Det ulmer i undergrunden

Af Anders Lundtang

Det er altid en sag af værdig ære, man tipper hatten til, når der bliver sat tid og kræfter af til at give unge, håbefulde musikere chancen for at promovere deres kunnen og laden udi metallens ædle kunst. Fredag aften skulle hele seks bands prøve kræfter med Pumpehusets lille scene, og resultatet befandt sig på hele paletten svingende fra storladent til intetsigende.

Crassus 3/6
Første band, der entrerede scenen, var jyske Crassus, der med hjemegnens lune serverede en skovfuld metal, som mægtige Mastodon nok ville kunne nikke anerkendende til. Musikken havde alt fra de svingede, lange soli, skæve passager til regulær heavy metal, skrevet lige efter bogen. Desværre var bogen en kogebog, som sendte tankerne i retning af et ordsprog om, at for mange madkunstnere kan depravere det kulinariske. Hvis gutterne kan finde én stol at sidde på, i stedet for at falde mellem flere af disse, er der snart noget godt i luften at dufte til.

Odonata 5/6
Kun tredje koncert, kun tre numre, men fem styks stjerner herfra! Den københavnske kvintet var, hvad Crassus kan blive til i den snart kommende fremtid. Atter var der dykket ned i tasken efter alt fra gammeldaws Death Metal tyngde, en skefuld Metallica i deres velmagtsdage tilsat en knivspids jazz-rytmer. På beskrivelsen en afskyelig kreation på linje med kylling og flødeskum i samme gryde, men i fremførelsen gik det op i den højeste enhed, hvor intet delelement stjal fokus eller virkede malplaceret. Her ville Mastodon stå i kulissen og have vendt den nikkende bevægelse til en decideret klapsalve. Stærk gået, drenge!

Pataus 4/6
Jeg havde en indre kamp om, hvorvidt karakteren her skal være højere eller lavere. For Pataus' musiske udtryk emmer af den evige skvulpen af Death Metal, som dette land er inficeret af for tiden. Numrenes opfindsomhed svarede til Morbid Angel c-katalogs rester. Men før denne skrivelse lyder alt for mavesur, vil jeg bukke og neje for drengenes sceneshow, indlevelse og publikumskontakt - for hold nu den evigt knævrede spalte hvor gik det stærkt! Musikken blev bombarderet lige i kyssetøjet på én på den måde, hvor man prompte efterlyser mere!

Serpents Lair 5/6
At et band, der får taget sin live-mødom hin dunkle aften, kan sende denne efterhånden garvede rockanmelder ud på en drømmende bevidsthedsudvidelse – for at bruge den slags hippietermer – med deres danske version af Black Metal, er mig en overraskende gåde, jeg ikke behøver finde svaret på. Der var minus på kontakten til publikum, og de bar sorte slør for ansigtet – men det var til deres fordel! Koncentrationen lå på musikken og intet andet. Jeg takker og kvitterer med den høje karakter.

Gaia 3/6
Heavy Metal kan antage mange manifestationer, og der skal være plads til alt. Men hvorfor pokker man vælger at lade et band med hang til det langsomme optræde som næstsidste navn er mig en rebus, hvor jeg gerne vil have løsningen afkodet. En hashpåvirket snegl på vej fra Helsingør til Hellerup ville ligne Speedy Gonzales parret med Hjulben sammenlignet med Gaia. Publikum var delte mellem de dedikerede tilhængere og resten, der hellere ville føre en afdæmpet samtale ved fadølsanlægget. Noget til enhver smag og derfor en ikke alt for lav karakter.

Evra 5/6
Pyha! Festen blev reddet på stregen og sendt i komethastighed opad af aftenens nok mest rutinerede indslag i form af Evra, og for SATAN hvor kunne de levere et højt niveau med både musik og energi fra den spæde scene. Det var amok-musik til den taknemmelige masse foran bandet. Cadeau til Evra for at ryste posen med den ellers ofte sparsomt udfordrende Hardcore-genre. Her blev der listet alt fra melodiske sekvenser og dæmpede indslag, men det gik aldrig ud over kvaliteten og intensiteten af deres eksekvering. Tak!

Fremtiden ser generelt lovende ud for en i forvejen sprudlende undergrund i Heavy Metal-scenen herhjemme. De seks bands gjorde sammenlagt god figur af sig og har alle en fremtid forude – hvis de lige finjusterer de sidste finesser og fordobler antal af besøg i øveren i løbet af ugen.