Én af min venner, som ind imellem har en – lad os sige – alternativ indgang til det danske sprog har det med at forhøre sig ”er det liderligt?”, når vores fælles passion og livskilde, The Rolling Stones, udgiver nyt eller genoplivet gammelt.

Til ham og andre med de interesser er det mig en glæde at kunne afsløre, at det simpelthen ikke bliver meget mere liderligt – (for de mere regelrette derude: bedre) - end den pakke, The Greatest Rock’n’Roll Band In The World har sendt på gaden for at fejre deres 47 år gamle værk, ”Goats Head Soup” i remixet 2020 udgave.

Manden bag det nye remix er den engelske producer Giles Martin, som bl.a. høstede en bedre rosenhave for sine 50 års jubilæums mix af Beatles klassikerne ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”, ”The White Album” og ”Abbey Road” (i hhv. 2017, ’18 og ’19). Og i hans mix folder dette 47 år gamle album sig for alvor ud og bliver i Deres uforbederlige blækbetvingers øren til dét mesterværk, albummet altid har lagt op til at være.

FRA MUDDER TIL MESTERVÆRK
Oprindelig var lige dette album lige lovlig mudret i Jimmy Millers (Traffic, Motörhead, Primal Scream m.fl.) produktion, men hér folder såvel klassikere (”Angie”, ”Star Star” og ”Doo, doo, doo, doo, doo (Heartbreaker)”) som klassikere-for-kendere (”100 Years Ago”, ”Dancing With Mr. D”, ”Winter” og ”Hide Your Love”) sig for alvor ud. Man kan høre, hvor både løssluppent og følt Stones slap afsted med deres ophold i studiet på Jamaica dengang. Hvert eneste instrument står nu klart og skiller fint hér, og det afslører faktisk, at ”Goats Head . . .” er et langt mere veloplagt og langt mindre stofomtåget album, end det ellers har haft ry for.

Roserne fortsætter også, hvad anbedrager bonusalbummet med outtakes og ikke tidligere hørte sange fra optagelserne på Jamaica dengang.  Meget er allerede tegnet og fortalt om den funky ”Scarlet”, fordi Led Zeppelins Jimmy Page lige kiggede ind og spillede med, men faktisk er den ikke det bedste af de uhørte numre. Det er derimod den løsslupne og legesyge roadhouse honky tonk rocker ”All The Rage” – en storswingende mesterklasse i hvordan man holder et brag af en fest på kun fire minutter og elleve sekunder – ja, med skyldig beklagelse overfor en eventuel eksisterende morals vogtere er vi hér for alvor ovre i ”liderligt” afdelingen igen.

At så ”Criss Cross”, som føler bagefter, er næsten lige så god. . . tja, jeg sværger, det kunne udvikle sig til dans. Og så ved vi jo alle sammen godt, hvad der kunne ske.

De alternative mix og/eller versioner af ”100 Years Ago”, ”Dancing With Mr. D”, ”Heartbreaker”, ”Hide Your Love”, ”Doo Doo Doo Doo Doo (Heartbreaker)” og “Silver Train” er måske ikke just af en karakter, så du behøver at kontemplere meningen med at leve videre uden at eje de indspilninger.

De ER dog ganske glimrende, og jeg vil også trods alt hævde, at du ikke bør være foruden en skønt skramlet ”Hide Your Love” eller Mick Jaggers fornemt følte vokal på den nøgne demoversion af ”100 Years Ago”, hvor sangeren kun er bakket op af piano.

SVIGERMORS PORTMONNAIE
Vanen tro i disse år udgives kulturelle vartegn af denne karakter i flere versioner – i dette tilfælde som vinyl dobbeltalbum og som dobbelt CD (begge med det oprindelige album og bonusnumrene på skive 2). Desuden findes to eksorbitante ”super-de-luxe” udgaver, som i hhv. LP og CD format vil koste dig i omegnen af 800 eller 1.000 kroner.

Det  er så lige hér, jeg for en gangs skyld vil opfordre læseren til for en gangs skyld en mørk nat at få i svigermors portmonnaie (eller hvor du nu har for vane at få til uforudsete udgifter).

Årsagen er lige så simpel som den er åbenlys: I super-de-luxe udgaverne medfølger nemlig for første gang den berømte”A Brussels Affair” koncert i faste formater.

Albummet har hidtil kun været tilgængeligt som streaming siden 2011 eller piratudgivelse. ”A Brussels Affair” er af gode grund blevet ikoniseret - et ord jeg (u)takket være vore dages tabloidpresses devaluering af sproget ellers nødig bruger, men hér er det altså helt på sin plads.

SEJRSMARCH
”A Brussels Affair” – optaget på ”Goats Head Soup” turnéen i1973 – hører simpelthen til blandt de allerbedste Stones liveoptagelser. Den aften i Bruxelles var de vitterlig og uomtvisteligt The Greatest Rock’n’Roll Band In The World. Bandet er på toppen af deres ydeevnen på en regulær halvanden times stolt rock’n’roll sejrsmarch med en lang række af historiens bedste rocknumre. Dét her er som sjældent hørt lige i fjæset, piskende veloplagt og perfekt balancerende på den line mellem tight og løssluppent, lys og skygge, som er The Rolling Stones, når de er allerbedst.

Sagt helt kort: Her er Stones PÅ!

Og på en sætliste med ”Brown Sugar”, ”Gimme Shelter”, ”Happy”, ”Tumbling Dice”, ”Star Star”, ”Dancing With Mr. D”, ”Doo Doo Doo Doo Doo (Heartbreaker)”, ”Angie”, ”You Can’t Always Get What You Want”, ”Midnight Rambler”, ”Honky Tonk Women”, ”All Down The Line”, “Rip This Joint” og “Jumpin’ Jack Flash” er samtlige udgaver aldeles fremragende.

For blot at nævne nogle få eksempler, så kan denne udgave af “Angie” med en mesterlig Jagger i front alt efter temperament knuse hjerter eller redde liv på kontinenters afstand, ”Star Star” ER på fire minutter alt det, rock’n’roll handler om, og det rytmiske overflødighedshorn, som bl.a. er ét af højdepunkterne på ”Doo Doo . . .”, kunne få Tollundmanden til at springe ud af montren og forlange at få nærmeste dansegulv anvist, inden du kan nå at sige mosefund.

Selvfølgelig har The Rolling Stones altid med en vis bevisførelse i  baghånden kunnet postulere det dér ”You Can’t Always Get What You Want”, men hér får du fandeme lige præcis dét, du gerne vil  have.

Om og om igen. ”A Brussels Affair” er simpelthen ét af historiens helt store livealbum.