Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

Djævleblændt dygtigt, Darkthrone!

Share
darkthrone
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne

Så blev Norge da langt om længe verdensmestre. . . i Heavy Metal

DARKTHRONE, ”Old Star”, (Peaceville)

Norske Darkthrone har været på noget af en stilistisk opdagelsesrejse, siden de i 1991 debuterede med albummet ”Soulside Journey”.

Fra regulær death metal over primitive miks af punk og black metal og det bedste Celtic Frost album, schweizerne ikke selv har lavet (”Sardonic Wrath” fra 2004), til – naturligvis – tre af de ondeste, mest misantropiske og stilskabende black metal albums, det tilfrosne nord har budt os på, med ”A Blaze In The Northern Sky”, ”Under A Funeral Moon” og ”Transilvanian Hunger”.

Men havde nogen engang i fortiden påstået, at den tomandshær (Gylve ”Fenriz” Nagell og Ted ”Nocturno Culto” Skjellum), som udgør Darkthrone, i 2019 ville begå ét af de bedste Heavy Metal albums, jeg på det tidspunkt ville have hørt i et par årtier eller mere, ville jeg nok overfor de pågældende have påpeget det betimelige i at tage sin medicin i tide.

Ikke desto mindre er det, hvad d’herrer har gjort med Darkthrones syttende album, ”Old Star”. Det hér er simpelthen et mesterværk, som emmer af kærlighed som den hyldest til klassisk, tidløs Heavy Metal, albummet er. En hyldest til alt fra Candlemass, W.A.S.P., Black Sabbath, Dio og Krokus (de har planket riffet i sidstnævntes ”To The Top” til introen på albummets bedste nummer ”The Hardship Of The Scots”) til Mercyful Fate og – igen – Celtic Frost.

METALHISTORIE
Darkthrone lægger fra land, som de har tænkt sig at fortsætte på de seks numre hér, med den forrygende godt seks minutter lange black metal/ doom symfoni ”I Muffle Your Inner Choir”, inden det utroligt nok bliver endnu  bedre med ét af de bedste Heavy Metal numre, jeg har hørt i umindelige tider (ja, jeg fristes sgu’ til at skrive nogensinde), førnævnte ”The Hardship Of The Scots” – en mangefacetteret riff-fest af utrolige dimensioner, hvor det nærmest lykkes Fenriz og Nocturno Culto at skrive det meste af metalhistorien ind i én syv minutter og 36 sekunders tour-de-force.

Og sådan bliver det for så vidt ved med det dommedagstunge titelnummer fulgt af endnu et eksempel på, at Darkthrone spiller Celtic Frost bedre end de selv i ”Alp Man” og nok en black metal/ doom symfoni med ”Duke Of Gloat”, inden den godt syv minutter lange ”The Key Is Inside The Wall” runder herlighederne af.

På blot seks  numre og 38 minutter lykkes det disse fjeldenes formidable fyrster at læsse et så ærefrygtindgydende antal fremragende Heavy Metal riffs ind på ”Old Star”, at de kunne holde mange andre bands kørende i en hel karriere.

”Det her miks er det  mest firserinspirerede, vi nogensinde har lavet. Sangene er mere metal end nogensinde,” påpegede Fenriz i forbindelse med udgivelsen af ”Old Star”.
Ja, så har han sgu’ da ikke sagt for meget!

VM I HM
”Vi arrrrr Norjeeee, vi arrr verdensmestre,” som en norsk kommentator brølede engang, hvor det norske fodboldlandshold fik fumlet sig til én eller anden sejr.

Den udtalelse var selvfølgelig skudt længere over mål end en vis Preben Elkjærs berømte straffespark.

Med ”Old Star” ER Norge imidlertid verdensmestre – om end i en helt anden disciplin end fodbold men til gengæld med en skudstyrke og præcision, som langt overgår noget, vore nordiske brødres landshold nogensinde har kunnet præstere.

Mesterværk, blev der sagt!

Fenriz og Nocturno Culto kan godt længe sig tilbage på den mørke trone, velvidende, at det er hos dem Heavy Metals sorte hjerte for alvor banker, og atde horder af wanna-be’s og used-to-be’s, som udgør en alt for stor del af metalscenen i dag, næppe nogensinde når derop.

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Please write music like Wagner, only louder.

_ Samuel Goldwyn

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk