Der er ingen grund til at ty til tåspids-dans om den varme (jule)grød hér:

”Livegasm!” er en dundrende demonstration udi, hvordan dét skal gøres og kunne lige akkurat godt gå hen og være det bedste livealbum, noget dansk band har lavet.

Som DML’s koncerter nu engang er, bør et livealbum fra den kant være et stemnings- og lydmæssigt såvel som musikalsk triumftog, og det er præcis dét, ”Livegasm!” er.

Jeg har skrevet det nogle gange i de senere år, men Dizzy det med afstand bedste liveband herhjemme og dertil også ét af de bedre internationalt, så mindre end det bedste ville heller ikke kunne gøre det. Man skal med andre ord stille store krav til dette band, og det kan man så også roligt gøre.

SIT LIVS FORM
Elleve af de femten sange på ”Livegasm!” er hentet fra trioens koncert på Roskilde Festival 2016, hvor Dizzy for en halvanden times tid atter tilvejebragte den klassiske Rock’n’Roskilde stemning på en festival, som ellers desværre alt for ofte kører af sporet i alternative løsninger og beregnet politisk korrekthed.

Jeg var der selv, så jeg kan med god samvittighed sige, at ”Livegasm!” er ”som at være der selv”. Og det, man var vidne til i Roskilde (og i øvrigt til masser af andre DML koncerter – senest det fænomenale Royal Arena show tidligere i år), var et rockband i sit livs form.

PERFEKT TIMING
Dizzy Mizz Lizzy har pondus og tyngde i spillet som aldrig tidligere – ja, gamle sange som ”Barbedwired Baby’s Dream”, ”Waterline” og ”Glory” er vitterlig bedre end nogensinde, mens sangene fra sidste års ”Forward In Reverse” holder 100 procent sat op mod de gamle klassikere.

Det vil immervæk sige noget.

Sættet hér er så perfekt timet, at selv den mest hysteriske tyske trafikkontrollør ville få glædestårer i øjnene – fra starten går med ”Forward. . .”, ”Terrified In Paradise” og ”Brainstorm” udvikler albummet sig til noget af det bedste musikalske liv længe hørt.

Som helhed er albummet nemlig på én gang virkelig overlegent og legesygt spillet, og når det er med dén på, så kommer Dizzy Mizz Lizzys mange elegante vignetter og improvisationer for alvor til deres ret. En lille bas-rungang hér, et flabet trommebreak dér og den ene fine guitarsolo eller –harmoni efter den anden.

På den led bliver sættet bedre, som det skrider frem. Antallet af højdepunkter gør lytteren mere forpustet end en kartograf på overarbejde i Himalaya, men nyd den opdagelsesrejse i dynamisk spillet heavyrock, som er ”67 Seas In Your Eyes” eller den gudsforgående smukke (og lange) guitar-outro i ”Say It To Me Anyway”. For blot at nævne to

Og jeg kunne blive ved, men det skal jeg spare jer for. Samtlige points til Dizzy Mizz Lizzy for et album, som jeg allerede nu ved, jeg kommer til at glædes over og med jævnligt i mange år fremover . . .