Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

DEN “DØENDE” ROCKMUSIK I FORMIDABEL FORM

Share
bintzer-2021
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne

Jesper Binzer og supportbandet Timechild fejede al skepsis for så vidt angår rockens levedygtighed i 2021 ad helvede til

JESPER BINZER M. BAND, support: TIMECHILD, Amager Bio, 7.9.21

Jo, vi har hørt det.

Vi har hørt det fra beboerne i elfenbenstårnene - ja, vi har sgu nærmest hørt det skreget ud fra bemeldte tårn.

Vi har hørt, at rocken er død.

Vi har hørt, at rocken – hvis den trods alt ikke er helt død – så i hvert fald er gammel og træt og dermed Døende.

Vi har hørt, at rocken er ”den nye jazz”. For vi er jo ude i et nichefænomen med en menighed af en størrelse, som er til at gøre op uden de store matematiske kundskaber.

Alt sammen kommer det som oftest fra mennesker, hvis tid var bedre brugt på de gamle Depeche Mode, Smiths, Cure eller Joy Division album, de ellers i ét væk deler på de sociale medier.

For dér gør det så åbenbart alligevel ikke noget, man spiller rock, eller at noget af det er aldrende. Hvis man altså bare ikke spiller traditionel rock, heavy metal, hardrock eller rock’n’roll. I ved, sådan noget snavs, aktørerne fortrinsvis deler med os andre for underholdningens og livsglædens skyld. Og for at give lytteren energien tilbage og noget forløsning efter endnu en uge på arbejdet, hvor chefen igen har opført sig, som var den pågældendes rollemodeller lederne i diverse diktaturstater.

”I TOLD YOU SO”
Men okay – lad os bare for en stund lege, at rocken ER døende til trods for, at det stadig er rockbands, der – som stort set de eneste – kan sælge arena- og stadionkoncerter ud verden over. Lad os bare sige at de residerende i elfenbenstårnene trods alt også har en pointe.

Så hvad skal der så til for at rocken overlever og endda i fin stil og med stolt vajende faner med påskriften ”I told you so!” i flammeskrift?

Der skal gode sange til, og der skal dygtige musikere til selvfølgelig, men først og fremmest kræver det bands eller solister, der leverer varen som var det sidste gang HVER gang – med sjæl, indlevelse og spilleglæde på et niveau, man ellers ville kalde et urimeligt forlangende. For nu at smøre lidt tykt på selvfølgelig.

Når dét er sagt, så har jeg kun sjældent oplevet ethvert argument om rockens haltende helbred så ualmindeligt effektivt fejet af bordet, som først det nye københavnske band Timechild og dernæst Jesper Binzer i fuldkommen formidabel form gjorde det tirsdag aften på Danmarks bedste spillested, Amager Bio.

GREAT EXPECTATIONS
Det er år og dag siden, jeg har haft så store forventninger til et nyt band, som jeg har til den københavnske kvartet Timechild, og forventningerne blev så at sige grundlagt ved en nylig koncert på den københavnske rockklub High Voltage. Lyden var ikke for god den aften, men alligevel var den god nok til, at selv din bedagede blaserte blækhund spidsede de gennem årtier hårdtprøvede øren.

I Amager Bio med stedets med rette berømmede sublime akustik overbeviste Timechild i løbet af deres kun 30 minutter lange supporttjans for Binzer om, at jeg har god grund til førnævnte forventninger.

Bandet er med deres flittige brug af flerstemmig sang og ditto guitarharmonier stilistisk forankrede i 1970’ernes hårde rock, og deres musik vrimler med velkomne ekkoer fra bands som Uriah Heep, Thin Lizzy, Deep Purple, U.F.O. og endda Bachman-Turner Overdrive.

De fire knægte i Timechild var så ikke engang et glimt i diverse postbudes øjne dengang i 70’erne, men Anders Folden Brink (vokal og guitar), Birk Hunter (guitar, backingvokal), Daniel Bach (bas, backingvokal) og den ubetaleligt groovy trommeslager Martin Haumann spiller sammen, som var de krigsarrede veteraner på rockscenen.

