Forrige gang jeg oplevede Johnny Winter i (nogenlunde) levende live, sank mit hjerte og gav mig en foruroligende fornemmelse i mellemgulvet af, at denne gudbenådede guitarist næppe ville holde sæsonen over.

Det var i Amager Bio først i dette årtusinde. Winter blev på det nærmeste båret ind på scenen og anbragt på en stol. Han samlede sin guitar op og satte i med en version af Muddy Waters’ "Got My Mojo Working" som kun tjente til at understrege, at den magi, sangen handler om, var sørgeligt fraværende.

Johnny Winter var en skygge i sig selv – i det omfang den afkræftede, radmagre albino på scenen i overhovedet var i stand til at kaste skygge.

Få år senere blev Winter dog trukket væk fra gravens rand af sin nye manager og rytmeguitarist Paul Nelson, som fik stoppet hans misbrug af metadon, piller og alkohol. Johnny havde ifølge Nelson været på metadon i cirka 30 år efter at have været afhængig af heroin først i 1970’erne.

Winter vendte tilbage til livet i 2005, og selv om han ulykkeligvis kun fik yderligere ni år af samme liv, vil Johnny – takket være Nelsons mellemkomst – i det mindste blive husket som dét, han vitterlig var:

En blændende guitarist med en helt personlig tone og en kærlighed til den gamle rock’n’roll og i særdeleshed "the blues", som selv i mandens få svage øjeblikke brænder igennem i hans spil.

Johnny Winter har været med mig hele mit musikalske liv. Fra jeg første gang som 12-årig lånte "Live Johnny Winter And" og frem til i dag, hvor jeg ser frem til dét, som nu tragisk nok bliver Johnnys svanesang, albummet "Roots ", hvor bl.a. Eric Clapton, Billy Gibbons fra ZZ Top og Joe Perry fra Aerosmith medvirker.

For mig personligt var det "Saints & Sinners" albummet (billedet), som for 40 år siden, endegyldigt solgte mig til den guitar tour-de-force, som var den tynde texaner, når han var bedst. Eksempelvis er guitarsoloen i den forrygende version af Jerry Williams’ "Bony Moroney" den dag i dag én af mine favoritter, når det kommer til ekskursioner ud over gribebrættet – i øvrigt skarpt forfulgt af versionen af og soloen på Stones’ "Stray Cat Blues", som også er at finde på omtalte album.

Men der er sgu’ så meget, man med glæde i sindet bør mindes denne legende for. Dels i hans eget bagkatalog men i allerhøjeste grad også, fordi Johnny Winter var arkitekten bag hans store idol Muddy Waters’  comeback med albummet "Hard Again" i  1977, som Winter både producerede og spillede med på.

Så sent som i sidste måned blev Johnny Winter i et interview spurgt, om han syntes, der var nået, han manglede at opnå. Jo, han kunne da godt tænke sig at få en personlig grammy (han fik tidligere for sit samarbejde med Muddy Waters, red.), men ...

"Egentlig håber jeg bare folk vil huske mig som en god blues musiker ..."

Dét kan du roligt regne med, vi gør.

Bye bye Johnny ... må du hvile i fred.