Som tiderne er ...

Og som en verden, som i stedse sørgeligere omfang synes styret af vores frygt på bekostning af lysten til at leve dét ene liv, vi nu engang har fået allokeret, er.

Hvad der?

Jo der har vi simpelthen mere end nogensinde brug for det californiske kranieknuser-kollektiv, som siden midt i 1980’erne har kaldt sig Slayer.

Et band, som siden starten har insisteret på, at det gode kun kommer, hvis man er villig til at se det onde i øjnene.

Som insisterer på, at du – ja DIG! – har lov at leve dit liv, som du – ja DIG! – nu engang finder det bedst.  Og når du så en gang imellem finder det forhold – livet dér -  svært, måske ligefrem tæt på umuligt, så er Slayer der for dig.

Jo, det kan meget vel være, at kvartettens udtryk, deres tekster og deres musik, som bibringer begrebet ”nådesløs!” helt nye dimensioner, stort set kun handler om krig, Satan og mareridt. Men dét er sgu fint nok og formentlig kreeret med et vist overlæg.

KONFRONTATION!
Slayer konfronterer os ganske vist såvel musikalsk som lyrisk (ahem!) med det onde. Men de tilbyder os dermed og dertil en metallisk musikalsk platform fra hvilken, man kan se og bekæmpe dæmonerne. Hvorfra man så nogenlunde kan overskue og bekæmpe de dele af verden, hvor visse mennesker forsøger at skræmme os til et liv, vi ikke ønsker.

Når Slayer indtager – og tro mig ordet ”indtager” skal der ikke tages let på hér! – en scene, som de gjorde i Helsingør torsdag aften, kan I godt glemme de berømte ”Big Four” – hverken Metallica eller Megadeth og da slet ikke det karaoke-show, Anthrax stillede med som support denne aften, er i stand til at levere med den intensitet, Slayer stadig gør efter alle disse år.

Jo, man kan blive – og bliver da også ganske ofte – glad i selskab med de andre tre, men Slayer har lige dét ekstra gear. Eller faktisk nok flere.

Dé gear, hvor både musikken og udtrykket manifesterer sig som en regulær magtdemonstration, som fejer al konkurrence til side.

Dé gear, hvor Slayer beviser, at de stadig efter alle disse år har en mission med deres eksistens udover ”blot” at være et godt metal band. Det hér, mine damer og herrer, hedder eksorcisme, og vi vil fandeme ikke finde os i noget som helst! Vi vil have lov at leve vores liv, som VI vil – fundamentalister, politikere og den permanente parade af pletbegavelser til trods.

MAGTDEMONSTRATION
Slayer spiller tilmed bedre end i mange år i disse dage. Væk er den selvtilfredse attitude, som desværre var fremherskende indtil for få år siden. Nu kan du i ligesom i de meget omtalt ”gamle dage” igen ikke lirke et stjålet kreditkort ind i den svinetætte mur af riffs, guitaristerne Gary Holt og Kerry King diverterer med i numre som ”Repentless”, ”Disciple”, ”War Ensemble” eller gamle ”Die By The Sword”. Ligesom trommeslager Paul Bostaph måske nok har fået meget kritik, fordi han har skullet efterfølge det tekniske unikum Dave Lombardo, men Bostaph SWINGER d’herrer og damer, og kan man dét i denne genre, giver jeg sgu gerne køb på noget teknik.

Det var en stor, stor aften, hvor man trods aldrig så mange sange om død, ødelæggelse og menneskelig korruption forlod Kulturværftet som et bedre menneske. Og som et menneske – skulle man være endt i den ulykkelige situation hvor man havde mistet samme  – som med selvfølgelighed ville forlange ”blod, sved, tårer og livet tilbage igen” – for nu at citere ham dér Steffen Brandt (ja, så kom han sgu også med i en Slayer anmeldelse).

Det var så lige hér, ordet ”magtdemonstration” blev utilstrækkeligt …

 ... glædelig jul!