Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

Brutalitet som medicinsk redningskrans

Share
aild-2019
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

Var det passende at booke As I Lay Dying med den historiske dumhed, sanger Tim Lambersis begik for år tilbage? Uanset hvad var As I Lay Dying en medicinsk redningskrans onsdag aften.

As I Lay Dying, Amager Bio, København, 2. oktober 2019

Af Thomas Thomsen

Mine damer og herrer.

Det er nok de færreste, der lever et liv uden at begå en dumhed eller flere. Dumhed(er) som for nogens vedkommende gør dig ligbleg, når du efterreflekterer foran spejlet. Dumhed(er) du i særdeleshed gerne havse været foruden.

Nogle dumheder er dog værre end andre. Forsanger Tim Lambersis i det amerikanske metalcore band As I Lay Dying er ingen undtagelse. Faktisk bar han sig umanerligt dumt ad. Utilgiveligt vil nogen påstå – og måske med rette.

Tilbage i maj 2013 blev den ”gode” Lambersis arresteret for at have hyret en undercover detektiv, som skulle gøre en ende på hans ekskones dage. Planerne blev dog aldrig udført i handling, men medførte at As I Lay Dying for en stund var på randen af opløsning.

I starten erklærede Lambersis sig uskyldig, men i starten af 2014 bekræftede han planerne og stod så til op mod ni års fængsel. Dommen lød på 6 år bag tremmer og gav As I Lay Dying det sidste dødsstød. Lambersis blev løsladt på prøve i slutningen af 2016, og havde dermed udstået sin straf. På papiret.

FOLKEDOMSTOLEN
Lambersis havde fortrudt sin handlinger, og søgte nåde hos sine tidligere bandkammerater – det var dog ikke sådan lige at opnå. Men med tiden fandt de sammen igen.

Det skulle dog vise sig, at ikke alle var lige begejstrede for den ide – spillesteder og festivaler kom i modvind, hvis de bookede AILD - set i lyset af hvad Lambersis var dømt for. Folkets meninger var delte - nogle ville tilgive, andre sende ham i den offentlige gabestok for tid og evighed.

Forståeligt angrede Lambersis og tog på det skarpeste afstand fra den person, han havde været i den mest mørke periode af sit liv.

Men tilbage på scenen ville Lambersis og resten af As I Lay Dying. Tilbage i september måned udgav de så deres første album i syv år og syvende studiealbum i alt med titlen "Shaped by Fire".

Lambersis’ gerning afstedkom da også en interessant diskussion på hjemmefronten for overtegnede, om hvorvidt det var passende eller ej, at støtte op om bandet onsdag aften.

BRUTAL REDNINGSKRANS
Den ovenstående diskussion fik ingen konklusion – andet end mange interessante vinkler i forhold til de gerninger, vi mennesker gør os skyldige i og resultatet af disse.

I dagens Danmark – ja, overalt – skal alt være så perfekt. Vi må ikke træde et skridt forkert, og hvis vi gør det, får vi på puklen.

Alt skal fremstå, som om vi altid er fulde af overskud og lever det perfekte liv. Men alt er ikke perfekt. Vi danskere har mere ondt i livet, end vi måske vil indrømme.

Sådan en onsdag aften hvor regnen silede ned, var det ikke særligt opløftende at begive sig udendørs. Men med et tomt pilleglas fyldt med lykke, skulle der noget ekstraordinært til at løfte humøret.

Og her var det at As I Lay Dying kom ind i billedet.

Den amerikanske kvintet indtog scenen med en blanding af ydmyghed på den ene side og en fandenivoldsk attitude på den anden.

Lambersis – undskyld udtrykket – havde dette morderisk blik i sine øjne og ikke mindst i sin vokal. En vokallyd der dog kunne have fået en nyk opad på volumenknappen. Men smilet var der til tider også, og ikke mindst en ydmyg taknemmelighed over, at bandet har fået en ny chance.

Hans vokalmæssige – diametrale – modsætning i form af bassist Josh Gilberts flettede sig yndefuldt ind på flotteste og iørefaldende vis i skarp kontrast til Lambersis.

Resultatet - skrigende vers i skøn forening med storladne omkvæd.

Du fik det hele, og lidt mere til i form af metalcore fra øverste hylde.

De brutale, tunge og voldsomme slag i ansigtet. Det fræsende og hurtige spil, som var det en rundsav på overarbejde. Breakdowns der tvang dig i knæ.

Musikalsk var det en energisk og opløftende optræden, som vakte begejstring blandt publikum – og ikke mindst overtegnede.

I form af mangel på receptpligtige lykkepiller serverede As I Lay Dying lige præcis den brutalitet, som for en aften var den helt rigtige medicinske redningskrans.

Diskussionen om hvorvidt det var passende eller ej, at støtte op om bandet onsdag aften, forstummede for en stund. Men for Lambersis’ vedkommende vil skyggen nok altid forfølge ham.

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

There is geometry in the humming of the strings, there is music in the spacing of the spheres.

_ Pythagoras

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk