En vandbærers vidnesbyrd
- Detaljer
- Kategori: Boganmeldelser
- Publiceret: Tirsdag, 02. maj 2017 18:33
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
Trommeslager Kasper Foss har begået en velskrevet bog om sine 30 år i dansk rock og pops tjeneste
KASPER FOSS, Permanent Turbulens, (Dreamlitt, 410 sider)
De fleste danske (og såmænd også en stor del af de udenlandske) musikbiografier, jeg har læst, savner tit ingredienser, som ellers turde være oplagte i den slags.
Skrevet som den slags ofte er med en alt for pindehugger-leksikal og akademisk tilgang til stoffet får man måske nok fakta-oplysninger nok til én gang for alle at overflødiggøre medicinal-industriens løsninger på søvnløshed. Men dét, man til gengæld sjældent får, er underholdning, udskejelser, sjæl, swing, skæbne og kærlighed. Levet liv!
Der er med andre ord for ofte ikke meget rocknroll over mange rockbiografier. Rockmusik er, som mange ellers har gjort opmærksom på i årenes løb, IKKE raketfysik, så lad for fanden være med at prøve at gøre det til samme!
POINTER FRA EGO-FABRIKKEN
Kasper Foss har skrevet en fornem selvbiografi med Permanent Turbulens, som aldrig ryger i akademiker-afgrunden men som til gengæld på fineste facon trækker på førnævnte levede liv og hele følelsesregisteret fra eufori til tragedie, når forfatteren fortæller en sidemands historie gennem de sidste 30 år.
Skulle man ikke kende ham, er Kasper én af Danmarks bedste trommeslagere og har de sidste godt 30 år spillet med Hotel Hunger, Mike Tramp, Anne Linnet, Danser Med Drenge, Michael Falch, Linie 3, DRs Underholdningsorkester, Sascha Dupont. . . for nu blot at nævne nogle stykker.
Permanent Turbulens er Kasper Foss historie. Eller som han selv skriver i indledningen: Sandfærdige røverhistorier, flashbacks og øjenvidneberetninger fra en lang og utro tjeneste som vandbærer i den danske musikbranche.
Foss har masser af historier at fortælle, og han har masser af fine pointer fra den ego-fabrik, musikbranchen specielt var i 80erne og til pengene blev stadig færre fra dér cirka ved årtusindskiftet. Overtegnede var selv med i de år og tro mig; Kasper rammer både stemningen og opførslen hos mange af sine kolleger dengang såre præcist.
INGEN HENSYN TIL SARTE SJÆLE
Der bliver ikke taget hensyn til sarte sjæle i hverken beskrivelserne af turene med Anne Linnet i de fede år, de begyndende nedture op igennem 90erne med bl.a. Michael Falch og en Mike Tramp, som ikke havde let ved at forlige sig med, at pengene var blevet små og stjernestatus så som så.
Men de historier skal jeg ikke fortælle jer. Det skal Kasper Foss, for manden skriver faktisk fremragende og han mestrer hele paletten fra det triste og vemodige via det rørende og det smukke til det faktisk hysterisk morsomme.
Jo, det handler bestemt om sprut, stoffer og skørlevned, sine steder tilsat overdådig dekadence. Indtil alt det var ved at slå Kasper permanent ned. Men Permanent Turbulens handler faktisk og først og fremmest ikke mindst om Kaspers kærlighed til livet, til kvinderne, til musikken, til de rocknroll myter, som oftest fødes dér i rocknroll overhalingsbanen.
Alt det beskriver Kasper Foss flot, med talrige latterfremkaldende metaforer og eminent selvironi.
Skal læses hvis man har den fjerneste interesse i en historie om dansk pop- og rock fra 80erne og til nu. En historie om hvordan det virkelig var. . .