Af Thomas Thomsen

Der er dem, der indtager sofaen en grå og vinteragtig søndag aften omgivet af et slumretæppe, le-vende lys i vinduerne og kamillete i koppen som opladning til den kommende uges gøremål.

Og så er der dem, som skal blæses igennem af hardcore metal, før de kan falde til ro.

For sidstnævnte gruppe var det er must at indtage Amager Bio søndag aften i selskab med ameri-kanske Hatebreed.

De, der kom, fik en opvisning i hvordan hardcore metal skal serveres. Nemlig som en velplaceret uppercut. Energien og tempoet var højt, og numrene blev spyttet ud over scenen uden de store pau-ser imellem. Lige som det skal være.

Hatebreed skulle af gode grunde revanchere sig fra sidste års aflyste koncert i Vega, hvor bandet ikke nåede frem p.g.a. en punkteret bus. Det var derfor en forløsning af de større, da man med til-fredshed kunne konstatere, at de – og i særdeleshed publikum – ikke led samme skæbne som sidste år.

Forsanger Jamey Jasta afholdte sig da heller ikke fra, at nævne det op til flere gange i løbet af afte-nen. ”Vi er her København. Ingen punkterede dæk denne gang”. Ingen tvivl om, at de gerne havde været sidste års hændelse foruden, og derfor virkede de mere end opsatte på at revanchere sig.

Hatebreed sparkede aftenens show i gang med deres seneste singleudspil ”A.D.” og så havde man lige som en fornemmelse af, hvad der ventede forude de næste 65 minutter. Klassenummer.

Setlisten indholdte numre fra alle deres albums krydret med fire nye fra det kommende album ”The Concrete Confessional” som lander i butikkerne den 13. maj 2016.

Vi fik ”I Will Be Heard”, ”In Ashes They Shall Reap”, ”Everyone Bleeds Now”, ”To The Thresh-old”, ”Live For This”, “Defeatist”, “Honor Never Dies” og “Never Let It Die” bare for at nævne nogle få stykker.

Der var så meget tryk på Hatebreed hele vejen igennem, at selv Kim Jong-un ville ønske, at de var en del af det Nordkoreanske masseødelæggelsesprogram. De pulveriserede i den grad Amager Bio søndag aften og lod med stor sandsynlighed flere gå der fra med ømme kropsdele.

Dansegulvet var fyldt op af den hårde kerne af fans, som mere eller mindre holdte kog i en kombi-nation af circle- og mospith fra start til slut. Og hvis der var optræk til lidt stilstand i dansen så skul-le Jamey Jasta blot henstille til, at der blev sat fut i fejemøget igen. Der var sgu mere disciplin over en flok Hatebreeders end nutidens folkeskoleelever ud i at parere ordre.

Jamey Jasta var flankeret af de to guitarister Frank Novinec og Wayne Lozinak som - ud over at servere tunge guitarriffs med enkelte lyse toner ind imellem - var garanter for en yderst frygtindgy-dende backingvokal.  Matt Byrne gav trommerne saft og kraft hele vejen igennem og fik alligevel det hele til at se legende let ud. Og Chris Beattie på bas sørgede for, at der ikke blev en rykket en millimeter ved det tonstunge fundament.

Enden var nået. Og hvis Amager Bio ikke allerede var pulveriseret på dette tidspunkt, så blev de sidste rester sprængt i stumper og stykker med godnatsangen ”Destroy Everuthing”.

”Everyone Bleeds Now”… hverken mere eller mindre!