Af Thomas Thomsen

Præcis kl. 21.00 fredag aften skød de lokale helte aftenen igang med "Don't Stop That Grind".

Fra det tidspunkt var der sådan set ikke noget at bekymre sig om. For når først Shotgun Revolution sparker et show igang så fanger de publikums opmærksomhed.

Eller det vil sige næsten alle. Og her kommer det eneste sure opstød fra mig fra den aften. Jeg forstår simpelthen ikke folk, der tillader sig at stå og snakke når musikken først spiller. Og det er ikke kun, når Shotgun Revolution spiller, men en tendens der virker til at blive mere og mere generel.

Ikke alene er det mangel på respekt for det publikum, som møder op, for at lade sig fange af de musikalske toner, men i særdeleshed også over for dem, som optræder på scenen.

Jeg kommer ikke til koncert for at høre om bagtalelse af venindernes seneste bedrifter eller mangel på samme eller mandlige røverhistorier, uanset hvor gode de så end måtte være.

Så la' dog vær'. Tag på cafe hvis I absolut skal snik snakke. Men hold venligst kæft, når musikken først spiller, og syng med hvis I endelige skal lade ord komme ud af jeres mund. Eller lad det være med få bemærkninger om musikken mellem numrene.

Nå, tilbage det, det hele handler om. Rock 'N' Roll og i særdeleshed Shotgun Revolution.

For hvis der er noget Shotgun Revolution kan, så er det at spille Rock 'N' Roll.

Et hurtig blik ned over sætlisten vidnede om kvalitet.

Det selv om der ikke var plads til numre som "Dissolve", "Suzie", "Not Your Enemy", "The Legacy Of Childhood Dreams" og ikke mindst "All This Could Be Yours" fra det seneste album.

Når det hele så krydres med ekstra saft og kraft - som de gør live - så kan man kun være tilfreds.

Numrene får lige det ekstra krydderi som de fortjener.

Ikke mindst takket være trommeslager Kasper Lund, som tryller med stikkerne i hænderne.

Men det er nu ikke ham alene, der gør det. Kongen af Amager - guitarist Martin Frank - følger trop og vrider guitarstrengene, så de tigger om nåde.

De to trådte virkelig i karakter på "Constantly."

Bassist Michael Venneberg vil ikke stå i skyggen af dem og gør det heller ikke, for med hans sprøde spil på bassen bliver bunden lagt sammen med en energisk bevægelighed på scenen og nærværende publikumskontakt.

Forsanger Ditlev Ulriksen er måske det naturlige samlingspunkt og beviser også, at han både kan synge råt og saftigt, men samtidig også præstere en blød og kærlig vokal, som den flødeskum der hører sig til på en lagkage som du ikke kan vente med at sætte tænderne i.

Shotgun Revolution har indtil sidste år været i original besætning fra starten. Det indtil den tidligere guitarist Henrik Berger sagde farvel til bandet og søgte andre udfordringer.

Hvad gør man så. Kaster en redningskrans i havet og hiver den i land med det resultat at Rene Shades - bassist i Pretty Maids - kommer op fra det våde dyb. Det har vist sig ikke at være helt tosset, for han spiller som en kælen kat spinder, når han først folder sig ud.

Der blev i den grad sat ild til Amager Bio. Godt nok var flammerne ikke lige så store eller mange som når Rammstein spiller op. Men mindre kan også gøre det for det varmede og synede smukt.

Og hvis der var et nummer der varmede uden behov for flammer var det den akustiske version af "Hopefully".

Gud, hvor det smukt udført af Martin og Ditlev.

Og smukt var det også da de spillede det der skulle have været "The Last Goodbye", hvor skiftevis Shades, Venneberg og Lund indtog rampelyset inden Frank tog over og parkerede sikkert inden de sidste ord lød fra Ulriksen.

Helt farvel kunne de ikke sige, så inden lyset blev tændt og det blev tid til sludder i forhallen, gav de - spontant - deres fortolkning af "Superstition".

"The Last Goodbye" kan I godt glemme alt om.

Mon ikke vi har en aftale om, at vi ses igen - hvis ikke før, så næste efterår til Shotgun Revolution samme sted.

Jeg forlanger det.

Det spillede de:

Don’t Stop That Grind
Bleeding
I Don’t Care
Just Getting High
Hustled N’ Played
What You’re Doing To Me
Fire In Your Eyes
Too Much Reality
Constantly
Hopefully (akustisk)
River Of Dreams (akustisk)
Won’t Be Coming Home
Drinving Without Brakes
No Good Bstrd
S.O.B

Ekstra:
City Of Fire
Rise To Power
The Last Goodbye

Ekstra Ekstra:
Superstition