Altså; som udgangspunkt svarer jeg sgu ikke for min reaktion, hvis blot én mere sprogligt udfordret amerikaner kalder mig "motherfucker" i denne weekend! Hvad den reaktion måtte blive finder vi jo så nok ud af, for torsdag var blot den første dag på en festival, hvor ovennævnte udtryk synes operativt udi at adressere horderne foran scenerne.

Nå, men visse musikeres sproglige armod upåagtet så velkommen til den første fine dag på Copenhell – Danmarks største metalfestival på Refshaleøen i København.

Vi lagde ud med københavnske KONKHRA, som på deres side lagde OS ned. Efter års fravær fra de store scener, knaldede kvartetten til rumpetten med en sviende præcis og mere end overbevisende opvisning i death metal så musikalsk og mesterlig, som den slags KAN spilles, når leverandørerne brænder om kap med flammekasterne ved scenens side. Det kaldes – undskyld! – ildhu!

Noget man ikke kan beskylde Konkhras amerikanske kolleger udi death genren CANNIBAL CORPSE for at besidde. Som udgangspunkt har jeg ikke noget imod de fem amerikanere – så primitive de ellers er – men når de (som ét af festivalens påståede hovednavne) leverer med en overbevisning som en træt tekstil-industriens revisor på en helt urimelig akkord, er spørgsmålet, om de ikke efter over tyve år på banen ikke skulle lade sig skifte ud frivilligt.

Amerikanske BODY COUNT havde - deres begrænsede udtryk til trods – deres øjeblikke. For nok har frontmand Ice T sangstemme som en strandet sæl, men han har også en ikke ubetydelig charme, når det tager ham. . . men charme eller ej, så har han og Body Count flere slogans råbt over enslydende guitarriffs end de har reelle sange.

Det har bandets åndsbrødre og forbilleder SUICIDAL TENDENCIES til gengæld. Og det endda til overflod – med den maniske Mike Muir i spidsen leverer Suicidal den dag i dag med den samme overbevisning, som de gjorde i deres storhedstid i begyndelsen af de halvflade halvfemsere.

Sange som "War Inside My Head", "Possessed To Skate" og den formidable "I Saw Your Mommy" holder stadig 666 procent, og den entusiasme og livsglæde blandt andre de sange blev leveret med torsdag aften reddede Suicidal Tendencies optræden titlen som "dagens koncert" i min bog. Ja, han sagde sgu "livsglæde", og så kan bandet kalde sig selvmordstendenser lige så tosset de vil.

Se, derop kom vi ikke mere torsdag aften. Selv om SLIPKNOT måske dog gjorde. Det vil jeg ikke stille mig til dommer over, for jeg hørte kun begyndelsen og slutningen af de manierede maskemænds koncert på Copenhell. Det lød til gengæld pænt overbevisende, men jeg skulle lige have SAINT VITUS med.

D'herrer spiller doom metal, men de spiller ikke blot, som var dommedag umiddelbart forestående. De spiller den tunge vare, som var førnævnte dag for længst overstået, og vi var pænt i gang med balsamere verdens aflidte befolkning.

"De rører sig ikke meget på scenen," som en bekymret ungersvend påpegede på et tidspunkt.

Nej, det tror fanden – man kan ikke danse til lydsporet til verdens undergang. Det ville i hvert fald være upassende. Til gengæld kan der godt være en vis skønhed i forfald, og det er dér Saint Vitus kommer vaklende ind i billedet.

Så, alt i alt gik det hele jo som død og bare helvede, hvilket atter blev belønnet med den kærlighed og generelle glæde ved at gå til stålet, som denne fornemme festivals endnu mere fornemme publikum har det med at levere.

"You are children of a worthless god," brølede amerikanske EXODUS, da jeg i nat måtte kapitulere til kulden og forlade festivalen.

Ja, det er sgu' godt med jer Exodus. Men Vorherre – ja, så kom Han også ind i en metalreportage – har nu ikke gjort det helt tosset, hvis den bataljon af bevidst næstekærlige mennesker, som er denne festivals publikum, er noget at gå efter . . .

Andre Copenhell-anmeldelser:

• At The Gates
• Huldre
• Cannibal Corpse
• Slipknot
• Exodus
• Konkhra
• Rise Against
• Bloodbath
• Ensiferum
• Gojira
• Ghost

Dagsreportager:

• Dag 2
• Dag 3