Timechild skiller sig ud fra så mange andre nye(re) hardrockbands ved simpelthen at skrive bedre numre end de fleste. Numre, der ikke just skjuler, at der  har været intelligens i arbejde, da de blev komponeret. Dertil mestrer Timechild dén i vore dage alt for sjældne kunst: dynamik og lys og skygge i hvert eneste nummer. Intetsteds bedre illustreret end i den forrygende ”This Too Will Pass”, hvor det lykkes Timechild at blande klassisk Uriah Heeps korarbejde med lige så klassiske B.T.O.s råstyrke og få noget, der er helt deres eget, ud af det.

Timechilds første album udkommer til november, og den glæder jeg mig til, som jeg ikke har glædet mig til et debutalbum i mange år.

Nå, hvordan følger man lige den omgang op?

DEN BEDSTE BINZER
Det gør man ved at hedde Jesper Binzer, være Danmarks måske bedste frontmand de sidste fire årtier og være i noget, der minder betænkeligt om sit livs form og så for resten have ét af de bedste tidløse rockbands, man kan forestille sig, i ryggen.

Jesper og bandets fem kvarter lange koncert i Amager Bio lader sig dårligt beskrive anderledes end som direkte eventyrlig. Fra starten gik med ”Life Is Moving” vil jeg mene, en Binzer i ustyrligt humør nåede at dosere flere ”YEAH!” ind i koncerten, end Beatles nåede i hele karrieren.

”I det andet band (D-A-D, red) må jeg ikke råbe ”yeah!” i guitarsoloerne. Ja, det må jeg egentlig heller ikke i det hér band, men jeg gør det sgu alligevel,” som Jesper fortalte i løbet af aften, mens leadguitarist og kapelmester Søren Andersen så grinende til ved hans side.

Men denne aften var der – ved rock, roll og music! – ikke noget, der hed at råbe ”yeah!” i utide.

At Jesper ikke vil eller kan tøjle sin begejstring er til at forstå med et band i ryggen, som for samtlige fjorten numres vedkommende bibragte dem mere tyngde, mere dynamik og flere fornemme soli, end de i forvejen har på Binzers to soloalbum, ”Dying Is Easy” (2017) og ”Save Your Soul” (2020).

Søren Andersen på leadguitar, Christian Hede Madsen på guitar, Jakob Rønlow, trommer, Anders Borre Mathiesen på bas og Jesper Bo  Hansen på orgel står ikke tilbage for frontmanden i tøjlesløs entusiasme samtidig med, at de spiller Jespers midwest classic rocknumre på én gang løssluppent legesygt og svinetight i et aldeles bedårende organisk og fremragende lydbillede.

VERDENSKLASSE
Der er selvfølgelig verdens dårligst bevarede hemmelighed, at Søren Andersen er en leadguitarist i verdensklasse, men det ville være synd ikke også at nævne de loyale Christian Hede, Anders Borre Mathiesen og Jakob Rønlow, der sørger for både klippesolid bund og swing aftenen igennem. Jesper Bo Hansens orgel lægger fine klangflader for de andre at læne sig op ad,  når han ellers ikke slår sig løs i hammondorgel soli, der måtte have fået salig Jon Lord (Deep Purple) til at smile i sin himmel.

Nu er det længe siden, jeg har hørt ”det andet band” live, men Jesper Binzer selv er i dette selskab i et humør, har et overskud og synger så godt, som jeg ikke har oplevet ham i mange, mange år.

Da jeg forlod Amager Bio og mine ben efter den første stå-op koncert i halvandet år smertede så voldsomt, jeg kunne have skreget, undlod jeg det og udstødte i stedet selvfølgelig – ja, I gættede det – et ”YEAH!” som også omegnskommunerne fik glæde af.

Må jeg sluttelig opfordre nye, håbefulde rockmusikere og –bands tit at gå ind og opleve både Timechild og Jesper Binzer og co.

Så kunne det nemlig være, at den ”døende rockmusik” ikke alene overlever men begynder at tiltvinge sig herredømmet igen!

Fotos: Helle Jappe Ellegaard.

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Music has generally involved a lot of awkward contraptions, a certain amount of heavy lifting.

_ Tom Waits

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk