Af Thomas Thomsen

Dizzy Mizz Lizzy løftede taget på Østerbro Stadion...

Hvordan alverden kan man løfte et tag på et udendørs stadion?

Tja, det kan man heller ikke, men i tilfælde af at der havde været en overdækning på Østerbro Stadion, var den blevet løftet til vejrs i en fart der ville havde ladet en russisk rumfærges rejse ud i det mørke fremstå som en skildpadde i slowmotion.

Lige fra første akkord i skyggerne bag det oplyste tæppe var der ligesom lagt op til en fest, der skulle vise sig at være på grænsen til at få koncerten i Forum for en måned siden til at ligne en session i et øvelokale – måske en overdrivelse men de gjorde det sgu igen.

Jeg stod målløs tilbage i ædru tilstand og tænkte "det er ikke muligt det her!" – men det var det.

Dizzy Mizz Lizzy der – til stor glæde for publikum – ikke som i 2010 bare var på gæstevisit styrede aftenen med sikker hånd fra Martin Nielsen på bas over Søren Friis på trommer til Tim Christensen på guitar og vokal.

Som jeg skrev i forbindelse med koncerten i Forum i maj, er det altså imponerende på grænsen til det umulige at kunne spille så stærkt et set med kun to albums i rygsækken og så lige krydre det med tre nye numre, som, hvis det er stilen for resten af det kommende album, kun kan tegne sig til at blive årets danske rockudgivelse uden sammenligning.

Det virkede som om Dizzy Mizz Lizzy havde en hypnotiserende virkning på publikum. Fra der hvor jeg stod var jeg omringet af festglade piger og drenge, mænd og damer, ældre som yngre – og de sang, hoppede og klappede som fik de betaling for det. Og nej det fik de ikke – de var såmænd bare fanget midt i en fest hvor man ikke kunne andet end give sig hen.

Spillet på scenen blev sammenkædet i smuk forening og var som stjerneskud på den klareste skyfri himmel.

Der var guitarsolo, bassolo og sørme om trommeslager Søren Friis ikke inponerede med en solo der var på højde med Laust Sonnes brændende ditto tidligere på aftenen tilsat en dejlig dobbelttakt på stortrommen, som jeg gerne ser mere af på det kommende album.

At Dizzy Mizz Lizzy skulle slutte af efter D-A-D havde jeg ikke lige set komme, men de levede til fulde – og mere end det – op til tjansen.

Og ja Tim Christensen – næste gang fylder vi sgu storebror ved siden af Østerbro Stadion.

Den dag D-A-D går på pension har vi altså tre herrer der står i slipstrømmen klar til at overtage pladsen som Danmarks Nationalorkester – hvis de ikke allerede har gjort det – og det siger ikke så lidt hvis man bare har den mindste kendskab til min kærlighed til D-A-D.

6 stjerner til Dizzy – kan desværre ikke give mere...