Af Thomas Thomsen

 ”Vi klager over, at der bliver spillet for lidt hardrock i radioen og på tv. Så vi gjorde noget ved det.”

Noget i den stil lød introduktionen fra Eclipses forsanger og sangskriver Erik Martensson til det tredjesidste nummer på sætlisten - ”Runaway”. Hvad var det så, kvartetten fra Stockholm havde gjort ved det?

Jo, de stillede såmænd op til det svenske Melodi Grand Prix ("Melodifestivalen", red.) med netop "Runaway" - opfordret af svensk TV.

Men hvis du tror, de 60 minutter Eclipse havde spillet i Beta, før de nåede til "Runaway", så havde været en poppet omgang, kan du godt tænke om igen. De leverede en appetitvækkende omgang melodisk hardrock - det musikalske sidestykke til et sønderjysk kagebord når det er bedst. Tænder, der løb i vand, og smagsløg der blev tilfredsstillet hele vejen igennem det 75 minutter lange show. (Du er sikker på, du ikke havde forvildet dig ind på et bageri, Thomsen? red.)

Det her var BETA. Det var Eclipse. Det var varmt og svedigt.

Eclipses kvaliteter er så påfaldende, at de ganske enkelt ikke kan rokkes ved, og specielt det seneste album "Momentum" er et sandt melodisk hardrock mesterværk.

At de så tilmed formår at løfte det hele en tand op ad skalaen live aftvinger kun respekt.

Med spillelyst, glæde og udstråling gik til publikum og efter guldet fra start til slut. Samtlige medlemmer er nærværende og publikumssøgende. Betas beskedne størrelse til trods, fik man aldrig fornemmelsen af, at Eclipse bare ville have det overstået og se at komme hjem til Stockholm.

Nå, der stod jeg. Bagerst i salen med en rose i hånden. Ja, hun var der også - min Rose. Hun vuggede med hofterne og nikkede anerkende med hovedet. Og når hun først overgiver sig til den melodiske hardrock, så er det noget særligt. Et kvalitetsstempel om man vil.

Numrene blev generelt glade af - som ”Killing Me”, “Hurt”, “Downfall Of Eden”, “Blood Enemies”. For blot at nævne fire. De akustiske ”Live Like I’m Dying” og ”Battlegrounds” var intet mindre end eminente. Et af de øjeblikke, hvor man kan lukke øjnene og få følelsen af at svæve frit mellem himmel og hav.

Eclipse bør kunne spille større steder end Beat. Det kan undre at et så et så stærkt spillende band ikke kan fylde storebror ved siden. Men det kommer en dag. Tro mig.

Måske det var lykkedes, hvis de – foruden finske One Desire – havde haft support af danske Shotgun Revolution og Franklin Zoo, som de havde haft med på landevejen gennem henholdsvis Europa og Storbritannien.

Hvorfor de ikke var med lørdag aften, var der dog en god forklaring på, da begge bands spiller i København den kommende weekend.

Men en ting var sikkert. Eclipse kom, spillede og sejrede i overbevisende stil...

Det spillede de:

Vertigo
Never Look Back
The Storm
Wake Me Up
Killing Me
Jaded
Hurt
Trommesolo
Live Like I’m Dying (akustisk)
Battlegrounds (akustisk)
Downfall Of Eden
Black Rain
Blood Enemies
Stand On Your Feet
Runaways
I Don’t Wanna Say I’m Sorry