DET VAR LIGE GODT SATANS – del II

Læs første del af interviewet hér

English version

Det føles som halvanden evighed plus det løse siden, men faktisk er det kun ganske få år siden, jeg spurgte Michael Poulsen, hvordan han eventuelt ville reagere, hvis eventyret om Volbeat stoppede i morgen.

Spørgsmålet faldt på et tidspunkt hvor Volbeats stedse stigende popularitet "kun" omfattede Europa, og det afgørende USA gennembrud endnu kun var et lys, der glimtede noget længere nede ad Route 66.

Svaret lød dengang:

"Det tror jeg egentlig, jeg ville have det nogenlunde okay med. Ingen kan jo tage dét fra os, vi har opnået og prøvet indtil nu."

Med en underdrivelse på linje med at hævde, at Stones da har hængt på i et par år, er det jo siden gået ganske forrygende. Det er da også en glad og tilfreds Michael Poulsen, der gør mig selskab denne eftermiddag hjemme i København.

"Ja, glad og tilfreds er jeg sgu'. Jeg har ikke noget at brokke mig over, ud over at de godt kunne tage og vise noget bedre i fjernsynet, når jeg endelig er hjemme," griner han.

"Nej, ved du hvad: Jeg vågner op til mit ønskejob hver morgen. Det husker jeg altid at minde mig selv om, for det er jo langt fra alle, der gør det. Det er jeg taknemmelig for, jeg er taknemmelig for min dejlige familie, de bedste venner i verden og min hund ...

... Men det kunne nu være rart, hvis der var noget ordentligt i fjernsynet, når man er oppe sent om aftenen (latter).  Jeg kan sgu' ikke blive videre inspireret af reality shows og alt det lort der. "

Respekt og plads
I den sammenhæng forekommer det oplagt at spørge, om der vitterlig ikke er noget – lige fraset dansk TV – der kan gøre denne venlige mand vred.

Han griner igen, da spørgsmålet så kommer. Er der ikke er noget, der kan hidse ham op, selv om Volbeat kører så godt.
"Jo, der er sgu så meget (latter), men jeg lader ikke dagen gå uden at få løst eventuelle problemer, og så er jeg glad igen," siger Michael.

"Næ du, jeg vil såmænd bare have, at folk opfører sig ordentligt, viser hinanden respekt og giver hinanden plads. I bund og grund og simpelthen. Den gælder hele vejen rundt også for vores samarbejdspartnere i branchen."

Uden han vil uddybe det, fornemmer man, at det er den mere overfladiske del af rockbranchen, som ind imellem godt kan få rynkerne frem i Poulsens pande. Imidlertid har Volbeat og deres nærmeste turné medarbejdere det aldeles fremragende sammen.

"Det er vigtigt at opretholde venskabet og broderskabet i bandet, for vi er jo faneme mere sammen, end vi er med vores familier. Det går så forrygende godt – jeg føler aldrig, vi har stået så stærkt, som vi gør nu for så vidt angår venskab, indbyrdes kemi, humør og arbejdsglæde," smiler Poulsen.

"Sådan har det så faktisk næsten altid været. Der kan selvfølgelig ikke undgås, at der ind imellem opstår lidt problemer, men det er altså ikke meget.

Selvfølgelig er det hårdt at turnére så intensivt, som vi gør. Men jeg tror ikke vi tænker så meget over, hvor meget vi egentlig spiller, fordi vi synes, det er så sjovt. Vi elsker det vi laver, og jeg bliver stadig inspireret til nye sange.

Det skal så også siges, at når vi er hjemme, som vi er lige nu, nyder vi alle sammen at få lov til at tage den der Volbeat hat af og bare være bonderøve."

Karussel
De dage er for længst forbi, hvor Michael Poulsen kunne springe af Volbeat karussellen. Og det GÅR stærkt nu – meget stærkt.

"Ja, det går da stærkt, men der ligger jo dét i det, at jeg ikke kan lade være," siger Michael, da jeg spørger, om han altid føler, han kan følge med.

"Selv om vi nu har turneret så meget, er jeg i gang med at skrive nye sange – og lige nu sidder jeg hjemme og arbejder på dem. Det er så meningen, at vi skal prøve at sætte et halvt år til side fra slutningen af dette år for at skrive og gøre de sange færdige."

På lørdag stævner Volbeat ud på sommerens europæiske festivalturné, som starter med en tjans som hovednavn på Sweden Rock Festival og bl.a. bringer dem hjem til Danmark for at spille i København og Horsens 1. og 2. august.

"Ja, de hjemmebane shows er da ikke just dem, man glæder sig mindst til," griner Michael.

I begyndelsen af året spillede Volbeat for første gang i Australien. Hér var vilkårene en del anderledes – ikke mindst fordi Volbeat for første gang i lang tid var et stykke nede på plakaten og spillede på de australske festivalers mindre scener.

"Det var sjovt at være længere nede på plakaten igen. Vi synes jo stadig, det er sjovt, når vi måske skal slagte lidt mere for at overbevise, end vi måske er nødt til andre steder," siger sangeren.

"Når det er sagt, så tog australierne flot imod os, og vi bliver lige overraskede hver gang, vi kommer til et nyt sted, og de så kender sangene, og man står der og tænker "hvor fa'en kender de det lort fra?", du ved.

Men det er dejligt med den udfordring at være længere nede på plakaten. Også på festivaler hvor man skal spille lige før Metallica eller lige efter Slayer. Så er det altså med at holde tungen lige i munden."

Cash junior
Sluttelig skal vi lige runde én af Michaels helt store oplevelser på den nyligt overståede turné i USA. Nemlig da han i Nashville mødte John Carter – søn af ét af Michael Poulsens største idoler Johnny Cash.

"Vores guitarist Rob har engang arbejdet sammen med John Carter, som har et studie i Nashville. Han har bygget et nyt hus på den grund, hvor Johnny Cash i sin tid havde et hus, som siden brændte ned," fortæller Michael.

"Rob ringede og spurgte om vi måtte komme en tur forbi, og det fik vi så lov til. På grunden ligger så en jagthytte, som er bygget om til studie, og hvor Johnny indspillede nogle af sine sidste ting inden sin død.

Det var sgu' noget af en oplevelse at komme ind, hvor Cash havde arbejdet. Jeg synes lidt, man kunne fornemme, at han havde gået der, du ved."

Og jo; John Carter kendte godt Volbeat. Andet ville vel også være mærkeligt taget i betragtning hvor ofte Michael har nævnt hans far som et idol og en inspirationskilde.

"Han havde ikke noget af vores musik, men han kendte udmærket navnet. Han fortalte, at uanset hvor han var henne, så snakkede folk om Volbeat," fortæller Michael.

"Jeg fortalte ham så selvfølgelig også, hvor meget hans far har betydet for mig."

Og så måtte John Carter da også lige se Michaels tatovering (han har som en hyldest tatoveret "J.R. Cash" tværs over brystet, red.).

"Ja, jeg måtte jo i al beskedenhed vise ham den tatovering. Det blev han faktisk lidt rørt over – det kunne jeg se."

Hér står det vist blot tilbage at slutte, hvor vi startede i første del af dette interview:

Det var lige godt satans!