Så sad man dér i Copenhells "Biergarten", som man jo gør, og nød en middags-mjød til DJ'ens forkærlighed for klassisk Pantera. Der var det så, man i en stund ("en stille stund," ville nok være for meget af et postulat) kom til at fundere.

I og med at man for tredje dag i træk var gået gennem "porten til helvede", som Copenhell kalder festivalens port. Dét at gå ind på Copenhell må jo således være selve definitionen på det yndige gamle mundheld "gå da helvede til", og i så fald burde man så sandelig gøre det noget oftere!

Fordi selv de fredeligste af fortidens fred- og kærlighedsprædikende hippiefestivaler nærmest er at ligne ved frådende voldsorgier set i forhold til Copenhell, hvor næstekærligheden og tolerancen hersker i et omfang, som får de fleste kirker til at ligne slagmarker. Jo, jeg ved godt, jeg efterhånden har nævnt det nogle gange i de seneste dage, men det ER altså mageløst.

Man kunne gå hen og blive decideret genforelsket i menneskeheden efter sådanne tre dage, og ærligt talt: Har vi ikke også brug for det, som tiderne tér sig? Jeg mener, når et band med et navn som Nuclear Assault hamrer en frådende hymne af sig, der hedder "Hang The Pope" og blot dermed kolporterer yderligere forbrødring og –søstring hos masserne på festivalpladsen, så er vi altså ude i noget ganske særligt.

Nå, men vi må jo til det – selv på en sidste dag, hvor publikum lejlighedsvis ikke kun ligner zombier i varierende stadier af opløsning pga. kontrasten mellem den hvide hud og det sorte tøj. Men også fordi tre dage på flade fødder på Refshaleøens skrammede betonunderlag, styrtsøer af skummende fadøl og mangel på søvn er ved at gøre sin indvirkning gældende.

Der kan imidlertid selv i de sene stadier gøres noget ved den tilstand. I hvert fald hvis man hedder HAMMERFALL og er dét eneste klassiske Heavy Metal band på årets festival.

Hvor tåbelig dén disposition så lige er fra arrangørernes side, kunne man opleve til overflod, da HammerFall via bannersvingende heavyhymner som "Any Means Necessary", "Renegade", "Last Man Standing" og den fremdeles formidable "Let The Hammer Fall" stilsikkert trak zombiernes mundvige ad himlen til og fik adskillige på den til på en for en sjælden gangs skyld solbeskinnede festivalplads til atter at tage ladegreb på luftguitarerne.

"Tack som fa'en Köpenhamn," grinede bandets charmerende sanger Joacim Cans til afsked – vel vidende at han står i spidsen for et sandt klasseforetagende, som lige havde sørget for energien til at stå det meste af resten af dagens strabadser igennem.

"Hold kæft, det dér var så klassisk, at HammerFall burde spille i operaen næste gang, de kommer," ivrede min sidemand efter koncerten.

Nemlig!

Således opmuntret stavrede jeg mod førnævnte NUCLEAR ASSAULT. Jeg har ikke set new yorker thrash veteranerne siden Roskilde Festival i 1992, og jeg har egentlig heller ikke savnet dem. Det er en fejl, som jeg fik rettet i sidste øjeblik, for bandet er på afskedsturné, og de sagde farvel med en festligt nådesløs (på den charmerende facon) og – ikke mindst – velspillet optræden på Copenhell.

Danske RAUNCHY, som spillede umiddelbart efter, har jeg heller ikke skænket mange tanker i de seneste år. Det er sgu' lige før, jeg skammer mig over dét, for gider I lige hoppe i en spand og sige som et tågehorn, hvor spiller de gutter godt i 2015. Jeg har i hvert fald aldrig hørt dem spille deres kyndige kombination af noget nær popfornuftige harmonier og Fear Factory-agtig metal så fejende flot, som de gjorde lørdag aften.

En fest, som fortsatte med de gale nordmænd i TURBONEGRO, hvis bedårende blanding af de mest simple AC/DC, Ramones, Alice Cooper, Sex Pistols og Cheap Trick referencer tilsat styrtfloder af sjofelheder i sange som "Blow Me Like The Wind", "Wasted Again" og "I Got Erection" var præcis, hvad heksedoktoren havde ordineret som modgift for de af os, som nok syntes, vi efterhånden havde fået, hvad systemet kunne klare, af død, helvede og blod sådan rent – ahem! – poesimæssigt.

Jeg siger jer: Man skal aldrig forklejne et band, som kan få adskillige tusinde mænd OG kvinder til at stå og brøle "I GO ERECTION!" på en gammel skibsværftsgrund i København.

Mættet af musik og med batterier, det ville kræve eget kraftværk atter at genoplade, som vi var, kom det ellers velspillende og –oplagte engelske partyband THE DARKNESS til kort på festivalens største scene bagefter.

Sanger Justin Hawkins gjorde sit mest forbandede for at trække os op, men det blev aldrig den festforestilling, Darkness ellers i reglen er live.

Det skal jeg ikke kunne sige, om det postuleret "mystiske" svenske GHOST blev for nogle af jer. Men da de havde spillet et par numre, måtte jeg atter konstatere, at jeg har det mere end svært med Ghosts multitrackede vokaler og "atmosfæriske" keyboardsamplinger.

Så jeg gik . . .

. . . hjem med kære minder om en sjette Copenhell festival. Om tusinder af pragtfulde mennesker og en fornyet bevidsthed om, at man kan ævle så meget, man vil, om at "forenes i Herren" (eller for den sags skyld i Satan), men sande troende forenes altså i musikken. Og trods aldrig så mange sange om død og ulykke denne weekend, så er dén forening noget af det mest livsbekræftende, man kan være en del af.

Vi ses til næste år.

Andre Copenhell-anmeldelser:

• At The Gates
• Huldre
• Cannibal Corpse
• Slipknot
• Exodus
• Konkhra
• Rise Against
• Bloodbath
• Ensiferum
• Gojira
• Ghost

Dagsreportager:

• Dag 1
• Dag 2