I afvekslingens navn har jeg så ikke gjort det, men jeg skylder folk som BAEST, SLÆGT, ALKYMIST, I’LL BE DAMNED og VOLA, der alle har lavet fremragende plader i 2018, at lette på hatten og fortælle dem, at de såmænd også er fuldt kvalificerede til denne liste. Men nu skal vi jo ikke glemme, at rocken er død. . . eller hvordan var det nu lige?

Nå, vi ruller – i tilfældig rækkefølge:

HATESPHERE, ”Reduced To Flesh”, (Scarlet):

Siden bandet blev stiftet i Aarhus for små tyve år siden har HateSphere begavet os med en stabil strøm af fortrinlige thrash metal udgivelser, som i de bedste øjeblikke har været oppe at tygge partisansøm med amerikanske koryfæer som Exodus og Overkill.

Bandets 11. album er deroppe! Det ene eminente eftertrykkeligt effektive og medrivende riff tager det andet og bæres hjem af fremragende guitarsoli på et album, som nok er frådende men alligevel tager behørigt hensyn til vellyden i vanviddet.

JUDAS PRIEST, ”Firepower”, (Sony):

Og der lød et lettelsens suk fra Doktorens Dystre Domicil så dybt, at myndighederne udsendte et fejlagtigt jordskælvsvarsel, da Judas Priest med ”Firepower” langt om længe lavede et album, som atter retfærdiggjorde Birmingham drønnerternes legende status.

Med afstand deres bedste siden den 28 år gamle ”Painkiller”. Stort set glimrende-til-fremragende numre hele vejen igennem, ligesom Judas Priest leverede den overlegne demonstration, man kan tillade sig at forvente fra den kant. En demonstration af hvordan Heavy Metal skal spilles og – ikke mindst – lyde! En lise for sjælen i disse år, hvor man stedse – selv om man slet ikke har gjort dem noget – bliver overfaldet af de syntetiske symaskine skændsels-symfonier, bands som Ghost, Disturbed, Five Finger Death Punch m.fl. understår sig i at kalde ”guitarlyd”.
http://steffenjungersen.dk/the-priest-is-back

ARTILLERY, ”The Face Of Fear”, (Metal Blade):

Hvordan de gør det, må større skønånder end jeg afgøre, men det er en sjælden fornøjelse at følge danske Artillery i disse år. Efter godt 30 år på banen bliver de fremdeles bedre og bedre, og den afsindigt veloplagte riff-fest, som er ”The Face Of Fear”, kunne lige præcis sagtens være kvintettens hidtil bedste. Artillery bør ikke stå under NOGEN på en koncertplakat – heller ikke de  ”fire store” thrash bands. Hvorfor? Ja, det kan du sgu høre her!
http://steffenjungersen.dk/perfekt-heavy-metal

RISING, ”Sword & Scythe”, (Indisciplinarian):

Danske Rising er noget så sjældent som et forholdsvis originalt foretagende med afsæt i 70’ernes klassiske heavyrock. Modsat visse andre er der ikke et eneste Led Zeppelin opkog inden for hørevidde – men der ER en række virkeligt velgennemtænkte og –spillede kompositioner. Sølet i melodi, dynamik, talent og et imponerende niveau af originalitet.

http://steffenjungersen.dk/velgorende-vingefang

ALICE IN CHAINS, ”Rainier Fog”, (BMG):

Jeg ved godt, at nogle vil forlange mit syndige hoved serveret med spildolie i en rusten hjulkapsel for det her, men jeg synes faktisk aldrig, Alice In Chains har været bedre end nu.

De beviste det på Copenhell i sommer, og de beviser det på det stemningsmættede, melankolsk melodiske, tungt trækkende og dynamiske ”Rainier Fog”.

BEHEMOTH, ”Loved You At Your Darkest”, (Nuclear Blast) IMMORTAL, “Northern Chaos Gods”, (Nuclear Blast), WATAIN, “Trident Wolf Eclipse”, (Century Media) & FUNERAL MIST, “Hekatomb” (Norma Evangelium Diaboli):

Jeg har sagt det så tit: Hvis man ellers gider lytte sig ind bag lydmuren har black metal i snart mange år været været den mest givende subgenre i metal.
Der er ganske ofte en egen majestætisk skønhed i disse soniske ridt ud over de tilfrosne nordiske landskaber, og på disse fire fortrinlige fortræffeligheder kan man atter forvisses om, at det altså er i black metal, det sner (sorryyyyy!).

Fra polske Behemoths storladne symfoniske ødelæggelsesraids via svenske Watain og ligeledes svenske Funeral Mists morderiske hyldester til genrens tidlige dage til de norske veteraner Immortal, som på ”Northern Chaos Gods” atter efterlader lytteren måbende over, at sølle tre mand kan spille op til så storslåede snerrende symfonier (og at de i øvrigt kan styre det uhyre live).

Black metal er det nye . . . undskyld igen . . . sort – igen!
http://steffenjungersen.dk/symfonier-fra-helvedes-dyb

BILLY F. GIBBONS, “The Big Bad Blues”, (Concord):

Så afgjort det bedste ZZ Top album, ZZ ikke selv har lavet. Og det tror ærligt talt ham, Robert Johnson solgte sin sjæl til ved ”the crossroads”, når samme album er lavet af Billy Frank Gibbons – til daglig selvfølgelig guitarist hos ZZ.

”The Big Bad Blues” er netop dét. Blues(rock) når det er absolut bedst, når The Reverend Billy G (kært barn o.s.v.) lader sin underspillede fuzzguitar og sin grusgurglende vokal genbesøge rødderne.
Manden er så cool, at han får Slash til at minde om Anders Bircow, og så er han i øvrigt en enestående mester på sit felt. ”Hell yeah!” som han utvivlsommt selv ville dosere den.