EN MANDS DØD UDEN MUSIK

Af Anders Lundtang

I de usikre teenage-år på et gymnasium, hvor holdningen rød er mere gennemtrængende end økologiske røde pølser tværret ud på de røde mursten, som institutionen er bygget af, var denne skribent letpåvirkelig af musikalske indtryk, der allerede dengang lagde kimen til min udødelige kærlighed til rock-musikken, hvorved et mindre aber dabei i Nirvana sneg sig forbi i mit liv. Uvidende om den negative indflydelse den slags musik havde på rock- og metalmusik i starten af 90'erne, blev jeg hovedkulds forelsket i manden, myten og mysteriet: Kurt Cobain.

Gammel kærlighed falmer som bekendt aldrig, så selvfølgelig skulle jeg ind og se Bret Morgens meget omtalte dokumentar om hovedmanden bag verdens største Grunge-band, den ufrivillige talsmand for en generation, som også blev historien om et tragisk endeligt langt før tid.

Bret Morgen har til denne film fået ubetinget adgang til dagbøger, lyd- og videooptagelser fra familien Cobains arkiver, selv parret Cobain og Courtney Loves eneste barn, datteren Frances Cobain, er medproducer på filmen. Derfor kan man med rette kalde denne dokumentar for den mest omfangsrige hidtil.

FILMRULLEN KOMMER TIL KORT
MEN først de store plusser: Instruktøren har bevidst lagt fokus på Kurt Cobain og ikke musikken, og det fokus holder han uden svinkeærinder, derfor er jeg med på, at musikken kommer i anden række. At Bret Morgen formår at udnytte skriblerier og lydoptagelser så fantasifuldt sammen med animation er en lektion i filmisk fremførelse, som de største filmmagere kan lære af og som springer skalaen i kreativitet.

Dér, hvor filmen kommer til kort, og som desværre trækker gevaldigt ned for en Cobain-kyndig som mig, er mindre ting, der desværre er store ting i det samlede hele. Her tænker jeg primært på, hvor trommeslager Dave Grohl, semi-primus motor i bandet, er i denne sammenhæng? Angiveligt havde han ikke tid(?) til at stille op til et interview i filmen, hvor selv Cobains femme fatale, Courtney Love, medvirker. Det kan simpelthen ikke passe, når vi har tale om en dokumentar med hidtil uudgivet materiale og musik - han skal med, basta!

Og hvad med Frances Cobain?! Når hun nu er medproducer på filmen, kunne hun vel godt have ytret et par tanker foran kameraet. Men det største minus, der trækker filmen en del ned, er kort fortalt kronologien i filmen. Uden at blive for nørdet at høre på og dermed tabe jer læsere, er filmen fornuftigt sat op efter Cobains liv fra hans fødsel til bortgang i en alt for tidlig alder. Godkendt. Men hvordan mødte han sine bandkammerater, hvad betød de for ham som menneske? Hvorfor blev præcis Nirvanas anden plade, 'Nevermind', sådan en megahit? Dumpet.

GODT FORSØGT/FLOT FORTALT
Det er mit postulat, at en dokumentar om en skikkelse, der levede og åndede for musikken så meget, kan Nirvanas historie ikke blot berøres så overfladisk, som Bret Morgen gør her. Nirvanas første plade bliver ikke nævnt med et ord, men - og her skulle jeg virkelig styrre min frustration mod slutningen - bliver den største begivenhed i Grunge-musikkens historie forbigået for let: Kurt Cobains død.

Til sammenligning svarer det til at vise det store opgør i slutningen af 'Den gode, den onde og den grusomme' ved at smide et sort tæppe over kameraet og skrive: "Ja, helten vinder på en smart måde, og skurken får som fortjent".

Det gør man simpelthen bare ikke! Man sidder tilbage som ved et afbrudt samleje og tænker: Jeg godt, hvad der sker, men jeg vil mærke dét!

Ikke ét ord om, hvordan Courtney havde det efter Kurts død, hvordan omverden reagerede, hvordan datteren havde det med at skulle leve i sin fars skygge så lang tid efter?

Slutteligt vil jeg godt lige nævne, hvorfor filmen trods alt kommer over gennemsnittet: Det er den velkendte weltschmerz. Jeg FØLER Cobains smerte i den her film, jeg husker, hvorfor jeg blev så betaget af hans musik og væsen. Fortællingen fungerer stadig for alle usikre skabninger. Det er en fællesnævner for enhver generation, som derfor kan gavne alle, der tager ind og ser den. Var du en outsider i Heavy Metal-ungdommen, gik du i skovmandsskjorter i starte af 90'erne, eller tegner du sorte rander under øjnene som et sen-moderne Emo-barn? Så er her noget for dig.

Som min kammerat i mørket så fiffigt sagde: "Ham Kurt Cobain havde godt nok nej-hatten på det mest af livet."

Ja, men det var nok også derfor vi fandt - og stadig finder ham - så interessant. Og stadig elsker ham.