DEN SANDE TROS FORKÆMPERE

Vi skal tilbage i tiden og tillad mig i den forbindelse at fortælle jer en historie.

Scenen er – så at sige – Aarhus i juni 1987. På en dag hvor jeg netop havde bestået min afsluttende eksamen på Danmarks Journalisthøjskole.

Jeg bestod i sandhedens interesse kun med nød og næppe, og det gjorde jeg i min optik på grund af en censor, som efter min bedste overbevisning havde fattet omtrent så meget af meningen med min hovedopgave, som den gennemsnitlige ged ville have gjort.

Så inden jeg var kommet ud fra eksaminationslokalet, og før man kunne nå at sige "horns up", var den på daværende tidspunkt forholdsvis unge Jungersen rasende. Og hér taler vi rasende som i fråde, forbandelser og forhåbninger om udfald mod pågældende eksaminators førlighed.

Dér var kun en løsning og én lindring. Og den løsning hed Heavy Metal, Heavy Metal og mere Heavy fucking Metal, som jeg i de dage var en om muligt endnu større slave af, end jeg er i dag.

Voldsomt vred entrede jeg således en halv times tid senere mit værelse i Åbyhøj, satte en plade på, slog syv omvendte kors for mig, fandt rørtangen frem og vred volumenknappen så langt mod øst, som den overhovedet kunne komme.

Jeg ville have forløsning, jeg ville have lyn og torden ... Og jeg ville have krig!

Og det fik jeg!

Krig
Min daværende overbo var en kolerisk krampe, som jeg havde irriteret mig, siden jeg et år forinden var flyttet ind. Hun brillerede med at brokke sig over snart sagt alt – bl.a. kunne hun finde på og påpege det ubetimelige i det, hvis jeg hørte et litteraturprogram på P1 (!) efter klokken 22 om aftenen.

Men nu skulle hun fandme have, skulle hun! Dét fik hun så og reaktionen lod ikke vente på sig. Få takter inde i førbemeldte Heavy Metal album stod hun udenfor døren med en lident klædelig ansigtskulør, som – vel egentlig såre passende – overvejende matchede den violette i Black Sabbaths logo.

"Jeg klager til boligforeningen! Næste gang ringer jeg til politiet, for nu er det bare NOK," hvinede hun.

"For min skyld kan du ringe til luftvåbnet, for du har fuldstændig ret – nu er det nemlig nok! Og i øvrigt flytter jeg på mandag," replicerede jeg og knaldede døren i.

Og spillede så i øvrigt Heavy Metal albummet til ende for fulde faner, inden jeg gik ud i byen og drak mig halvblind, mens jeg kontemplerede forskellige former for afrettelse af eksaminatorer og koleriske overboer.

Mission impossible - accomplished
Nå, men denne historie for at påpege overfor jer, hvad Judas Priest klassikeren "Defenders Of The Faith" blandt andet har betydet for mig.

I disse dage er det 30 år siden dette ét af de mest autentiske og bedste Heavy Metal album i historien udkom, og hvis der var ét metalalbum i de fjollede firsere, som mere end de fleste simpelthen personificerede den genre, en del af os holder så meget af, så var dét altså denne hér.

Judas Priest var – set med de flestes øjne – ude på en umulig mission, da de udgav "Defenders Of The Faith". Den skulle nemlig følge dét album op, som to år forinden for alvor og ti år inde i karrieren havde gjort de fem fra Birmingham til verdensstjerner; nemlig "Screaming For Vengeance" med klassikere som "You've Got Another Thing Comin'" og "Electric Eye".

Men at Judas Priest på formidabel vis havde fulgt forgængeren fornuftigt op med "Defenders ..." varslede allerede den frenetisk frådende åbningssalve "Freewheel Burning" med eminent twinlead guitararbejde fra det dengang giftigste guitarteam i Heavy Metal – d'herrer Glenn Tipton og Kenneth "KK" Downing".

Men allerede med det andet nummer – det retningsbestemte missil, som er hensigtserklæringen "Jawbreaker" – blev det endnu bedre, og så gik det ellers slag på slag ambolten med overbevisende bevisførelse for, at Judas Priest (igen!) havde begået ét af genrens mesterværker.

Fra harmoniforståelsen og dynamikken i "Rock Hard, Ride Free" via de sviende præcise metalsymfonier "Love Bites" og "The Sentinel" til de selvforklarende "Some Heads Are Gonna Roll" og – ja da! – "Heavy Duty" og dertil den ildevarslende powerballade "Night Comes Down" er der ikke ét svagt øjeblik på dette album.

Heller ikke hørt hér på Nørrebro 30 år senere. Naturligvis med volumenknappen drejet den vej, I ved.

Og nu må I have mig undskyldt ... Det banker på døren ...

JUDAS PRIEST, "Defenders Of The Faith", (oprindelig udgivet på Columbia 4. januar 1984).