Steffen Jungersen

.

BRUCE DICKINSON: MODSTRÆBENDE ROCKSTJERNE

Share
dickinson-jungersen2017

Bruce Dickinson – sanger i Iron Maiden i tre årtier - har skrevet sin selvbiografi – vi har mødt manden, som selv efter en kræftsygdom gør ordet ”hyperaktiv” så sært utilstrækkeligt

”Jeg er kun 1.68. Jeg duer ikke til at spille rockstjerne. Jeg ligner slet ikke sådan én.”

Det får være, men ovenstående er dog en artig udmelding, når den kommer fra Bruce Dickinson, som – fraset seks år i 1990’erne – har været sanger i ét af verdens største rockbands, ikoniske Iron Maiden, siden 1981.

Altså 30 år i år.

Men Bruce Dickinsons 1,68 huser så meget mere end en rockstjerne.

Han er fuldt uddannet og aktiv pilot, radiovært, forfatter, internationalt anerkendt konkurrence-fægter (!), igangsætter, motivations-taler og indehaver af tre ekspanderende luftfarts-relaterede virksomheder med sammenlagt 200 ansatte.

Læg dertil en del, vi enten har glemt eller ikke har plads til, samt en bunke større eller mindre fremtidsplaner, og hvad har vi?

Vi har en mand, som om nogen burde skrive en selvbiografi. Så dét har Bruce Dickinson gjort – bogen hedder blot ”Bruce Dickinson” med undertitlen ”What does this button do?” (”Hvad er denne knap til?”, red.).

En ualmindeligt underholdende og inspirerende bog fra et ualmindeligt underholdende og inspirerende menneske. Man vidste jo nok i forvejen, at manden har ild et-vist-sted, men hér taler vi virkelig flammekaster på overarbejde!

BLÆNDVÆRK
Vi møder 59-årige Dickinson på den københavnske ølbar Taphouse (nå ja, han er for resten også øl-brygger!). Han forstår til fulde, da Deres udsendte siger, han kunne have kaldt bogen ”Den modstræbende rockstjerne”, idet ét i hvert fald står lysende klart tilbage, når man har læst selvbiografien:
Rockstjerne-livet og det at være rockstjerne er ham inderligt ligegyldigt.

”Jo, den er god nok, nu du siger det,” griner Bruce.

”Da vi var færdige med ”Number Of The Beast” albummet og turnéen (og Iron Maidens store gennembrud, red.), havde jeg prøvet rockstjerne livet og syntes, at nu kunne det være nok med det og så kunne vi koncentrere os om musikken.”

Det var i 1982!

Men Iron Maiden blev op gennem 1980’erne et større og større navn, og den modstræbende rockstjerne måtte affinde sig med, at det var dét, han var:

Rockstjerne.

”Jeg ved godt, at mange ligger på knæ derude og beder til at blive rockstjerner, men dét rockstjerne liv har ingen substans, det er bare blændværk, en drømmeverden,” siger Dickinson.

”Men du kan jo ikke leve i en drømmeverden. Du kan ikke leve i et gyldent bur og i øvrigt opføre dig som et røvhul, som jeg fandt ud af, man åbenbart skulle, hvis man skulle være en ”rigtig” rockstjerne.

Sådan ville jeg da ikke være. Som vi siger i England ”vær forsigtig med, hvad du ønsker dig – du kunne gå hen og få det!”. Men der er jo også til at dø af grin over, at jeg af alle skulle blive rockstjerne – jeg ligner ikke sådan én, og jeg er ikke sådan.”

Bruce Dickinson lader en ræv kigge frem bag øret og fortsætter grinende.

”Der er sgu nul stil over mig. Den eneste grund til at jeg i dag har jeans på i stedet for joggingbukser er, at de siger, jeg skal i fjernsynet senere. Så jeg har taget det pæne tøj på.”

FORDI JEG KAN
Sangeren vil bare have lov at koncentrere sig om musikken. Og en masse andet, som det nu må være, når man – som Dickinson – er typen, der kan bekymre sig om, hvilke oplevelser, han går glip af, mens han er i færd med at opleve noget andet.

”Man vil jo gerne nå et mål, og når man så har nået det, nyder man det i et stykke tid, og så kommer den dér ”og hvad så nu?” følelse,” reflekterer Bruce.

”Jeg prøver at komme den følelse i forkøbet, kaste mig over noget andet i tide, og så kan man senere vende tilbage til de første mål og tænke ”fedt nok”.

Det tænker jeg f.eks., når jeg er ude med Iron Maiden i dag. Det har aldrig været så fedt at være med i Maiden som nu. Hvorfor? Fordi jeg er 59 år, og jeg burde slet ikke være i stand til det liv, men sådan en turné er som tre måneder på et helseophold i et feriecenter.

Jeg skal lave nogle ret hidsige øvelser for at holde til de to timer på scenen, men resten af tiden bliver jeg vartet op og forkælet. Det kan jeg godt lige klare, inden virkeligheden igen banker på.

