Af Anders Lundtang

Et stuvende fuldt - ja, fandeme ligefrem udsolgt! - High Voltage lagde beskidt gulv til en mindst ligeså beskidt musikgenre, som den 'etablerede' blad- og tv-branche ikke vil tilkende mere spalteplads end højst nødvendigt endsige tillade en transmission i bedste sendetid. Så må vi jo bare selv prisgive den lyd, som mange af os ikke kan gennemføre en dag uden at høre, og at bedømme ud fra det øredøvende brag, da konferencierne - dette sites skaber flankeret af
sin partner in crime DJ Love Gun AKA Martin Jensen, ejer af High Voltage - var det en forløsning, som rockelskere havde set frem til læææænge. Her følger en lille reportage af aftenen med de optrædende, prisvinderne og enkelte kommentarer med på vejen.

Taras
Efter en kort introduktion fra d'herrer var første band på scenen Taras, der udelukkende består af kvinder. Hvor andre bands bruger en hengemt kvindelig bassist som øjenguf til publikum eller en køn korsanger, var der her tale om en kvartet af femme fatale! Her var armbevægelser og musisk udfoldelse i sådan en potent grad, at den mest hårdpumpede heavy-rocker må være blevet impotent med mindreværdskomplekser over at besigtige så kompetente kvinder agere showstarter med deres labre rock-energiudladning. Så blev High Voltage højspændt, hvis det ikke var det i forvejen.

Sea
A'hva'? Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at man var trådt ind i en syrerocket spillebule anno 1968, for her havde vi at gøre med et ungt ensemble, som i sind snildt kunne være over de 60 år, for musikken lød som noget, hvor du tager de bedste elementer fra de tre store 'B'er: Blue Öyster Cult, Bachman Turner Overdrive og Black Sabbath. Man ser bedstemor gynge med højt hævede horn i sin rock'n'rullestol til lyden af disse gentlemen, men gamle som unge lod sig betage af (u)noderne fra Sea, og med disse drenge på scenen forstår man, hvorfor den afart af rocken er ved at få en (Creedence Clearwater) Revival. Man forstår så udmærket, at knejtene tog hele tog to betonlyn (priser) med hjem den aften. Sæt deres plade "Sea" på nu. Det er en decideret ordre!

Förtress
Det nok bedste incitament for at levere en prima koncert må være at få en pris som Årets danske live band, for hvis der kunne skovles mere kul på rock-drengene i Förtress under deres optræden, ville et nærliggende kraftvarmeværk have lignet et spejlder-bål i sammenligning. FOR SATAN, mand, så lang tid efter koncerten her nynner jeg stadig med på åbningsnummeret med linjen "... It's the year of the witch". Mums! Den rock blev serveret lækkert, og jeg tager til hver en tid en tallerkenfuld mere, for her skammer jeg mig aldrig over at fylde ud over kanten.

Solbrud
Giraffen skulle ses. En pris hos konkurrenten, omtale i en større avis, og stadig havde jeg ikke oplevet hypen på egen hånd. Kunne der være noget om snakken? Jo tak! Det kunne der! Der var tale om Black Metal, men ikke den type, der henleder tankerne på krigsmaling og dårlig produktion, nej du! Det her var en stemningsskabende lydflade, der krævede din fulde opmærksomhed i deres atmosfæriske, men stadig tunge og dystre metal. Det var en herlig afveksling med aftenens mest outrerede indslag, der langt fra lagde en dæmper på aftenens seance, tværtimod gav de prisuddelingen et islæt af metallisk larm på den fede måde. Gør dig selv den tjeneste at tjekke bandet ud, når de frekventerer dit postnummer.

Supercharger
Sidste live-indslag, og det var rock, som skåret efter uopskriften. Beskidt på den smukke måde, fandenivoldske i leveringen, og med en statuetten i baghånden for bedste radio-nummer forstår man også ganske, hvorfor bandet er garant for det velkomponerede rocknummer. Der er melodi alle vegne, men aldrig på den irriterende poppede måde. Ja, der var sgu dømt luftguitar- og trommer fra første tone fra undertegnedes side. Der var lækre indslag hvor et af mange var chefen (læs: Jungersen) oppe på scenen og fyre den af til "High Voltage Rock and Roll" som cover af AC/DC. En dejlig hyldest til rocken og formidael afslutning på en eminent aften. De drenge blev bare ved med at spille og spille, og spille, og spille, og...

Netop det med hyldesten og at blive ved er netop kendetegnet for de af os, hvor hjertet banker ubønhørligt for rock'n'roll. Når de andre ikke vil lege med os, eller gemmer rocken bag kameraet, så må vi tage teten op selv og give verdens bedste musikgenre den anerkendelse, som den vitterligt fortjener.

Der blev skrevet Danmarks, nej fandme så, VERDENSHISTORIE, med den første ordentlige prisuddeling til rockmusikken i vores lille andedam.

Kendte ansigter udgjorde en brav del af publikum, men det var ikke kendisser, som sladderpressen ville løbe i hælene på. Her var tale om blandt andre æresprisvinderne Ken Anthony og Pretty Maids. De kan simpelthen ikke lade være med at leve og ånden for rocken, og det skal de dæleme have tak for.

Mon ikke, som Supercharger efterhånden gjorde takter til, vi bliver ved med at brænde for rockmusikken og hylde den. Jeg er i hvert fald sikker på, at vi alle - hvis ikke flere - skal samles igen i 2016 for atter at hylde rocken, som den fortjener.

Som Twisted Sister ville sige det: You can't stop Rock'n'Roll!

Og vinderne er...

Årets danske rockudgivelse: Supercharger "Broken Heats and Fallaparts"

Årets danske classic rock udgivelse: Sea "Sea"

Årets danske metal-udgivelse: Solbrud "Jærtegn"

Årets danske alternative udgivelse: Night Fever "Vendetta"

Årets danske liveband: Förtress

Årets danske band: Solbrud

Årets danske upcoming band: Sea

Årets danske spillested: Amager Bio/Beta

Årets danske producer: Jacob Bredahl med Pet the Preacher albummet "The Cave & the Sunlight"

Årets danske jam-band: AC/DC Jam.dk

Årets danske rockfoto: Christian Juul Søes for sit foto af Red Warszawa/Rikke Blomsterberg

Årets radiotrack: Shotgun Revolution med "Dissolve"

Ærespris band: Pretty Maids

Årespris branche: Ken Anthony