English version

Okay, jeg har trods alt skrevet et par D-A-D anmeldelser for ganske nylig, så lad mig holde den hér kort og ind til (boogie)benet:

D-A-D gjorde dét, de skulle, og de gjorde det aldeles glimrende. Lukkede dette års Copenhell med fynd, klem og et afsæt, som med mere end rene ord trompeterede: Nu skal vi sateme vise jer!

Med gamle "No Fuel Left For The Pilgrims" spillet i omvendt rækkefølge og tilmed et band – som skrevet et par gange i år allerede – i en form, som ikke hverken set eller hørt i to årtier.

Det gjorde det så. Viste os altså.

"For satan i helvede Copenhell! Det er sgu' da utroligt, at vi skrev titelsangen til denne festival tyve år før, den fandtes," som en overstadig Jesper Binzer følte sig kaldet til at gøre opmærksom på inden en dynamisk dundrende "Rim Of Hell", som natten til lørdag så sandelig var lige så velkommen som den kaffe med Rød Aalborg, som bartenderen begavet insisterede på, at jeg havde brug for netop dér.

Fundamentalister
For 25 år siden var D-A-D garanter for det dér "best damn party at the rim of Hell", og det er de såmænd stadigvæk i al almindelighed og i 2014 i særdeleshed mine damer og herrer.

Da D-A-D blev kaldt ind som erstatning for Megadeth, hørte man en del af den fundamentalistiske intelligentsia i metal miljøet indvende, at "der var ved at gå Grøn Koncert i Copenhell". Well, min gode opdragelse og til en vis grad injurielovgivningen har forbudt mig at give igen på den indtil nu.

Hvad med noget respekt, folkens! Husk lige at D-A-D – og kun D-A-D – har været ren rock'n'roll i dette land i lange perioder de sidste 30 år, hvor rock i Danmark ellers ifølge radioer og aviser var konstitueret af pippende, pladrende poppapegøjer og indiebands, som ikke ville kunne finde op og ned på deres instrumenter, om samme så havde indbygget GPS.

"Mand, hvor er det fedt endelig at høre nogle gode SANGE," tænkte jeg for mig selv, mens alt folket omkring mig dansede til "Lords Of The Atlas", "Girl Nation",  "Wild Talk", "True Believer" og "Siamese Twin".

Jeg er – undskyld udtrykket – mega Megadeth fan, men lad os nu lige være glade for gode ting, folkens!

D-A-D er selvsagt så erfarne, at de ikke siger ja til at lukke Copenhell, hvis de ikke ved, at de er fuldt ud så gode, som sådan et job kræver. Således spillede de som i gamle dage naturligvis et sæt så benhårdt og lige på, at jeg pludselig stod dér på Refshaleøen og mindedes nogle af bandets store triumfer på Roskilde Festival i årenes løb.

Måske var det på tide at også bemeldte forestilling på dyrskuepladsen i Roskilde også viste D-A-D den behørige respekt og inviterede dem tilbage. Blot en tanke.

Men så gode ER D-A-D sgu' i 2014. Rock og rul for kærligheden til sammes skyld. Og i hvert fald jeg forlanger ikke mere.

Nå, så blev anmeldelsen alligevel ikke helt kort, men hvad hjertet er fuldt af, flyder pennen over med ... Og alt det dér.