Du kan vel sige, at jeg langt om længe har fundet fred med min indre rockstjerne. Det er noget, jeg tager ud og leger tde re måneder om året med Iron Maiden.”

Det Dickinson så kalder ”virkeligheden” er hans andre jobs. Han flyver stadig både private og kommercielle flyvninger som pilot, og han driver et flyværksted, en pilotskole og en hangar.

ROCKENS MICHAEL PALIN
I Bruces bog kan man læse om fascinationen af flyvning og fly, fascinationen af fægtning og musik – såvel Maidens som soloprojekter. Modsat langt de fleste andre rockbiografier er der imidlertid så godt som ingenting om sprut, stoffer, sexorgier, overdreven luksus eller limousiner.

” Det er helt bevidst. For det første har der faktisk ikke været så meget af den slags i mit liv og for det andet: Livet i en rugby klub eller i London en lørdag aften er mere udsvævende end livet i rock’n’roll nu om dage,” griner Dickinson.

”Men der er ingen af den slags historier, for så havde det været dem, journalisterne havde kastet sig over. For mig handler bogen ikke om det rockstjernehalløj, vi var inde på tidligere – den handler om en opløftende rejse gennem livet.

Om at der ind imellem sker noget lort, men du kan godt komme igennem det. Det hele – synes jeg da selv – holdt i en let og humoristisk tone. Lad nu være med at tage dig selv alt for alvorligt, du ved.”
Bruces bedømmelse af sin egen bog er såre præcis. Både som skribent og samtalepartner er Bruce Dickinson på mange måder rockens svar på Michael Palin. Han fortæller på samme tvangfri lettere humoristiske og venligt ironiske facon, som den tidligere Monty Python gør det.

Selv i bogens mørkeste kapitler. Nemlig dem, der handler om, da Dickinson sidst i 2014 fik konstateret kræft i halsen. Pludselig kunne manden bag de mange projekter se en ufrivillig ende på det hele, hvis ikke han blev helbredt.

”Jeg vidste godt, der var noget galt med mig, og da vi fik resultaterne af de prøver, min læge havde taget, fik jeg den serveret lige på og hårdt: ”Du har kræft i halsen og hovedet”,” fortæller Dickinson.

”Jeg havde selv forinden diagnosticeret mig på google, og jeg havde desværre fuldstændig ret, så det kom ikke som en stor overraskelse.”

Dickinsons læge syntes da også, at patienten tog de dårlige nyheder forbavsende roligt.

”Men som jeg sagde til hende, ”jeg kan da godt kaste mig på gulvet og begynde at tygge i gulvtæppet, hvis du gerne vil have det, men jeg tvivler på, det hjælper noget”,” griner Bruce i dag.

”Fra det tidspunkt var der kun ét punkt på dagsordenen: Hvordan og hvornår bekæmper vi sygdommen.”

MILLIONERNES LETTEDE SUK
Et lille halvt år senere blev den modstræbende rockstjerne erklæret kræftfri. Hans eget lettelsens suk blev fulgt af et gigantisk kor af samme fra millioner af Iron Maiden fans verden over.

Hvis sygdommen har sat sig spor er de udmøntet i den taknemmelighed for stadig som 59-årig at være i stand til at gøre, hvad Dickinsons gør. Mandens energi synes at være usvækket.

”Nu kan jeg jo godt greje, at du ikke helt forstår, hvorfor jeg ikke bare læner mig tilbage og slapper af,” griner Bruce.

”Men jeg har masser af ting, jeg skal nå endnu. Jeg har stadig pilot jobs, firmaet får flere og flere ansatte, og jeg er også involveret i talrige andre projekter, som vi kan vende tilbage til en anden gang.”

Nå ja, og så er der jo lige den modvillige rocksangers rockband Iron Maiden, hvis næste turné bringer dem til København næste sommer. Alle Dickinsons øvrige jobs og projekter in mente begynder man at forstå, hvorfor han synes, det er en ferietur at tage ud med Iron Maiden.

”Lad være med at spørge, hvor jeg finder energien og tiden til det alt sammen. Jeg ved det sgu heller ikke,” griner Bruce Dickinson.

Og så kan vi passende runde af med en smuk lille passage i Bruces bog. Den udspiller sig på en flyveplads i USA – før skændslen 9.11. 2001. Her sidder Bruce Dickinson på en trappesten, kigger på flyene og nyder øjeblikket.

”Jamen for fanden mand! En trappesten at sidde på, noget at kigge på og så en håndbajer. Det er måske ikke meget at forlange, men det bliver da ikke bedre. . .”

Såmænd gør det ej. Bruce Dickinson, mine damer og herrer – modstræbende lejlighedsvis rockstjerne og all round good guy!

”Bruce Dickinson – En selvbiografi - What Does This Button Do” er udkommet.

Share
 

Dagens Sang

 

Nyhedsbrev

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Find mig på Facebook!

Music is the voice that tells us that the human race is greater than it knows.

_ Napoleon Bonaparte