Det er næppe for meget sagt, at han dengang for 33 år siden, da han flyttede til USA, kun hårdt presset kunne slå en pind – i hans tilfælde en trommestik – i en lilletromme uden at splitte begge dele ad.

Men siden gik det jo med en monumental underdrivelse da vist meget godt for Lars Ulrich, som i dag fylder 50 år.

I dag er knægten fra Hellerup på 31. år trommeslager i verdens største Heavy Metal band og kan se tilbage på en karriere med Metallica – dem er det naturligvis – og en succes, hans bandkammerater i bandet roligt kan tilskrive deres danske trommeslager en endog meget stor del af æren for.

Lars' kvaliteter som trommeslager i første gang upåagtede, er det i høj grad hans (tunnel)vision, hans indædte vilje, hans blik for det rigtige i en given situation og hans efterhånden legendariske stædighed, som har gjort Metallica til dét, de er i dag.

Og selvfølgelig stod Lars Ulrichs mission skrevet – af Metallica selv – allerede i disse linjer fra sangen "Whiplash" fra bandets 30 år gamle debutalbum, "Kill 'em All":

"Life out here is raw/ But we will never stop/ we will never quit/ 'cause we are Metallica!"

Fremad og opad
Jeg mødte Lars første gang på Roskilde Festival 1986 og dermed en hyperaktiv, langhåret knægt og Def Leppard T-shirt. I dag er håret væk og T-shirten skiftet ud med mærketøj, men hyperaktiviteten og dedikationen til "sagen" Metallica har været konstant lige siden dengang for godt 27 år siden.

Jeg tror godt, jeg tør kalde Lars Ulrich min ven i dag. Og udover at ønske ham tillykke med dagen vil jeg hér – på det helt personlige plan – sgu' tillade mig at takke min gamle ven for de adskillige store oplevelser, han har beredt mig i årenes løb.

Tak for det privilegium, det har været flere gange at få lov at være med Metallica på turné i Europa og USA. Tak for de talrige fremragende koncerter med Metallica, jeg har fået lov at opleve i al den tid. Men først og fremmest tak for talrige mere eller mindre intelligente men altid stimulerende samtaler – altid ført med gensidig respekt og selvironi – backstage eller på diverse hotelværelser eller barer i årenes løb.

Eller som Lars for få år siden mindedes vore ture sammen og følte sig kaldet til at belære mig – blot for det tilfælde at jeg skulle have glemt det – backstage i Finland:

"For helvede mand! Hvad skete der egentlig med rock'n'roll. Hér står jeg sgu' og blander en frugtdrink! I gamle dage havde vi da væltet os i vodka og strippere ..."

Det havde vi jo, men vi bliver jo alle sammen ældre, ikke sandt Lars?!

Undskyld sidespringet og tilbage til hovedpersonen:

Ingen tvivl om at Lars Ulrich selv vil have svært ved mentalt at kapere, at han nu er blevet 50, ligesom han aldrig har haft det godt med at skulle tale om Metallicas skiftende jubilæer gennem tiden.

Ulrich er naturligvis og med rette stolt af dét, Metallica har opnået, men han er også om nogen manden, der altid ser en ny udfordring vinke forude og i sagens natur ganske enkelt ikke har tid til at dvæle ved fortiden. Så glorværdig samme ellers måtte være.

"Jeg tænker kun tilbage, når du beder mig om det i interviews", som han talrige gange har sagt.

Respekt!
Hvor om alting er:

Netop dét at Lars stadig tænker fremad mod nye erobringer beviser jo netop, at 50-års fødselaren i dag lige så stålsat i dag, som den 18-årige knægt var, som i 1981 bestemte sig at danne et Heavy Metal band. Så betød det sgu' mindre, at han faktisk dårligt nok kunne spille trommer dengang.

Det skulle jo nok komme.

Og det kom, gjorde det! Upåagtet en vedvarende tendens fra visse kredse til at skulle latterliggøre Lars' trommespil – specielt siden han først i 90'erne simplificerede sit trommespil og koncentrerede sig mere om groove, hvor han ellers på album som "Master Of Puppets" og – i særdeleshed – "... And Justice For All" havde lagt mere vægt på teknik.

Det er naturligvis den enkeltes ret at mene om Lars' trommespil lige præcis, hvad fanden de vil, og er ærligt talt ikke selv for lun på hans tamperi i "Load" og "Re-load" perioden. MEN jeg garanterer jer, at uden Lars' spil ville Metallica simpelthen lyde forkert.

Skulle nogen være i tvivl så få fat i liveoptagelserne fra den koncert på Download i England for nogle år tilbage, hvor Lars pga. et ildebefindende på skift blev erstattet af Dave Lombardo (Slayer), Dave McClain (Machine Head) og Joey Jordison (Slipknot).

De er alle sammen teknisk så rigeligt Lars Ulrich overlegne, men med det lød ikke som det rigtige Metallica den aften i England. Det var det så heller ikke, for Lars var der ikke.

Så tag lige at vise manden noget respekt ... Også for hans trommespil.

Tænk eksempelvis på ham som manden, som fandt på og lagde de eminente fills i introen til "Enter Sandman" eller som ham, der ydede en nærmest umenneskelig indsats for at spille de teknisk twistede numre fra "... And Justice ..." retfærdighed live dengang. Og gjorde det!

Stort, stort tillykke Lars! Vi ses som altid et sted derude ...