Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

DEN UOVERVINDELIGE URKRAFT

Share
power-up 509951
stjerne stjerne stjerne stjerne    

AC/DC laver utroligt nok en glimrende plade, som i dén grad lyder som AC/DC. Du kan undvære den eller lade være

AC/DC, "Power Up", (Sony)

Altså, AC/DC. Helt ærligt!

En dub-reggae sampling hér!?

Et nik til eurodance dér!?

Og omfattende brug af synthesizere?!

. . . Altså, kære læser. Helt ærligt!

Okay, hvis du så virkelig bare i et øjeblik troede på noget som helst af det ovenstående, har jeg en ganske lang række af verdens mere historiske bygningsværker til salg for en billig penge.

Vi har trods alt med det band at gøre, hvor guitaristen Angus Young - da han engang læste en anmeldelse, hvor en talmæssigt udfordret skribent hævdede, at AC/DC nu havde lavet 11 totalt enslydende plader - lakonisk svarede:

"Det passer ikke. Vi har lavet 12 totalt enslydende plader!"

Sig goddag til den syttende da!

På "Power Up", begår AC/DC sig så selvfølgelig fortsat udelukkende i den "high voltage rock and roll", de første gang ramte verden med på albummet - åh, jo da - "High Voltage" for 45 år siden. Og de kunne fandeme også bare prøve på andet.

Der er stadig ikke, og der har aldrig været det, en ballade i sigte, ligesom begrebet "sell out" fremdeles ligger AC/DC omtrent så fjernt som at tage Aqua og Infernal med på landevejen som supportbands.

For bandets enorme armé af fans er AC/DC den sidste bastion, når det handler om den urkraft, som er rock'n'roll, som det oprindelig var ment:

Med to guitarister i Angus og Stevie Young, som stadig kan hamre de klassiske klodser af med et livgivende, lystent grin, som havde de opfundet dem i går.

Med trommeslager Phil Rudd og bassist Cliff Williams - som et stabilt bankende hjerte i det mest pålidelige maskinrum i rock'n'roll.

Med 73-årige Brian Johnson, som måske nok i det meste af livet har trukket vejret gennem sine hjemmerullede cigaretter men som alligevel stadig har hvæs nok tilbage til endnu en overbevisende prædiken om rock'n'rolls fortræffeligheder.

ET MINDRE MIRAKEL
At "Power Up" så er en god - sine steder lidt bedre end god - AC/DC plade er et mindre mirakel.

Set i lyset af for det første at både Johnson og Williams egentlig havde trukket sig tilbage - sangeren fordi han stort set havde mistet hørelsen og Williams, fordi han ikke ville mere, hvis Johnson ikke var der. For det andet fordi Rudd for nogle år siden havde nogle alvorlige bataljer med lovens lange arm, som sendte ham i husarrest med fodlænke i et års tid. Og for det tredje selvfølgelig fordi Angus Youngs bror, rockens mest solide højrehånd, AC/DCs oprindelige og absolutte leder og fyrbøder i ovennævnte maskinrum, rytmeguitaristen Malcolm Young, er død og borte.

Men en specialist reddede Johnsons hørelse, Rudd fik udstået sin straf og dermed gad Williams også godt være med i en rundgang mere, og i øvrigt får det sgu' være, for AC/DC giver aldrig op. De er og har altid været de mest dumstædige distributører af den dundrende, drønende driv- og livskraftige rockmusik, vi så sandelig også forlanger af dem hver gang.

ROCK FRA RODEKASSERNE
Malcolm er tre år efter sin død krediteret som medkomponist på hele "Power Up", fordi Angus har været på loftet og rode i kasser og atter kasser med brødrenes idéer gennem årene. I dén grad brugbare idéer viser det sig hér, og albummet er såre passende tilegnet Malcolm Young.

Det med at alle AC/DCs plader lyder ens, er dog trods alt en sandhed med visse modifikationer. Bandets såvel velsignelse som forbandelse er, at de i 1979 og 1980 med næsten præcist ét års mellemrum begik to af historiens bedste rockalbum med henholdsvis "Highway To Hell" og "Back In Black".

Velsignelsen er at være ét af de få bands, der overhovedet har præsteret på den måde, mens forbandelsen selvfølgelig er, at det forståeligt nok har været totalt umuligt for bandet nogensinde at besøge de kvalitative skylag igen.

De album, AC/DC har lavet siden 1980 har musikalsk svinget mellem "middelmådigt" og "ret godt", men hvis man taler AC/DC sprog, så er "middelmådigt" i deres tilfælde at oversætte med "acceptabelt", mens "ret godt" betyder "bedre end det meste".

På den led må det siges at henhøre i arkivet under "det var lige godt satans", når jeg fire et halvt årti, efter jeg første gang hørte AC/DC, stadig får spasmer i den slidte luftguitararm, når bandet rammer, som de gør i de bedste øjeblikke på "Power Up":

Som de fede og fængende forevisninger i fejlfri dynamik, som er "Witch's Spell","Kick You When You're Down" og "Through The Mists Of Time".

Som den listige "Demon Fire", der lyder som et arrigt afkom af klassikeren "Whole Lotta Rosie" og den oversete perle "Shot Of Love" fra 1991 albummet "The Razor's Edge".

Som de storswingende "Systems Down" og "Money Shot", som er så klassiske AC/DC numre, at man skal have et hjerte af hengemt, klumpet kartoffelmos, hvis det fjollede, glade smil overhovedet lader sig tørre af efter endt aflytning.

Jo, der er nogle middelmådige, mal-efter-numre sange hér ("Rejection", "Shot In The Dark" og "Wild Reputation" for eksempel), men hvad var det nu lige, jeg skrev "middelmådig" oversættes med i AC/DC sprog?

Nemlig!

Først og fremmest er "Power Up" i lighed med Bruce Springsteen & E Street Bands aktuelle "Letter To You" et album, vi har brug for lige nu. Ganske enkelt fordi vi i en verden i frit fald har brug for så mange stabile og positive konstanter, vi kan få.

En reminder om at det trods alt ikke endnu er gået helt ad helvede til, om man vil.

Så med en lettere omskrivning af omkvædet til en gammel Prince sang:

Two thousand twenty party over - So break out the beer

And tonight we're gonna party like it's 1979. . ."

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Please write music like Wagner, only louder.

_ Samuel Goldwyn

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk