DYNAMISK DØD

thorium2022
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

Thoriums fjerde album fra den ofte omtalte "old school" forener fornemt det fængende med det brutale og dynamiske

THORIUM, ”Danmark”, (Emanzipation)

Okay, fred være med at danske Thorium kalder deres fjerde album ”Danmark” som en hyldest til den lille havfrues og den udseendemæssigt udfordrede ællings fagre marker, men bandet er stadig tro mod deres oprindelige udgangspunkt for næsten 25 år siden – nemlig at kombinere klassisk svensk death metal og ditto fra Florida i USA.

Fra det øjeblik albummet med ”War Is Coming” lægger fra land med en guitarlyd hentet lige ud af Entombed klassikeren ”Clandestine” og en generel lyd og stemning, som talrige gange i løbet af albummets 40 minutters spilletid minder én om Morbid Angels sludge mesterværk ”Covenant”.

Klassisk blev der sagt.

Men hvis vi nu forudsætter noget så anakronistisk som retfærdighed i rockverdenen, så er det mest retfærdige efter fire album at stoppe med diverse sammenligninger med andre dødsomfavnende konstellationer og simpelthen anerkende Thorium for det, de er.

Nemlig et band, der spiller death metal, som genren var i sit udgangspunkt for over 30 år siden.

FRA HELVEDES NÆRE FORSTÆDER
Og et allerhelvedes godt band er Thorium sågu. Med sludgy riffs spillet af guitarer og bas stemt næsten derned, hvor strengene slæber henad gulvet i studiet, en vokal direkte fra én af Helvedes nære forstæder og en virtuos trommeslager, som med største selvfølgelighed kontrollerer kakofonien, uanset om bandet slæber sig afsted dernede, hvor der er reel risiko for at ende som ormeføde eller hamrer derudad i en overhalingsbane normalt reserveret de mest – nå ja - dødsforagtende.

Én af Thoriums fineste kvaliteter er bandets fokus på at variere udtrykket inden for genrens forholdsvis snævre rammer. Et nummer som ”Nine Lives” når riff-, tempo- og stemningsmæssigt meget vidt omkring i løbet af bare fem minutters spilletid, men uanset hvad Thorium roder sig ud i, hænger hele halløjet sammen, og musikerne holder kursen mod mållinjen, hvilket alt i alt afstedkommer en velkommen dynamik. Dét vel at mærke i en genre, som ofte er udskældt for bare at høvle bevidstløst afsted uden tanke på den slags eller for den sags skyld uskyldige forbipasserende.

Når det rent tekniske så er overstået, gør Thorium heller ikke tingene sværere, end de er. Deres myriader af riffs er mestendels forholdsvis simple, og tag ikke fejl af det: Det er en klar styrke. Så kan jeg nemlig trygt tilføje ”catchy” til resten af udgydelserne i denne anmeldelse.

Med andre ord og alt i alt: Det er sådan, det skal gøres!

Og så må I have mig undskyldt – jeg skal videre med lufttrommerne. . .

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk