Af Thomas Thomsen

Torsdag den 13. februar 2020 var en dag af de helt særlige. Med udgivelsen af Black Sabbath’s selvbetitlede debutalbum 50 år forinden, havde Heavy Metal et halvt århundredes fødselsdag.

Meget er sket siden de tidlige 70’ere. Både i musikkens udtryk og i det musikalske udtryk, når det kommer til heavy metal.

Heavy metal er blevet til utal af undergenrer, som til tider gør det mindre overskueligt end at studere et hav af farvekort og nuancer hos den lokale farvehandler.

Politisk korrekthed har været centrum for mangt og meget, men det virker, som om kravet om ”pc” er resulteret i, at vi gør det modsatte.
Narcisisme er det nye sort. Anstændighed og medmenneskelighed virker mere og mere som en saga blot. Mig, mig, mig – ”hvad får JEG ud af det” snarere end ”hvad kan JEG give til andre”. Nuvel, jeg skal da ikke spille hellig – men skræmmende er det sgu’.

Nogen vil gå så langt som at sige, at det hele var bedre i gamle dage. Men var det nu også det?
Det vender vi lige tilbage til. Og nu til sagen:

HØJINTENS OPVISNING

Klokken 21.50 søndag aften indtog den australske kvintet, Thy Art Is Murder, scenen i Amager Bio. 60 minutter senere var det overstået. 60 minutter lyder umiddelbart ikke af meget, men når de var så intense, som tilfældet var, var det faktisk passende.

Det var faktisk 60 livsbekræftende minutter, der efterlod dig med tro på, at tingene nok skal gå. Faktisk med tro på, at hvis vi alle hanker op i os selv, så skal anstændighed og medmenneskelighed nok få sin renæssance igen.

Thy Art Is Murder langede deres deathcore ud over scenen som en lammende lussing. Genren har – som det meste - sit afsæt i den klassiske heavy metal, som Black Sabbath skabte den. Tilsæt hardcore punk og så får du metalcore, og mixet med dødsmetal opnår du den ekstrem metalliske deathcore (I guder, Thomsen, red.).
Inspirationskilder som Decapitated, Gojira, Meshuggah og Behemoth høres tydeligt.

Trommeslager Jesse Beahler sad højt hævet bagerst på scenen, og sørgede for de hurtige hårde vellydende slag og spark i pedalerne – og det synede let og ubesværligt.

Foran stod guitaristerne Sean Delander og Andy Marsh samt bassist Kevin Butler som yderst koncentrerede nikkende, stillestående statuer – men nok så vigtigt yderst velspillede.

Bag dem lyste tre storskærme op med budskaber om blandt andet krig, død, ødelæggelse, sult, misbrug og meget andet fra den nederdrægtige hylde.

Sanger Chris "CJ" McMahon sørgede for at det musikalske arrangement, blev krydret med et yderst brutalt og kommanderende tonefald.

Salen i Amager Bio og oppe på den omkransende balkon var inddelt i tre zoner. Først med de de udad reagerende. Der hvor du det ene øjeblik løb rundt i ring som hunden efter sin egen hale afbrudt af disse voldsomme sammenstød, der dog var fyldt med næstekærlighed.

I anden række gruppen med de anerkendende og taktfaste nik med nakken, hvor præcisionen var en kinesisk militærparade værdig.

Og i tredje række de sidste, der stod som forstenede statuer, men dog aktivt lyttende.

Om du er til det ene eller det andet, er sådan set sagen uvedkommende men blot en understregning af, at der er plads til alle – det er nemlig udtryk for anstændighed og medmenneskelighed!

Thy Art Is Murder leverede en lammende varm, svedig, brutal og vred lussing i ansigtet på de fremmødte.

Den var velgørende. Tak for den!

Sætliste:

Death Squad Anthem
Make America Hate Again
The Purest Strain of Hate
Human Target
Eternal Suffering
Dear Desolation
Fur and Claw
Holy War
New Gods
The Son of Misery
Puppet Master
Reign of Darkness
Chemical Christ