heavy Metal og livet, når det leves stærkest og mest intenst.

Ja, faneme så! Jeg skal beklage for de omkringstående, hvis jeg var til ulejlighed.

Og så når vi frem til dét, det nu engang først og fremmest handler om: Nemlig hvor formidabelt godt Accept spiller. Trommeslager Stefan Schwarzmann og bassist Peter Baltes spil afviser næsten totalt at være en del af Heavy Metals patenterede bulderhelvede - næ, de SWINGER faktisk (i øvrigt i smukt samklang med rytmeguitarist Hermann Frank), mens bandets amerikanske sanger Mark Tornillo efterhånden er ved at have udvisket minderne om hans feterede forgænger Udo Dirkschneider.

Hvilket kun efterlader manden, som om nogen løfter Accept helt op i de luftlag, hvor andre får åndenød og må give op, nemlig leadguitaristen Wolf Hoffmann. Det er mere usædvanligt i denne genre end burkaer på Dansk Folkepartis landsmøder, men manden spiller aldrig en overflødig tone. Til gengæld sidder samtlige de, han spiller sviende præcist dér, hvor de skal, når denne kriminelt undervurderede guitarist diverterer med vellydende, melodiske soli til overmål i dét grænseland mellem rock'n'roll og klassisk musik, som er blevet mandens varemærke.

Så stod det vel egentlig kun tilbage at more sig og fejre, at man med nogen sandsynlighed var til årets koncert. Det gjorde et udsolgt hus så i et omfang, så man følte sig hensat til én af de helt store aftener i det sørgeligt hedengangne metaltempel Saga på Vesterbro i de så omtalte gamle dage. Det fine i den sammenhæng var så i øvrigt, at koncerten - Accepts lange historie til trods - aldrig blev et nostalgitrip. Ud af de 22 numre denne aften var seks fra "Blind Rage" og over halvdelen fra de sidste fire år. Der er heller ingen grund til andet for numre som "Dying Breed", "Stalingrad" og "Hellfire" er fuldt på højde med Accepts gamle klassikere. Nej gutter, I er tydeligvis netop IKKE en "Dying Breed" men derimod en levende og livgivende organisme.

Skulle nogen i øvrigt være uenige i anmeldelsen, kan jeg kun citere titlen på Accepts 1993 album:

OBJECTION OVERRULED!

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

The aim and final end of all music should be none other than the glory of God and the refreshment of the soul.

_ Johann Sebastian Bach

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk