Steffen Jungersen

.

De lidt sjældnere Metallica numre vi da godt gad høre her til sommer

Share
metallica-lightning

Metallica har givet publikum lov at bestemme sætlisten til koncerten I Horsens til juni – den byder dog ikke på de store overraskelser af den grund. Hér er ti, VI godt gad høre

English version

Metallicas sommerturné har fået navnet "By Request", fordi Ulrich og co.s fans selv kan bestemme sætlisten via afstemning på d’herrers hjemmeside.

En hurtig gennemgang af de sætlister, fans har bestilt verden rundt, afslører imidlertid, at der kun sjældent er noget på listerne, Metallica ikke ville have spillet alligevel. Og det gælder også afstemningen til bandets koncert i Horsens 3. juni.

Forudsigeligt nok ligger "Master Of Puppets" øverst på listen skarpt forfulgt af (slag)sange som "One", Enter Sandman",  "For Whom The Bell Tolls", "Seek And Destroy", "Fade To Black" og "Nothing Else Matters".

Måske også forståeligt nok. Vi taler trods alt om universalt elskede numre hér.

Men lad os nu for tankeeksperimentets skyld forestille os at sætte Metallica på en tur, som de ikke ville kunne klare på ren cruise control. Så kunne de jo starte med at øve nedenstående ti tracks, som spænder over stort set hele bandets imponerende karriere.

Og dermed velkommen til Den Gamle Redacteurs "ta’ DEM, Metallica!" liste:

"Leper Messiah" (fra "Master Of Puppets", MFN 1986)
Man kan ikke just tale om oversete numre fra ét af historiens bedste Heavy Metal albums, men jeg synes nu alligevel, at Metallica spiller netop "Leper Messiah" alt for sjældent. Så meget desto mere mærkeligt, fordi "Leper ..." er det eneste Metallica nummer, jeg nogensinde har hørt Lars Ulrich gå og synge for sig selv backstage!

"Ain’t My Bitch" (fra "Load", Vertigo 1996)
Det er sjældent faldet særskilt heldigt ud, når Metallica har forsøgt at spille biker rock. Undtagen første gang de gjorde det med den uafviselige, påtrængende og reelt rockende "Ain’t My Bitch" med James Hetfield i sit absolut mest muskuløse hjørne. Én luftguitar klassiker, som af én eller anden grund aldrig rigtig er blevet det alligevel.

"Jump In The Fire" (fra "Kill ‘em All", MFN 1983)
Et riff fra øverste skuffe og en hensigtserklæring af format og en oplagt show åbner. Yeah, I wish! Og det bliver jeg i øvrigt ved med.

 "Phantom Lord" (fra "Kill ‘em All", MFN 1983)
Et sandt proto thrash nummer fra debuten og i mine øren måske dét nummer på "Kill ’em All", som for alvor sparkede 80’ernes thrash metal bølge i gang. Skriger skingert, sønderlemmende og skærebrændende overtændt til heavy metal himlen af, at riff’et er leveret af en ung og – ahem! – ikke særskilt tilpasset Dave Mustaine. Før han røg ud og blev erstattet af Kirk Hammett.

"Trapped Under Ice" (fra "Ride The Lightning", MFN 1984)
En personlig alle tiders Metallica favorit. Et lærestykke i hvordan man føjer melodi, atmosfære og dynamik til frådende thrash metal. Nogle har lært af det, men ingen har nogensinde overgået det.

"The Frayed Ends Of Sanity" (fra "... And Justice For All", Vertigo 1988)
"... And Justice For All" var Metallicas tredie mesterværk i træk. Intet mindre. Hvor bandet egenhændigt beviste, at man godt kan spille teknisk kompliceret og såkaldt "progressiv" metal uden at forlade sig på formålsløs brilleren og postulerende keyboard klangflader. Staccato symfonien "Frayed Ends Of Sanity" er velsagtens det mest oversete nummer på albummet. Og det må der gerne laves om på!

"Bleeding Me" (fra "Load", Vertigo 1996)
Det får være, at "Load" og "Re-load" ofte af kritikerne får mere røg end fodgængerne i Beijing, for i hvert fald "Load" har sine øjeblikke. "Bleeding Me" er således et mindre mesterværk. Godt otte minutter i ren opvisningsstil – strålende arrangement tilsat en god melodi (eller snarere flere) og dertil dynamisk og følt spillet.

"Mercyful Fate" (fra "Garage Inc.", Vertigo 1998)
En hyldest til mesterlige Mercyful Fate, som ærligt talt overgik alle forventninger. Metallica kastede sig frygtløst ned i Mercyfuls metalliske malstrøm med et godt elleve minutter langt medley af "Satan’s Fall", "Curse Of The Pharaohs", "A Corpse Without Soul", "Into The Coven" og "Evil". De kom ikke alene levende ud af førbemeldte malstrøm – de gjorde det med hovederne holdt højt og ranke rygge i forvisningen om, at de havde begået en prægtig og potent hyldest hér.

"Dirty Window" (fra "St. Anger",  Vertigo 2003)
Man kan hade "St. Anger" så tosset, man vil, men i disse øren lyder det album (og dette nummer), som det, det er: En martret frontmand og et band, som driver dæmonerne ud for åbent tæppe. Og i øvrigt også for fulde gardiner (nu vi er i afdelingen for tekstil). Det bliver aldrig kønt, men det er sandt for en eksorcisme heller ikke meningen.

"Ronnie Rising Medley" (fra "Dio – This Is Your Life", Rhino 2014)
Hvor Metallica på én gang har genopfundet sig selv, lyder mere veloplagte og er mere i pagt med deres fortid, end de nogensinde var på "Death Magnetic". Det skulle der så de fire Rainbow sange til, som udgør dette medley. Nemlig "A Light In The Black", "Tarot Woman", "Stargazer" og "Kill The King", og Metallica har ærligt talt ikke lydt så godt i mange år.

Share
 

Dagens Sang

 

Nyhedsbrev

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Find mig på Facebook!

Music is the voice that tells us that the human race is greater than it knows.

_ Napoleon Bonaparte