1. BLACK SABBATH "13" (Vertigo) Ét i forvejen majestætisk mesterhug af et dommedagsdrøn er bare blevet bedre, som tiden er gået, siden "13" udkom i juni. Som skrevet i sin tid et album, som faktisk er bedre, end man egentlig kunne tillade sig at forvente efter så mange år. Men det hér er Sabbath, det er the riffmaster general aka. Tony Iommi, det er Ozzy i satanisk storform, og det er et album, som med tilsyneladende bestyrtende lethed tager arven op efter de første fem Sabbath klassikere fra første halvdel af 1970’erne. Jeg bøjer mig i støvet! Perlen: "The Loner"
	2. BLACK STAR RIDERS "All Hell Breaks Loose" (Nuclear Blast) Og hér gik man og kontemplerede at sparke til uskyldige husdyr, mens man bandede over, at den ædle kunst “at skrive dén gode sang" var gået tabt for evigt. Heldigvis åndede såvel husdyr som jeg selv lettet op, da Thin Lizzy aflæggeren Black Star Riders debuterede med et album med hele elleve beviser for, at førbemeldte ædle kunst overhovedet ikke er gået tabt. Et perlende potent pragtværk, hvor alene sangen "Bound For Glory" til al rigelighed fører bevis for, at det dér satans liv nu nok er værd at leve. Perlen: "Bound For Glory"
	3. MEGADETH "Super Collider" (Tradecraft) Ét album, som er blevet nådesløst – og ganske uretfærdigt – svinet til af metallens meningsfascister Alene fordi "Super Collider" ikke er helt den samme rutchebanetur gennem den thrashmetal-tekniske malstrøm, forgængerne "Endgame" og "Th1rt3en" var. På den konto lod visse mennesker det ganske gå hen over deres flade pander, at "Super Collider" til gengæld er et flot, velspillet og – ikke mindst – velkomponeret Heavy Metal album, som rummer uniformt fede sange fra start til slut. Oh hellige enfold! Perlen: "Forget To Remember"
	4. MOTÖRHEAD "Aftershock" (Motörhead/ Warner) Endnu et bragende, kompromisløst rock’n’roll manifest fra mageløse Motörhead. "Aftershock" er mere beskidt end længe - det vil trods alt sige lidt fra dén kant – og umiskendeligt Motörhead, men alligevel er der blevet plads til et par velkomne bluesy svinkeærinder fra den slagne motörvej på den ZZ Top/ Hendrix tonede "Lost Woman Blues" og den moody, melankolske "Dust And Glass" Alt sammen fandens fornøjeligt med leadguitarist Phil Campbell i storform. Albummet er dertil åbenbart noget af en præstation, i og med at det sygdomsramte überhead Lemmy kun var i stand til at indspille i begrænsede perioder ad gangen. Men enten er man sgu’ rock’n’roll eller også er man ikke, og en sangtitel som den nedenstående afslører, at det i hvert fald ikke var Lemmys vanlige sarkastiske vid, der fejlede noget. Perlen: "Silence When You Speak To Me"
	ULF LUNDELL "Trunk" (Parlophone) Jeg har det indtryk, at Ulf Lundell er noget nær glemt herhjemme. Hvis det er tilfældet, er det fandme synd, for den 64-årige svensker leverer hér et aldeles herligt brystbuldrende rock’n’roll album i endog MEGET tæt familie med guldalder Springsteen og Neil Young – og enkelte steder endda med tidlig The Clash. Man bliver i højt humør, når Ulf Lundell som en anden bidsk, fordrukken onkel, der skal bevise sin eksistensberettigelse, med et glimt i øjet slynger den skramlende "Det går som smort" af sig, eller når han totalt skamløst planker det forkætrede "Smoke On The Water" riff i den såre præcist betitlede "Gå på tvärs" Det hele er holdt i et  befriende live, autentisk og møgbeskidt lydbillede. Nå ja; og så er der da også et par pragtballader a’la tidlig Tom Waits. Det gør godt, det hér, venner! Perlen: "Vi är inte arbetslöse"

Runners-up:
DEEP PURPLE "Now What!?” (Eagle)
NICK CAVE & THE BAD SEEDS "Push The Sky Away” (Bad Seed)
AIRBOURNE "Black Dog Barking” (Roadrunner)
SATYRICON "Satyricon” (Roadrunner)
BETH HART & JOE BONAMASSA "Seesaw” (Mascot)