Steffen Jungersen

.

Da mørkets Paradis ramte os …

paradiselost
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne

Der var dømt doom gothic metal til den store sorte uhyggelige guldmedalje da pionererne inden for faget Paradise Lost slog et smut forbi København lørdag aften.

Paradise Lost, Pumpehuset, 17. Oktober 2015

AF THOMAS THOMSEN

Mørk, mørkere, Paradise Lost… Ja, Dansk Sprognævn vil jo nok ikke uddele applaus og 12-taller for en sådan gradbøjning af ordet mørk, men det skider jeg hul i, for det var det mørkeste selskab, vi var i da engelske Paradise Lost gæstede Pumpehuset i det indre København lørdag aften.

Paradise Lost der med 27 år på bagen og et hav af studiealbums i rygsækken forvandlede på et splitsekund Pumpehuset til det mørkeste helvede på denne jord. Ja, jeg vil sågar være på grænsen til at sige at det triste og regnfulde vejr udenfor ville fremstå som en befrielse for nogle frem for at stille krop til rådighed for den omgang tæsk vi andre nød.

TRANCE OG VARIATION
Hvor metal normalt – for de flestes vedkommende – forbindes med hurtige guitarriffs og –soli, samt hidsigt trommespil var aftenens performance til tider på grænsen til at få selv en nylig pensioneret søndagsbilist på de jyske landeveje til at få Rigspolitiets udskældte fotovogne til at blitze i et omfang der ville få selv den mest fingersnilde paparazzifotograf til at få sin kamerablitz til at fremstå som lysglimtene fra et fyrtårn på Fanø.

Den opmærksomme læser vil måske stille sig selv det spørgsmål, om det var så søvndyssende en oplevelse. Til det kan der kun svares nej, nej og atter nej.

Det var en trancelignende adspredende og varieret forestilling som modbeviste titlen på det indledende nummer "No Hope In Sight". For der var masser af håb efter den indledning.

"Terminal" satte lidt fart på feltet og viste hvor stærkt et udspil, det seneste album "The Plague Within" er, og numrene herfra fyldte godt på setlisten til min store tilfredshed.

"Praise Lamented Shade" havde jeg set frem til og jeg fik den. Og hvorfor så lige det nummer… jo ser De… den sad lige en maven… der hvor du tænker stop med at stoppe med at spille den.

"Flesh From Bone", hvor du virkelig var trukket ned i et tungt tempo det første minuts penge, hvorefter helvede brød løs i et splitsekund og derefter trukket ned i et tempo der ville få selv den mest søvnige teenager til at fremstå som en festglad studerende fra Nordsjælland på speed.

LIGHT AND DARKNESS
Når man står der og modtager Nick Holmes’ vokal, varierer den fra det lyse og blide til det mørke og uhyggelige. Og så gør det jo ikke det hele meget ringere når han er omgivet af musikanter som (Greg Mackintosh (lead guitar), Aaron Aedy (rhythm guitar), Steve Edmondson (bas) og Adrian Erlandsson (tommer)), der formår, at supplere ham på tilsvarende vis.

Kombinationen mellem det mørke og lyse var der hele vejen igennem. Tungt og langsomt trommespil ,der til tider stak ned af en nærliggende genvej som var hurtigere. Det dystre mørke guitarspil, der blev suppleret af lyse hurtige guitarriffs og –soloer. Og bassen, der supplerede det hele. Og sidst men ikke mindst anelser af det lyse elektroniske  tangentspil, der faktisk klædte kagen godt som det pynt på toppen.

Og når vi taler om lyset, fremstår numre som "Erased" og "Faith Divides Us (Death Unites Us)" enestående i lys/ skygge sammenhæng:

Den samlede setliste  var varieret og smuk.

Say Just Words afsluttede aftenen på fantastisk vis og der var ikke så meget andet at sige end at det havde været en fucking fanstatisk aften, som jeg kan beskrive på følgende måde:

Steffen Jungersen i hopla

Jeg havde fornøjelsen af, at stå ved siden af Steffen Jungersen hele koncerten igennem og hvis man skulle tolke på hans kropssprog, så var manden godt tilfreds.

Dr. Rock i egen høje person gav den gas med luftguitar og knyttede næver i luften. Ja, manden var sgu tæt på at danse en lille slowfox efterfulgt af en kvickstep tilpasset musikkens hastighed så selv Jens Verner fra Vild Med Dans ville have været misundelig og fremhævet hans evner på et dansegulv. (Ja, ja - det er godt med dig Thomsen, red.).

Og han var ikke den eneste der var tilfreds, da det virkede til at hele salen var i en trancelignende tilstand forstået på den måde, at man var i den hule hånd på Paradise Lost fra første til sidste sekund. I modsætning til en regulær hypnose var man dog heldigvis fuldt ud klar over hvad man havde oplevet hele vejen igennem.

Paradiset ramte os uden at vi blev tabt i mørket.

 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

I hate most of what constitutes rock music, which is basically middle-aged crap.

_ Sting

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk