"Aftershock" er Motörheads 21. album siden debuten med – surprise – "Motörhead" tilbage i 1977. Og det er i sig selv en præstation.

Når det imidlertid er sagt, så er den sande præstation, at Motörhead – fraset den tvivlsomme "March Ör Die" fra 1992 – ikke har lavet ét eneste album, som bedømt på en skala fra "okay" til "fuck yeah!" er droppet under førbemeldte "okay".

Og dermed velkommen til "Aftershock", hvor dette webzines sande guru og åndelige leder, Sir Lemmy Kilmister, og hans håndgangne mænd atter engang logisk nok gør dét, de nu engang er bedst til:

Med meterbred malerpensel sætter en streg under Lemmys tilbagevendende og svært tilbageviselige påstand om, at de er Motörhead, og at de da for resten spiller rock and roll!

Hvilket 'head på "Aftershock" – endnu mere end på den ligeledes fremragende men anderledes metalliske forgænger "The Wörld Is Yours" fra 2010 – i dén grad (igen!) gør. Endnu engang er et Motörhead album fra starten går med den stormende "Heartbreaker" ét langt livsbekræftende opråb om for fanden at leve dét ene liv, du nu engang har fået tildelt, fuldt og – ikke mindst – for fulde flossede vinduesforhæng.

Sådan er det jo altid, kunne du jo hævde, og jeg ville heller ikke sige dig imod.

Når det imidlertid et sagt, er "Aftershock" – selv efter Motörheads standard – i dén grad et rock'n'roll album, som den slags oprindeligt var ment.

Klassisk
Jeg mindes ikke, at Lemmys påvirkning fra 1950'ernes rock and roll og de gamle bluesmestre i dén grad er skinnet igennem på et Motörhead album siden den 22 år gamle "1916". Tydeligst demonstreret i den mageløse blues "Lost Woman Blues", hvor trioen i sangens første halvdel parrer Muddy Waters, ZZ Top og Jimi Hendrix inden et intenst race mod målet, som ville være Thin Lizzy værdigt. Ikke mindst takket være den sørgeligt oversete men ikke desto mindre sublime guitarist Phil Campbell, som på dette album forkæler os alle med stjernestunder i et helt urealistisk omfang. Hold da med andre ord helt kæft hvor spiller han godt.

Klassisk rock folkens? Jo, såmænd!

Jamen, er "Aftershock" så væsentligt forskellig fra alle andre Motörhead albums, vil du spørge. Og svaret er naturligvis et rungende "nej, gu' er den da ej!".

Sådan da. Men med mindre Lemmy og co. havde påtrængende ønsker om at blive korsfæstet foran bassistens faste barstol på Rainbow Bar & Grill i Hollywood, burde de jo næppe fravige formlen radikalt. Hvilket de så heller ikke gør.

Selvfølgelig rammer disse riddere af den reneste rock'n'roll sti med nærmest telepatisk forståelse for musikken dét, det hele oprindeligt handlede om. Således hylder de mere eller mindre bevidst i samtlige sange – uanset om flugten ud over stepperne foregår i midtempo eller for fuld rulle – konstant forbilleder som Chuck Berry og Little Richard. Ja, det er sgu lige før, man føler sig kaldet til at brokke sig over, at der ikke er en coverversion af "Johnny B. Goode" med hér. Og så kommer man altså ikke meget tættere på moderåren.

Dette mine damer og herrer er Motörhead, når de er bedst!

Dette mine damer og herrer er rock and roll, når dén slags er bedst!

Og set i forhold til dette mine damer og herrer, lader de fleste andre bare som om!