English version

På den positive side:

Der synes at være ganske mange unge og yngre rockbands – såvel nationalt som internationalt – som efter års forudsigelig strandhugst i deres forældres pladesamlinger har opdaget, at den dér hårde rockmusik fra de tidlige 1970'ere havde en helt egen feeling, stemning, lydmæssig organisk autenticitet og livefornemmelse – også på deres studieudgivelser.

Og dermed mener jeg naturligvis bands som Grand Funk Railroad, Humble Pie, Free, tidlig Sabbath og dét band, der som det forudsigelige forbillede stråler over alle de andre: Led Zeppelin – specielt i deres tidlige år.

På den negative side:

Mens de fleste af de unge bands godt rent stilistisk kan lure den riff-tunge 70'er rock af, så har for få af de samme fattet, at der skal mere til end at greje stilen og spille den på de til lejligheden rigtige indkøbte "vintage" instrumenter og forstærkere.

Der skal altså også ordentlige numre og intuitiv forståelse for musikken til, og der kniber det for alt for mange af de nye 70'er rocktilbedere, som sætter stil før substans og håber, at det er der nok ikke nogen, der opdager.

Hvorfor det er så meget desto større en glæde at kunne byde velkommen til den københavnske trio Black Book Lodge og deres fine debutalbum "Tundra". D'herrer kan nemlig ikke alene stilen og formen på deres kollektive 30 fingerspidser – de albumdebuterer også med ni sange ladet med insisterende og inciterende (dommedags)stemning og en egen melankolsk tone, som ellers er sjælden hos de nye bands. Som de ligger der og forsøger at stjæle sig til noget af stråleglansen i det sving, hvor Zeppelin møder Soundgarden og (til en vis grad) Mastodon.

Forståelse
Men Black Book Lodge gør det i perioder endog allerhelvedes flot. Hør blot den intet mindre end formidable "Cripplegate", som er et lærestykke i hvordan man kan udvikle den forholdsvis enkle 70'er rock formel til noget langt større – når man vel at mærke har den grundlæggende forståelse for den tunge rock og dertil er dygtige nok og har modet til at byde ind med (sær)egne stemninger og dynamisk spil.

"Tundra" er et svært album at komme ind på livet af. På overfladen er musikken nemlig ikke synderlig iørefaldende, men jeg tvivler nu også på, det var dét, der var sigtet for Black Book Lodge. Efter gentagne gennemlytninger bliver man imidlertid draget ind i numrenes nærmest besværgende, bevidsthedsudvidende kvaliteter – ikke ulig det man oplevede, da salig Jim Morrison var i sit mest mørke, stemningsdannende humør i Doors' storhedstid. Eller The Cult sanger Ian Astburys letmælksversioner af samme.

Med andre ord: ja, du er nødt til at høre det her – du har måske nok hørt noget lignende. Men det er sjældent, det sker!