Steffen Jungersen

.

DET RIGTIGE STATUS QUO

Share
status quo
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

Liveoptagelserne fra genforenings-koncerten med den oprindelige Status Quo line-up er en guldgrube for fans af rock'n'roll uden falbelader

STATUS QUO "The Frantic Four Reunion 2013" (E.A.R./ Playground)

Trackliste
Junior’s Wailing
Backwater
Just Take Me
Is There A Better Way
In My Chair
Blue Eyed Lady
Little Lady
Most Of The Time
(April) Spring, Summer And Wednesday
Railroad
Oh Baby
Forty-five Hundred Times
Rain
Big Fat Mama
Down Down
Roadhouse Blues
Don’t Waste My Time
Bye Bye Johnny

Det er meget muligt, at visse mennesker vil afskrive dette som "bare nogle gamle mænd, der er ude for at gøre sig selv og nogle andre gamle mænd (og kvinder) glade".

Se, det er vel så også en såre sympatisk mission, og jeg tør nagelfast garantere, at en investering i enten dvd'en eller albummet her vil medføre, at samme mission vil lykkes derhjemme, som den åbenlyst gjorde ved disse koncerter i marts.

Og det bør samme mission gøre hos alle rockfans (og det er upåagtet alder!), der hører disse optagelser. Ellers har de pågældende fandme forstand på råstyrke i rock'n'roll, som jeg har på techno undergrundsscenen i Berlin... og det er meget lidt forstand, tro mig.

Hér bør der være opstået et akut behov for at blive oplyst om, hvad fanden det egentlig er, jeg ævler om, så værsgo':

Den klassiske line-up i Status Quo var i foråret sammen på scenen for første gang i over tredive år. De gav ni koncerter i Storbritannien, og "The Frantic Four – Reunion 2013" dvd'en/ albummet ligger her nu som bevis på, at det rent faktisk ikke bare var noget, man havde drømt.

Heldigvis.

Så byd velkommen tilbage til bassisten og sangeren Alan Lancaster og trommeslager John Coghlan, som i selskab med d'herrer guitarister og sangere Francis Rossi og Richard Parfitt udgør det "rigtige" Status Quo.

Et Quo pre "In The Army Now", pre udefrakommende producere, pre ulidelige udflugter til balladeland og pre-keyboards.

Boogietoget
Det dér med det "rigtige" Status Quo skal man tage for gospel hér. Ganske vist har Quo eksisteret – uden Coghlan og Lancaster – i alle årene, siden denne line-up gik i stykker i 1981, og bandet nyder i dag en status som fast inventar i den engelske kulturarv på linje med Big Ben og fish'n'chips ...

... MEN selv om jeg har set Status Quo live med skiftende besætninger talrige gange de sidste 30 år - og nydt det stort set hver gang - så tro mig lige; man skal ikke mere end et par takter eller fire ind i åbningsnummeret "Junior's Wailing" hér, før man konstaterer, at dette er det ægte Status Quo.

Den ægte benhårde beskidte boogie, og den rå rock'n'roll urkraft – spillet hårdt, højt og ind-til-benet af disse fire gutter, som i dag alle er midt i 60'erne.

Det får være, for Status Quo spiller vitterlig hér som i deres ungdoms vår. Rock'n'roll fås ikke mere rigtig og livet kickstartes på ny i en sky af støv og stanken af overophedede rørforstærkere, når Quo tager fra med "Backwater", "Railroad", "Don't Waste My Time", "Forty-five Hundred Times" og den ubetalelige "Big Fat Mama" – for blot at nævne fem af de atten brillante stop, boogietoget gør på dette album.

Det er endog meget tæt på, at Status Quo lever op til samme besætnings klassiske "Status Quo Live!" album fra 1977. Og det vil sige noget, i og med at samme er én af historiens helt store liveskiver.

Maskinrum
Det er en fornøjelse at høre John Coghlan og Alan Lancaster tilbage i Status Quo – sammen med den klippesolide rytmeguitarist Parfitt udgør de et musikalsk maskinrum, som kan måle sig med måske dét fineste af slagsen i rock'n'roll: nemlig d'herrer Young, Rudd og Williams i AC/DC.

Én af de helt store oplevelser ved at genhøre denne besætning er nemlig, hvor dynamisk der bliver spillet takket være omtalte maskinrum – hør blot den kæberaslende ti minutter lange udflugt udi The Doors' klassiker "Roadhouse Blues", den væg af bedårende boogielarm, der er "Don't Waste My Time" eller den møgbeskidte blues "Most Of The Time".

Så vi må til det igen: dette, mine damer og herrer, er det ægte Status Quo og dermed er det selvsagt også rock'n'roll, som samme rock'n'roll oprindelig var ment. I øvrigt endnu en kvalitet, klassisk Quo har tilfælles med AC/DC.

"The Frantic Four Reunion 2013" fås i tre forskellige udgaver. Dvd'en er fra Wembley Arena i London, cd'en fra Hammersmith Apollo i samme by, mens vinyludgaven er indspillet i Glasgow, hvor også førnævnte "Status Quo Live!" blev til 36 år tidligere. I en ideel verden bør man have dem alle, men ellers vil jeg varmt anbefale dvd'en – simpelthen fordi man ikke kan lade være med at sidde dér med et smørret grin og i den grad blive bekræftet i livet, når man ser den entusiasme de gamle drenge går til stålet med.

Ulykkeligvis signalerede disse koncerter ikke en permanent gendannelse af det originale Status Quo, og Parfitt og Rossi fortsætter med "det andet Status Quo", men det bliver sgu' aldrig det samme som dette her.

Dog har efterspørgslen bevirket, at den oprindelige besætning til marts næste år tager endnu en række koncerter – denne gang i Tyskland, Belgien, Frankrig, England og Irland. Se datoerne på www.statusquo.co.uk.

Indtil da kan du så bare holde den fedeste fest – igen, igen, igen og igen med "The Frantic Four Reunion 2013".

Share
 

Dagens Sang

 

Nyhedsbrev

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Find mig på Facebook!

Music is the art of the prophets and the gift of God.

_ Martin Luther