De knuste hjerters kavalér

Han var ridderen af den romantiske rocks reneste sti.

Han var de emotionelle outlaws' omsorgsfulde onkel.

Han var naturligvis Philip Lynott – såvel de håbefulde som de knuste hjerters poetiske kavalér.

Som bekendt kom Lynott sørgeligt af dage 4. januar 1986 – kun 36 år gammel – men Phil lod os arve en sangskat, som den dag i dag redder liv.

Se, hér skal jeg så delagtiggøre jer i noget:

På denne tid af året står mine dæmoner, min tvivl på fremtiden og formentlig også Fanden og hans meget omtalte pumpestok i kø for at komme ud og slå løs på mit skrøbelige sind. Og presto; med dem kommer depressionen og med den også desværre ofte selvmordstankerne.

Men til alt held kan jeg altid regne med den sorte cowboy fra Dublin – også hér 28 år efter hans død. Han inviterer mig hvert år hen til lejrbålet derude i natten på håbets højslette. Så giver han en sang og en imaginær skulder, inden vi sadler op og rider mod solopgangen og en ny og bedre dag.

Således skal Philip Lynott hér have endnu en hyldest, hvor vi mindes ti af de mest romantiske, smukkeste og sine steder ildevarslende (og okay da; stedvis sentimentale) sange, han har efterladt os. De sange, som i hvert fald altid har hjulpet mig.
Så fat lommetørklæderne og værsgo' at snøfte ukontrollabelt:

"STILL IN LOVE WITH YOU" (fra "Live And Dangerous", Vertigo 1978)
Uden for konkurrence dén smukkeste sang, der nogensinde er skrevet om (ulykkelig) kærlighed. Og så bliver den selvsagt ikke ringere af, at Brian Robertson på denne version spiller en guitarsolo så blændende brillant, at man ville have fattet budskabet selv uden Lynotts poetiske ord. Den trækker vand, men sangen er i lighed med de andre på denne liste så stor, at du smiler alligevel.

Poetisk pletskud:
"Think I'll just fall to pieces, if I don't find something else to do ... "

"COWBOY SONG" (fra "Live And Dangerous", Vertigo 1978)
Stjernerne tindrer over prærien som englenes øjne fra himlen, mens Phil sidder derude ved lejrbålet og mindes sin sweetheart fra saloonen langt derfra.

Poetisk pletskud:
"The coyote calls, and the howling winds wail/ So I'll ride out to the old sundown ... "

"THAT WOMAN'S GONNA BREAK YOUR HEART" (fra "Bad Reputation", Vertigo 1977)
Sjældent har et knust hjerte sunget så smukt og dertil helet sig selv, som det gør på denne formidable sang, som nok er en advarsel mod de satans kvinder men samtidig en indrømmelse af, at ja vi springer i med begge ben ... også næste gang.

Poetisk pletskud:
"If your life depends on what you're losing/ you're still refusing/ to believe in chance or fate ..."

"DIDN'T I" (fra "Chinatown", Vertigo 1980).
Én af mesterens smukkeste sange. Og den jeg altid vender tilbage til, når der skal virkelige probate midler til at tvinge mig til at tage et skridt videre hér i livet. Men denne sang om formålsløst men forudsigeligt selvbedrag i kærlighedens navn klarer opgaven hver gang.

Poetisk pletskud:
"There are people in this town/ that say I don't give a damn/ But the people in this town/ they never could understand ..."

"A NIGHT IN THE LIFE OF A BLUES SINGER" (fra "BBC Radio One Live In Concert", Windsong 1992).
Teksten kan læses og høres som Lynotts forstemmende farvel til ikke alene Thin Lizzy men i værste fald selve livet, og på den led er der meget lidt opmuntring at hente hér. Alligevel må man undres, bøje sig for og endelig glædes over en fantastisk sang, hvor Phil atter beviste, at ingen formidlede vemod så velgørende, som han. I sandhed en ægte bluessangers adelsmærke.

Poetisk pletskud:
"And the party's over now/ everybody's goin' home/ The band is packin' up/ And I'm on my own/ but I miss you now you're gone/ Mama, you boy's a blues singer."

"THE SUN GOES DOWN" (fra "Thunder And Lightning", Vertigo 1983)
Et mesterværk udi beskrivelse af fristelser, man godt ved, der ikke gør én noget godt. Dybest set vel en sang om en pige, som ved, hun sidder håbløst fast i stofmisbrug. Men selvfølgelig kan den – i lighed med "A Night In The Life Of A Blues Singer" – opfattes som selvbiografisk, og på dén led er det næsten ubærligt ildevarslende, når Phil synger de dér linjer "when all is said and done ... the sun goes down". Se, det er nok muligt Lynott – men behøvede det at ske så tidligt!? Men igen: En komposition af kolossal klasse og selv hér skinner Phils romantiske sindelag igennem. Romantiske sindelag er bare så forbandet skrøbelige ...

Poetisk pletskud:
"She tries her best to leave him, but she is still captured by his spell/ she knows now she must deceive him, he knows it all too well ..."

"SPIRIT SLIPS AWAY" (fra "Fighting", Vertigo 1975)
En forholdsvis obskur perle fra ét af de tidlige Lizzy-kapitler og ét af de første varsler, man før gennembruddet fik om, hvilken suveræn sangskriver bandet havde i front. Og en tekst som mange af tidens læger med fordel kunne ordinere obligatoriske studier af for de patienter, som måtte synes, at den dér fremtid sgu' godt kunne trænge til et mere effektivt PR-bureau.

Poetisk pletskud:
"And when the music that makes you blue/ Unfolds it' secrets the mysteries are told to you/ May the angels sing rejoice to you/ the fateful day when your spirit slips away ..."

"PARISIENNE WALKWAYS" (fra Gary Moore's "Back On The Streets", Mercury 1978)
Paris, Champs Elysee, Beaujolais, corner cafés? Tilsat en melodi på overfladen så simpel, sød og banal, at den får "Se den lille kattekilling" til at lyde som jazzfusion. Med andre ord: Saccharin alarm!?
Ja, måske nok på overfladen, men med en Lynott vokal balancerende mesterligt mellem melankoli og sørgmuntert savn, ender sangen som en storslået hyldest. Til Paris, til kærligheden og til hende dér, der var der engang. Den dag i dag skal jeg ikke opholde mig ret længe i Byernes By, før jeg hører mig selv småsynge " ... I remember Paris in 49 ...".

Poetisk pletskud:
"Oh I could write you paragraphs/ about my old Parisienne days ..."

"WITH LOVE" (fra "Black Rose – A Rock Legend", Vertigo 1979)
I min optik den gamle Casanovas farvel til livet med kvinderne, som han kendte det. Tilsat et stille håb og et forsøgt løfte om, at fra nu af bliver det anderledes. Jo, vi har alle sammen været der, og det er igen mesterligt beskrevet af Lynott. Endnu en dybfølt hyldest til kærligheden ... Trods alt.

Poetisk pletskud:
"I must confess that in my quest I've felt depressed and restless/ but this casanova's roving days are over more or less"

"DON'T BELIEVE A WORD" (original arrangement) (fra "Life", Vertigo 1983)
Man behøver jo ikke altid skrive om svigefulde kvinder. Man kunne jo også gribe i egen sixpack (I wish) og skrive om svigefulde MÆND! Som Lynott bl.a. gør hér i en sang, som var fremragende som rocknummer, men som løfter sig til en decideret mesterlig hymne i denne slowversion. Sådan var sangen oprindeligt ment, og det kan jeg sgu' godt forstå. Her er så meget feeling og soul, at det får Motowns bagkatalog til at lyde som en fuld mand, der taber en saxofon i en elevatorskakt.

Poetisk pletskud:
"Don't believe a word, 'cause words can tell lies/ and lies are no comfort when there's tears in your eyes"