Steffen Jungersen

.

”BARE” ROCK AND ROLL? NÆPPE!

rollingstones2015
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

Fem formidable koncerter fra årene 1971 og tyve år frem cementerer til overflod The Rolling Stones’ ry som det største rock’n’roll band nogensinde

THE ROLLING STONES, ”From The Vault – Complete Series 1”, (Eagle/ Playground)

All right, følgende sker (om et passende antal år):

Dit barnebarn eller måske ligefrem dit oldebarn har kastet sine uskylds-klare barneøjne på din samling af gamle udklip, lasede tour T-shirts og krøllede forhistoriske koncertbilletter. Så er det hér, det kære barn spørger:

”Du olde, var de dér Rolling Stones virkelig ”The Greatest Rock And Roll Band In The World”? Var de?”

Det er et spørgsmål, du ikke længere orker at svare på.

Du har nemlig fået det stillet med jævne mellemrum, siden Methusalem endnu overvejede fabrikatet på sin første barbermaskine. Lige så lidt orker du at starte en kampagne for genindførelse af revselsesretten, så du kan knalde ungen en flad som straf for den pågældendes himmelråbende uvidenhed og mangel på rockhistorisk forståelse.

Well, den gode nyhed er, at de problemer vil du aldrig få nu. Når førbemeldte spørgsmål dukker op, kan du nemlig fra nu af nøjes med at hive dette femdobbelte DVD-sæt ned fra hylden og sende det formastelig afkom i retning af det nærmeste afspilnings-aggregat.

Hér er de nemlig samlet – de fem koncertoptagelser fra den skatkiste, Stones kalder ”The Vault”, som er udkommet hver for sig i løbet af det sidste år:
”The Marquee Club Live In 1971”, ”L.A. Forum – 1975”, “Hampton Coliseum – 1981”, “Roundway Park – Live In Leeds 1982” og “Live At The Tokyo Dome 1990”.

TI TIMERS HIMMELFART
Sammenlagt omkring ti timer (!) med The Rolling Stones og af en overvejende så skyhøj kvalitet rent musikalsk, at det får henstå som en historisk gåde på niveau med konstruktionen af Stonehenge, hvorfor fanden dette materiale har fået lov at ligge i Stones’ ”vault” (bokshvælving, red.) i så mange år.

Okay, ”Marquee Club. . .” – optaget til et amerikansk TV-show godt en måned før Stones udgav klassikeren ”Sticky Fingers” – lider til en vis grad under, at Mick Jagger (og sikkert også resten af bandet) tydeligvis godt kunne finde på noget mere interessant at give sig til end at optræde foran et indbudt siddende publikum i den gamle svedekasse i Wardour Street i Londons Soho.

Når det er sagt, så er Micks monumentale arrogance faktisk ganske underholdende og Richards og Taylors forsøg på at få deres instrumenter til at stemme helt rent lige så. Musikken lider, og der findes bedre udgaver af disse numre på denne turné, som medfølger på et livealbum, man får på De Luxe genudgivelsen af ”Sticky Fingers”. Den historiske værdi er dog uangribelig.

BAGHJUL TIL  BÅDE FOR- OG FREMTID
Imidlertid er det måske godt nok, at Stones på sættets første DVD trods alt viser sig menneskelige. På de resterende fire optagelser, som alle modsat den ene times TV-optagelser på ”Marquee” er godt to timer lange koncerter, er bandet nemlig helt og aldeles urørlige og cementerer flere gange, end det vitterlig burde være muligt, ryet som ”The Greatest Rock And Roll Band In The World”.

Bedst af dem alle er koncerten fra Los Angeles Forum i 1975, hvor det lykkes det lille bluesrock band fra London på én gang at give opkomlinge som New York Dolls og Aerosmith baghjul, samtidig med de for al fremtid viser kommende opkomlinge lige dér og nu, at den dér ”sleazy” rock and roll, som siden kom til at præge LA, kræver mere end blot de rette frisurer og kostumer.

F.eks. syndfloder af soulsjasket rockfornemmelse og rul og en indbyrdes musikalsk forståelse, som kan få selv de mest skeptiske til at overveje, om det dér begreb ”telepati” nu også er så langt ud endda.

Alene dét at man efter alle disse år først nu skal opleve de bedste udgaver af ”You Can’t Always Get What You Want” og en regulært hjertestrengs-flående ”Angie” (fuldstændig overjordisk sunget af Mick Jagger hér)? Jamen, mit hjerte hvad vil du mere? En listigt liderlig ”Honky Tonk Women”? En fornem ”Wild Horses”? En dekadent dans i de knuste hjerters sidste saloon i ”Doo Doo Doo Doo Doo (Heartbreaker)”? Den ondeste blues på denne side af Howlin’ Wolf i ”You Gotta Move”? Eller en kaotisk kraftfuld ”It’s Only Rock And Roll” måske?

Well, de er lige hér på ”L.A. Forum”.

BLUES’N’SOUL
Så sleazy og down’n’dirty, som Stones var dér i 1975, blev de aldrig igen. Til gengæld var de fremdeles ”The Greatest Rock And Roll Band In The World” – ikke mindst fordi de trods alt ikke er “only” rock’n’roll – de er også et formidabelt bluesband og et soul-ditto. Altid en levende organisme, som har turdet udfordre sig selv og den dér ikoniserede sangskat.

Hvorfor man også igen og igen på resten af sættets koncerter kan overraskes over de twists, turneringer og drejninger, du kan høre på mange af de numre, du egentlig troede, du kendte så godt.

Og så var der nogen, der sagde, gravearbejde var kedeligt!

I øvrigt skal læseren vide, at ”Roundway Park – Live In Leeds 1992” fra ”Tattoo You” turnéen, som skulle vise sig at blive Stones’ sidste koncert i syv år, er væsentligt bedre musikalsk end den sjaskede officielle film fra turnéen ”Let’s Spend The Night Together”, som dengang ramte biograferne i forbindelse med turnéen.

Det samme gælder ”Live At Tokyo Dome” set i forhold til ”Live At The Max”, som var den officielle film i forbindelse med comebackturnéen og albummet ”Steel Wheels”.

Sluttelig skylder jeg at oplyse at disse koncerter også kan købes separat som DVD/CD pakker.
Men ærligt talt: Hvis du skal forkæle dig selv, så gør det god ordentligt!

Mine damer og herrer; jeg giver jer: The Rolling Stones – i sandhed ”The Greatest Rock And Roll Band In The World”!

 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

For the introduction of a new kind of music must be shunned as imperiling the whole state; since styles of music are never disturbed without affecting the most important political institutions.

_ Plato

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk