Lars Ulrich – trommeslager i et perifert band fra San Francisco, der hedder Metallica – kigger på mig og gør så noget, man svært sjældent oplever, når man er sammen med lige ham.

Han kigger ud i luften og stiller et ansigtsudtryk til skue, som er tæt på at signalere, at gavflaben fra Gentofte for en gangs skyld savner ord.

Og så kommer det – med et gevaldigt grin:

"Du tror, det er løgn, mand! Men der var sgu' én på et pressemøde forleden, som ville vide, om vi havde lavet denne film, fordi One Direction også havde lavet én ..."

Havde det så været nødigt på denne i øvrigt smukke, solbeskinnede efterårsdag øverst på Marriott Hotel i København, var isen da brudt lige der.

Ikke at der overhovedet er noget isnende ved en åbenlyst glad og veloplagt Lars Ulrich denne søndag. Han været på reklameturné for Metallicas nye film, "Through The Never", i fem uger nu, og jo gu' er han træt af at tale om den "åndssvage film", men samtidig er han åbenlyst stolt af, at verdens største Heavy Metal band – igen! – har gjort noget, ingen andre i lige deres genre har gjort.

Nemlig kreeret en koncertfilm i særklasse tilsat en mærkværdig historie om en roadie, som er sendt ud i byen efter en taske, bandet "skal bruge" i forbindelse med aftenens koncert. Historien giver stort set ingen mening, men 3-D koncertoptagelserne er fabelagtige og billederne og effekterne i selve historien faktisk ganske fascinerende.

Den ultimative Metallica 3D film
"Det er faktisk en gammel idé med den film. Allerede for seksten år siden spurgte de dér I-Max (et avanceret filmsystem, som giver dig fornemmelsen af at stå midt i scenografien, red.), om vi ikke ville lave noget med dem," husker Lars.

"Dengang sagde vi nej, fordi det ikke passede i planerne. Men idéen levede, og for fem år siden kom den op igen, og vi blev enige om, at det ville være fedt at lave den ultimative Metallica 3D-film.

Det var jo spændende for fanden! Du ved jo godt, at vi aldrig har brudt os meget om at kigge i bakspejlet tilbage i karrieren, indtil Rick Rubin (producer på Metallicas seneste album "Death Magnetic", red.) overbeviste os om, at det var okay at tage nogle lynvisitter tilbage til fortiden.

I den forbindelse kom vi så til at tænke på, at det måske var okay at give de gamle scenerekvisitter en ekstra gang i manegen – du ved, de hvide kors fra "Master of Puppets" turnéen og Lady Justice fra "... And Justice For All" turnéen for eksempel."

Det kom der så – som nævnt – nogle forrygende koncertoptagelser ud af. Foreviget, som de er, af 24 kameraer, som kørte på én gang. Men nu havde det hér jo ikke været Metallica, hvis festen var stoppet der.

Lost in Hollywood
"Åh Gud nej," griner Lars.

"For så kom jo idéen om at lægge en historie eller en fortælling ind i filmen, og så blev det hele jo pludseligt gigantisk. Det starter jo aldrig sådan, at man fra begyndelsen siger, at nu vil vi lave den største, mest åndssvage og vanvittige film, men sådan bliver det jo ofte i dette band (latter)."

Men det dér med en form for historie midt i en koncertfilm var der ikke mange instruktører i Hollywood, der grejede. Indtil Lars rendte ind i ungareren Nimrod Antal, som – med Lars' ord – tog hjem "i sin hule" og drømte en historie op om en ung knægt, som var sendt på opgave "ude i byen" af Metallica midt under en koncert ... og så i øvrigt måtte gå det berømte gruelige meget igennem.

"Den historie kom han så med, og vi fattede jo hverken hoved eller røv, men det lød alligevel spændende og fandenivoldsk," smiler Lars.

Hér føler jeg mig kaldet til at fortælle Lars, at jeg ikke forstår en bjælde af historien med roadien Trip, der render rundt ude i den truende storbyjungle og i dén grad får sin sag for, mens Metallica spiller.

Men det ser da flot ud.

"Nej, for satan da! Hvis du prøver at forstå noget, er du allerede fortabt," griner trommeslageren og indrømmer mere eller mindre, at han heller ikke selv forstår historien i "Through The Never".

"Nu har jeg snakket om denne film rundt omkring i verden i fem uger, og alle prøver at fortolke, forstå og læse noget ind i den.

Du ved, dukken i filmen er en reference til "Master Of Puppets" og den rytter, Trip render ind i, er en reference til "The Four Horsemen"..."

En forlystelse
Lars ryster på hovedet.

"Ja, jeg ved sgu' ikke ... altså, den dér tendens med at folk absolut skal have tingene skåret ud i pap og forstå og hvad er idéen, hvad vil de sige o.s.v. – for fanden, kan det ikke bare være en forlystelse en oplevelse. En experience, mand!

Men det kan man altså ikke slippe af sted med alle steder i verden, skulle jeg hilse at sige – så skal man sidde der og begrunde det, mand! (latter)"

Metallica har – som nævnt - med "Through The Never" igen kylet manualet for, hvordan man opfører sig i det konservative Heavy Metal miljø, til side og gjort noget anderledes.

Som de gjorde det samarbejdet med San Francisco Symphony Orchestra sidst i 1990'erne eller den kradse dokumentar "Some Kind Of Monster" i begyndelsen af det nye årtusinde. For blot at nævne to eksempler.

Men når Metallica gør noget, de færreste andre ville binde an med i metalverdenen, så er grunden følgende:

"Det er gået op for os alle, at skal vi holde bandet i live, så bliver vi nødt til at have de sidespring," forklarer Lars.

"Vi vil ikke hænge i den dér plade-turné-plade-turné mølle. Andre bands, uden at jeg skal nævne navne, laver den dér plade-turné ting og så forsvinder de i to år og så plade-turné igen og så forsvinder de i to år igen."

Det gider Metallica ikke.

"Vi laver plade-turné og så laver vi et sidespring og så i øvrigt ét til og SÅ først dér plade-turné igen ...

... vi elsker sgu' dét, vi gør, for meget til at slukke for det i to-tre år. Vi har ikke haft slukket for Metallica og haft et break siden efter St. Anger turen i 2004. Og vi elsker jo alle de hér forskellige ting, vi laver – og så laver vi jo alle de ting, fordi vi er nysgerrige efter at se, hvad der så sker."

Løft stenene
Netop dén måde at arbejde på er det tydeligvis Lars meget på sinde, at man forstår.

"Altså hvis Lou Reed ringede til dig og sagde "hør lige Steffen, skulle vi to ikke prøve at digte sammen eller hvis du skriver noget, så lægger jeg nogle digte over", så ville du sgu' da være nysgerrig for at se, hvad der kunne komme ud af det, hvad der ville ske," siger Lars med adresse til Metallicas nådesløst udskældte "Lulu" album sammen med Lou Reed.

"Du skal da være – hedder det "livløs"? – for at sige nej til tilbud, som blandt andet denne film var. Den nysgerrighed ligger i Metallicas DNA. Vi løfter sgu' altid stenene for at se, hvad der ligger nedenunder ...

... lige du kender mig bedre end de fleste, og du ved da, at den nysgerrighed bare er der, og at de udfordringer bare er noget, vi er nødt til at tage op. Ligesom du udmærket ved, at hvis folk hiver for meget i os fra én retning, vil vi altid trække den anden vej.

Jeg tror, det er noget dansk det dér."

Åh jo.

"Det er ligesom med de journalister visse steder, som altid råber op om, hvorfor der går så lang tid imellem vores plader. Men som jeg siger; I kan da ikke have nogen interesse i, at vi laver en ny plade, før vi selv føler for det!" siger Lars og fortsætter:

"Uden at det skal lyde højrøvet, så holder vores fans af os, fordi vi laver de ting, vi føler for. Når vi føler for dem. Og sgu' ikke fordi der sidder 712 journalister ét eller andet sted i verden og forlanger, at vi skal lave en ny plade nu!

Nogle menneskers udsyn er altså så snævert, mand!"

Såmænd er det så.

Og så er vi vist tilbage hos ham, der i fuldt alvor spurgte Lars, om Metallica havde lavet en film, fordi One Direction havde lavet én...

Bonusoplysning: Metallica går i studiet og begynder på deres næste album om to måneder. Nu er det nemlig – efter sidespringet med "Through The Never" – tid til det, som Lars siger.