Jeg er ligeglad, er jeg!

Jeg er ligeglad med Brexit.

Jeg er ligeglad med tuderiet i den vestlige verdens regeringer.

Jeg er i dén grad ligeglad med, at det hele efter nogles mening går ad helvede til.

Jeg er ligeglad med, at Sir Ozzy Of Osbourne af og til har det med ”opfinde” tonearter, som ikke hører hjemme blandt de hidtil kendte.

Jeg giver ikke en lavtflyvende loppes bjæf for kritikeres analyser om, at ”ja, dét band er altså hørt bedre”.

Jeg er i det hele taget i øjeblikket så ligeglad, mine damer og herrer, at jeg kunne gøre ligegladhed til en olympisk disciplin.

Havde det altså ikke været, fordi jeg også er ligeglad med dét.

Det eneste, jeg ikke er ligeglad med lige nu, som jeg sidder hér og skriver en sen lørdag nat, er mageløse mesterlige majestætiske medrivende og monumentale BLACK SABBATH (!) – hér som man forsøger at fordøje det uhyrlige, det ubærlige og uhyggelige. At man lige har oplevet Black Sabbath med koncerten på Copenhell dér i midnatstimen (ja, selvfølgelig) spille deres sidste koncert i Danmark nogensinde.

Jeg er ej heller ligeglad med, at de brillante betvingere af de bedste guitarriffs i historien denne aften valgte som 7. og 8. nummer at spille det dårende dejlige dobbelthug, som fredag 13. februar 1970 (udgivelsesdatoen for Black Sabbaths debutalbum, red.) fik mig til at sælge min sjæl til Heavy Metal i almindelighed og rock’n’roll i særdeleshed: ”Behind The Wall Of Sleep” og ”N.I,B,”Man sagde engang halvt i spøg, at Black Sabbaths geniale guitarist – fraset ”Smoke On The Water” – har skrevet alle de hardrock riffs, der er værd at nævne.

Men det var sgu’ vitterlig også kun halvt i spøg. De ovennævnte to samt ”Iron Man”, ”Fairies Wear Boots”, “Into The Void”, “War Pigs”, “Paranoid” og selvfølgelig signaturnummeret “Black Sabbath” holder 666 procent og hele vejen til den potente powers perleport – også 45 år efter, de er skrevet.

Og jeg er ligeglad med, om I er ligeglade med, at jeg mener sådan. Jeg så nemlig hvor mange mennesker i snart sagt alle aldre, der faldt hinanden om halsen i noget nær salig fryd i løbet af Sabbaths koncert.

Havde det ikke været for Black Sabbath, så var der aldrig kommet en Copenhell.

Havde det ikke været for Tony Iommis stenhårde hug i hegnet, var Heavy Metal aldrig blevet til dét, genren er.

Havde det ikke været for Ozzy Osbournes vanvidsvræl, var rockhistorien på alle måder fattigere og – ikke mindst – meget kedeligere.

Således var koncerten på Copenhell – i og med at det var dette forbilledlige foretagendes sidste på dansk grund nogensinde – for mange af os så uendeligt meget mere end ”bare” en koncert.

Hér stod – med salig Gasolin’s udødelige ord – vitterlig skæbner på spil. Alle vores skæbner, som med Black Sabbaths endeligt, nu vil ændre sig.

Det er så faktisk ikke større end ”bare” musik, d’damer og herrer. Der ER ikke noget, der hedder ”bare” musik, hvilket hér blev understreget og bevist på en aften, hvor Sabbath satte trumf på, at musik betyder livet, som det leves, når det leves stærkest.

Jeg er ligeglad, om nogen er uenige.

Min gode ven, oraklet fra Brøndby, og jeg selv har oplevet talrige Sabbath koncerter sammen i årenes løb.

Mange af dem så gode, at vi troede det var løgn.

Nogle få så gode at vi blev enige om, at det VAR løgn.

Da tonerne af den uigenkaldeligt sidste ”Paranoid” var ringet ud, og der vitterlig stod ”Black Sabbath – THE END” deroppe på storskærmen, faldt vi hinanden om halsen. Og stod blot der, tavse i op mod et minut. Hvilket faktisk ikke er noget, vi har for vane.

Så ved jeg godt, at nogle sikkert vil synes, det er noget sentimentalt og patetisk pjat at gøre.

Ved I hvad jeg er, hvis nogen synes sådan?

Ja, det tror jeg sgu’ nok, I gør.

Bye-bye in Black (Sabbath). I skylder ikke os noget mere. Men vi er nogle, som skylder jer alt.

DET SPILLEDE DE:
”Black Sabbath”,
”Fairies Wear Boots”,
“After Forever”,
“Into The Void”
“Snowblind”,
“War Pigs”,
“Behind The Wall of Sleep”,
“N.I.B.”
Trommesolo (bid af “Rat Salad”)
“Iron Man”,
“Children Of The Grave”,
“Dirty Women”,
“Paranoid”.