Tillad mig en tur tilbage til 1994. Det var lørdag, det var november, det var snart vinter, jeg var på kontoret i Københavns indre by, og dén Jack Daniel's, som aftenen før havde budt mig op til farlig alliance ved baren, var – så at sige – ikke ganske bragt til tavshed endnu.

Men når nøden er størst, er Heavy Metal nærmest, som jeg gerne ynder at påpege for dem, der gider lytte. Og det hér nye Megadeth album lå jo alligevel på mit skrivebord. "Youthanasia" hed det, og kun tre numre inde i afspilningen, var jeg – bagstiv eller ej – til fulde parat til at byde Jack op til revanche ved baren.

For det hér måtte da være løgn.

Det var det så ikke, har historien siden vist. "Youthanasia" var vitterlig mægtige Megadeths tredje mesterværk i træk efter "Rust In Peace" (1990) og "Countdown To Extinction" ('92). Og det fjerde mesterværk alt i alt når man regner gennembruddet med "Peace Sells... But Who's Buying" fra 1986 med.Men "Youthanasia" var alligevel anderledes. De sædvanlige thrash metal formler måtte vige for et lydmæssigt flottere og federe samt musikalsk mere melodisk midtempo udtryk. Det fik Megadeth snart sagt selvfølgelig i første omgang høvl for af de puritanske papnakker, som gerne vil diktere, at enhver form for udvikling er for indviklet i Heavy Metal. I hvert fald for dem.

Når jeg vender tilbage til den historie i forbindelse med en anmeldelse af Megadeths nyeste og fjortende studiealbum, "Super Collider", skyldes det, at dét album i mit fravær har fået den samme eller endda hårdere medfart, som "Youthanasia" fik dengang.

Med andre ord (eller mangel på samme) ikke et ord om hvor gode sange, man finder hér. Som eksempelvis de klassiske Megadeth-guitarstormere "Kingmaker" ,"Burn!" og "Off The Edge". Som de solidt, hårdt huggende og stemningsladede "Beginning Of Sorrow" og "Don't Turn Your Back". Og ikke mindst som albummets bedste nummer; instant rockklassikeren "Forget To Remember" – et midtempo mesterværk (ja, der var den sgu' igen!) med både et riff, et vers og et omkvæd så fængende som et skotsk skovhuggerholds lykkerus, netop som de har fået udleveret nøglen til det lokale destilleri.

Puritanerne fik så forudsigeligt nok stemmerne igen, da de skulle brokke sig over manglen på thrash metal på "Super Collider", men hvis alene dét faktum gør de pågældende ude af stand til at nyde et Heavy Metal album så overvejende gennemført, med så elegante guitarvignetter og i det hele taget så overlegent spillet som dette, bliver det faneme deres tab!

Det kan meget vel være, at den forkætrede Dave Mustaine både religiøst og politisk er blevet noget usikker på benene, men musikalsk er han fremdeles på stensikker grund og i sine mest inspirerede øjeblikke et musikalsk geni.

Tro mig!