Steffen Jungersen

.

DET RENE BLODBAD

copenhell2015
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

Når en supergruppe som svenske Bloodbath kigger forbi med deres onde Death Metal, er man klar til at blive slagtet – på den gode måde.

Bloodbath, 20. juni. Hades, Copenhell 2015

Af Anders Lundtang

En supergruppe spørger du måske? Det er vel ret beset ethvert Heavy Metal orkester, der kan spille røven ud af bukserne hver dag. Givetvis er det en sandhed med modifikationer (visse skulle nok have stoppet før tid), men Bloodbath er en samling af mere eller mindre kendte Heavy Metal musikere, der skal have afløb for deres aggressive tendenser. Derfor denne gruppe.

Mest markant kan måske nævnes den nuværende forsanger - der blandt andet tidligere i bandets historie også har talt Mikael Åkerfeldt fra det noget mere afdæmpede svenske ensemble Opeth – Nick Holmes fra Paradise Lost. Han kan med sin vokal begå sig på den bedste radiosendeflade på enhver pop-kanal, men her growler han så dybt, som han kan skue Satans fremhævede horn lige bag drøbelen på ham.

Det her, mine damer og herrer, er Death Metal, som det skal spilles!

DEN RENE, BESKIDTE VARE
Bloodbath er legepladsen for ferme musikere, hvor ingen fremhæves til at nappe rampelyset. Igen, som jeg tidligere har sagt ved Cannibal Corpse, enten kan du lide Death Metal, eller også kan du ikke. Men hvor Cannibal Corpse måske appellerer mere til abehjernen, er der med Bloodbath næsten tale om et symfoniorkester, der har taget bolig i djævelen selv.

Du skal spidse ører for at fange den underliggende melodi, men når først dit øre er tunet ind på det, vil du blandt bulder og brag og en dybstegt vokal ane en symfoni fra helvede. Tjek sange som "Bleeding Death" og min personlige favorit "Eaten". Det er tekster, der får en enhver præpubertær knægt til at grine værre end Fedtmule af begejstring. Sangene stod her live også som nogle, der pleasede folk, der både var tilhængere af Cannibal Corpses banale bomber og de mere tekniske udfoldelser hos fx canadiske Kataklysm.

Når man som undertegnede stod som forhekset af de hektiske rytmer i Holmes' favn, kunne jeg sagtens høre gruppens andre udskejelser rent musisk, der som sagt tæller Paradise Lost, men også næsten akustiske Opeth og de mere bryste Katatonia. Det var melodi og tyngde uden at give afkald på nogle af delene.

Det var en drengedrøm endelig at se dem live! Det kan jeg ikke lægge skjul på. Jeg lød selv som Fedtmule nogle gange. Eneste hindring fra at ramme topkarakteren er, at den ene guitar lød, som var den i en vindtunnel halvdelen af koncerten, der ellers bar præg af et sammenspillet band, der ikke missede en takt eller én akkord.

Beviset må næsten være, at drengene spillede over tid, så Ghost pænt måtte vente, indtil eventuelt publikum foran Bloodbath kunne få de sidste numre med, inden spøgelset måtte begynde på Helviti-scenen.

Kun Bloodbath kan gøre det i min bog!

Andre Copenhell-anmeldelser:

Dagsreportager:

 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

I hate most of what constitutes rock music, which is basically middle-aged crap.

_ Sting

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk