COME DANCIN'

Så ofte jeg i dette forum end har slået til lyd for den rene vare spillet af et rent hjerte af ren og (s)kær kærlighed, må vi altså nu til det igen. Årsagen er den danske blues/ boogie/ bluesrockmester Thorbjørn Risager og den tornado (!) af intuitiv musikalsk forståelse og det smukke sinds swing, som er mandens syv mand store backingband The Black Tornado.

Se, nu havde jeg jo egentlig bare planlagt en fredag aften som hyggestund med anmelderpennen parkeret i inderlommen. Men det er svært - for ikke at sige umuligt - ikke at dele oplevelsen med jer, når jeg på én gang bliver rakt den redningsplanke for de svækkede hjertestrenge, der i årenes løb er blevet flået alt for meget i, foruden den direkte invitation til et wellness-ophold langt fra verdens vanvid, som en koncert med dette foretagende er.

Såvel Thorbjørns vokal som bandets spil holder et internationalt niveau og en grad af autenticitet, så man - vidste man ikke bedre - ville sværge på, at de gutter havde deres oprindelse i det amerikanske hjerteland. Det gør de så ikke, men til gengæld er de musikalsk udstyret med en detaljeret GPS, som med største selvfølgelighed sindsmæssigt dirigerer lytteren rundt i de forskellige kroge i blues historiens hovedstæder. Om det handler om en afstikker til den elektriske blues' vugge i Chicago, en slentretur i Memphis eller et besøg i blues'ens bræddeskur i New Orleans' sumpland til en aften med boogie, hjemmebrændt og gårsdagens synders forladelse, er dette band leveringsdygtige og tager dig med derhen via sange som eksempelvis den skramlende boogie "If You Wanna Leave", den mørkt tonede basis-blues "China Gate" eller den ildevarslende Tony Joe White inspirerede swampblues "Backseat Driver".

INGEN SVAGE LED
Koncerten fredag aften tog naturligt afsæt i sidste års absolut bedste bluesalbum, "Too Many Roads", og fra starten gik med ovennævnte "If You Wanna Leave" var der dømt ren opvisningsstil. Dette hold spiller i reglen over 100 koncerter om året, og det lader sig høre i en levering mere tight end velcro-lukningen på den misantropisk skottes tegnebog. Selv med otte mand på scenen er er ikke blot det, der måtte minde om et svagt led i det hér foretagende. Fra Thorbjørns brillante raspende, rå og følte vokal til den formidable trommeslager Martin Seidelin var det hér musiceren i mesterklasse fra et band, som man i dén grad havde mistænkt for både at gøre det af hjertets rene kærlighed og at have prøvet sådan noget før.

Så okay:
Vil du ha' den rå boogie?
Du får den, og den sidder der!
Vil du have den storswingende funkblues med hornsektion og hele det så omtalte svineri?
Du får den, og den sidder der!
Vil du ha' den dér sløve moll-blues, så den trækker søm og tårer?
Du får den, og den sidder der!

Og meget mere til - ikke mindst et par herlige udflugter til honky tonk land takket være pianisten Emil Balsgaard. Der var bestemt ikke noget at sige til, at publikums mundvige stræbte ad himlen til fra start til slut. Jeg observerede sågar flere øvelser i dele af publikum, som var faretruende tæt på at udvikle sig til dans.

Det var så godt, at jeg faktisk helt glemte at ærgre mig over, at vi kun var et par hundrede til stede for at nyde det hér, mens over en million andre var dykket i divaneseren for at følge med i den naragtige nulbonnernes nonsens-parade, som er ...

... Ja, den kan I vel for fa'en selv regne ud.

Anyway, nu elsker du jo i virkeligheden den gode musik for sammes skyld, så kæmp dit korpus ud af puderne og tag ud og oplev Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Det værste, der kan ske, er såmænd, at du tror, det er løgn for blot at kunne konstatere, at det er det heldigvis ikke.