Det skete i omegnen af klokken 23 denne fredag aften.

Der lød den særeste knasen, da den mandlige del af disciplene daffede døve ud fra Amager Bio.

Det lød nærmest, som havde man uddelt maracas til en forsamling af abstinensplagede alkoholafhængige.

Der gik lidt tid.

Så grejede jeg den.

Lyden.

Det var jo lyden af krystalliseret materiale i pungen. Og hér taler jeg ikke om de kapitalbeholdere, de involverede måtte have i lommerne.

Næ, jeg taler om lyden, når udtrykket – sagt på godt dansk – udtrykket nosseknusende er blevet til virkelighed, og man for den mandlige del af publikums vedkommende sendes hjem fra en koncert med et samlesæt i beholderne mellem benene.

Som Accept måske ville have udtrykt det:

”I’ve heard about balls to the wall but this is ridiculous!”

NO NONSENSE

Årsagen hedder Airbourne. De er et australsk rockband, og kvartetten har – tro mod deres hjemlands ”no nonsense” attitude – taget sig for egenhændigt at videreføre det arbejde, folk som Motörhead og landsmændene AC/DC startede:

Nemlig at være bannerførere for selve den pung-pulveriserende power og urkraft, man finder i rock’n’roll, når man spiller varen, som den oprindelig var ment. Som en sexet, svedsejlende, suverænt swingende, skallesmækkende, hårdt hamret huskekage om at leve livet her og nu og for fuld kraft.

Hvem fanden siger, man får i morgen med? Tja, efter Airbournes monstermanifestation i Amager Bio hørte jeg flere forkynde, at nu kunne de såmænd dø lykkelige.

Så-eh, sådan er dét.

Fra Airbourne satte i med hensigtserklæringen ”Raise The Flag” (sigende linje: ”C’mon raise the flag for rock’n’roll!”) med en lydstyrke, der sikrede, at også indbyggerne i Julianehåb også fik noget ud af det, blæste bandet med den permanent overtændte sanger og leadguitarist Joel O’Keeffe i spidsen al teoretisk modstand ad helvede til og hensatte publikum i en kollektiv ekstase, man alt for sjældent ser på denne side på denne side af en busfuld fodboldfans på vej hjem fra en tennisciffer-sejr på udebane. Via de selvforklarende ”It’s All For Rock’n’Roll”, ”Breakin’ Outta Hell”, ”Back InThe Game”, den grumt groovy ”Live It Up” og så satans smukt videre.

LEMMY!
Sørgeligt afdøde Lemmy fra Motörhead fik sin hyldest, da O’Keeffe distribuerede hofdrikken Jack Daniel’s og cola ud til publikum, som kvitterede med vedvarende ”Lemmy! Lemmy!” brøl op mod scenen, så den afdøde decibelkriger formentlig slog sig stolt for brystet i den rock’n’roll himmel, han nu befinder sig i.

Mens de evindelige sammenligninger med AC/DC giver sig selv (”. . . det er svært at undgå at lyde som dem, når man er fra Australien og spiller rock’n’roll,” som bandets bassist belærte mig for nogle år siden), slog det mig undervejs i Amager, at en sammenligning med Motörhead faktisk er lige så logisk.

Det hér var nemlig som helhed en så kugle-krystalliserende, knaldende kamp for den rene rock’n’roll vare og førnævnte urkraft i samme, at jeg ikke rigtig mindes noget lignende siden de morderiske messer Motörhead i 1080’erne beværtede os med i sørgeligt hedengangne Saga i København.

For nu frit efter hukommelsen af citere en anmeldelse af afdøde Poul Borum af én af netop de koncerter:

”Så hurtigt var det, så højt og så hårdt!”

Åh jo.

LIVSNØDVENDIGT
De sædvanlige, bevidstløse til-torvs-bragte anklager om uoriginalitet og forudsigelighed har selvfølgelig allerede været der endnu engang fra folk, som tror, de er sat i verden for at pisse på andres parade.

Men de anklager holder altså en relevans nogenlunde som en merchandisebod med burkaer i Vatikanet, for det er nu engang den ægte vare, Airbourne sælger, og så længe varen er ægte er det sgu’ ligegyldigt, om nogle tidligere har afsat den samme tjenesteydelse. Den er trods alt livsnødvendig for ganske mange af os.

Okay, har man AC/DC’s og Motörheads bagkataloger stående derhjemme, er det måske forståeligt, hvis man nok mener, man kan overleve uden også at eje Airbournes katalog – så glimrende meget af det såmænd ellers er.

Men bliver nogen med overlæg væk fra en Airbourne KONCERT, bør de pågældende søge professionel hjælp, inden man kan nå at sige ”knald i låget!”.

Forsvaret for den rene rock’n’roll vare har hermed afsluttet sin bevisførelse.