Indledningsvis to indrømmelser.

Indrømmelse 1: Jeg har aldrig set Nile før.

Indrømmelse 2: Det er en grov fejl.

Se, normalt abonnerer jeg ikke på den dér med, at et band er godt, "bare" fordi de er teknisk gode. Faktisk kan jeg snildt eksistere i smuk sameksistens med bands, der ikke kender deres instrumenter helt ned til de blødende fingerspidser – blot de har nerve, sjæl og entusiasmen med i dét, de laver.

Det er trods alt musik og ikke et sportsstævne udi bevidstløs brilleren, vi har med at gøre.

Når det imidlertid er sagt, så findes der altså bands, som er så sindssygt skuffen-i-dørken dygtige, at man så at sige må bøje sig – ikke blot for at samle skuffen op igen men også i respekt for den mesterklasse i overlegen instrumental teknik, man er vidne til.

Det er så hér Nile kommer ind i billedet, hvis I skulle være begyndt at undre jer over, hvor de blev af.

Som de fire amerikaneres koncert i Amager Bio skred frem, røg ordene "det er jo helt vildt det dér" ind på den imaginære notesblok så mange gange, at jeg vil mene, jeg skal et par år tilbage til en koncert med legendariske Rush i Malmö, siden førnævnte notesblok var skrevet så fuld med netop dé ord.

Med andre ord: Nile er for så vidt angår teknisk death metal pænt på vej op mod selveste Morbid Angel, og det er meget store ord, når de kommer fra mig. Men d'herrer guitarister Karl Sanders og Dallas Toler-Wades ekvilibristiske og ofte ligeud avantgardistiske opdagelsesrejser på deres instrumenter – både i rytmespillet og soli! – trækker åbenlyse paralleller til Trey Azagthoth fra Morbid Angel.

Bassisten Todd Ellis skal simpelthen opleves. Og så er det sgu' alligevel svært at tro på dét, man ser og hører. De ture, den mands fingre tager på gribebrættet, fik mig af uransagelig årsager til at tænke på den besatte Linda Blairs berygtede "spider walk" i filmen "Exorcisten" – i et afsindigt tempo vel at mærke.

Og sammenligningen med "Exorcisten" er ikke helt ved siden af, for hvis jeg nogensinde har set en musiker spille som en besat, er den musiker faneme Niles bassist.

Nile er så yderligere imponerende derhen, at d'herrer evner at stille så mange musikalske skift , omkørsler og avantgardistiske ekskursioner til udstilling i numre, som sjældent varer over en tre-fire minutter.

Havde lyden i de første numre ikke mudret som bredderne ved det vandløb i Ægypten, bandet har taget navn efter, var jeg også gået en karakter op. Men det var nu ikke desto mindre en imponerende opvisning, og jeg ser frem til forhåbentlig snart at opleve dette knogleknusende kapel igen.

Og hvor fanden var det så lige, jeg gjorde af de Nile plader ...