AF THOMAS THOMSEN

D-A-D har været en del af mit liv siden 1989. Ja, det var dengang de hed Disneyland After Dark og lige havde udgivet ”No Fuel…” albummet. Det var før, bandet fik en tur på 90 grader i vaskemaskinen af Walt Disney med det resultat af bandnavnet krympede, men heldigvis ikke deres evner til fortsat at spille rock.

Siden 1989 er det for mit vedkommende blevet til et utal af koncerter med dette danske nationalklenodie af et rockband, senest en varm og solrig sommeraften i juni på Østerbro Stadion. En aften hvor jeg gav dem 5 stjerner, men alene af den grund, at de hev et særligt es i sidste øjeblik i form af en, i bogstaveligste forstand, brændende afslutning.

Lørdag aften var turen gået mod vest, nærmere bestemt Boxen i Herning, som kunne fejre 5 års fødselsdag og jeg var håbefuld, men spændt på om de kunne overraske mig, som jeg gerne vil når jeg er sammen med D-A-D.

Vejret uden for var deprimerende vådt og blæsende, men D-A-D stod parat til at invitere os inden for i deres dagligstue og sætte albummet ”Riskin It All’ på grammofonen.

BACK TO THE FUTURE
Da D-A-D udgav ”Riskin It All” albummet så jeg den tilhørende turné i Holstebro Hallen tilbage i foråret 1992.

Så lørdag aften var som en rejse tilbage i tiden bortset fra, at Holstebrohallen var skiftet ud med Boxen i Herning. Ellers var alt næsten ved det gamle. Billetprisen var sågar en flad 10-kroneseddel billigere, end den jeg købte I 1993. Med lidt inflationsfremskrivning var det sgu et særdeles godt loppefund.

Og fandeme om den originale scenografi med sofa, kohoved, lamper osv. ikke var fundet frem fra gemmerne i dagens anledning.

Den mærkbare forskel på 1993 og 2015 var for mit vedkommende at de utallige bumser i ansigtet var skiftet ud med et hipsterskæg. Maven lidt større og ja naturligvis Laust Sonne bag trommerne i stedet for Peter Jensen.

Ellers var det næsten som "Back To The Future” eller noget i den stil, selv Napoleon var hentet frem.

PÅ …
Den dag i dag mindes jeg ikke, at D-A-D ikke altid har været PÅ, når showet først bliver skudt i gang.

Men en snigende lightdemens eller tåger af ikke ubetydelige mængder alkohol – som ville få enhver ekspert fra Sundhedsstyrelsen til at ryste på hovedet og konstatere at de anbefalede grænser var overskredet med flere længder – før og under deres shows gennem tiderne kan have resulteret i at jeg har fortrængt det. But I doubt it.

Men lørdag aften aften var de virkelig PÅ. PÅ som om de skulle bevise at de stadig hører til magteliten i dansk rock.

Grammofonen var kørt i stilling med ”Bad Craziness” som den naturlige indledning, efterfulgt af ”D-Law”, ”Day Of Wrong Moves” og ”Rock ‘n’ Rock Radar”.

Efter de fire numre stod jeg der på gulvet sammen med en nydelig midaldrende mand på min højre side og tænkte ”hvad fanden er det lige der sker… Hvis de fortsætter sådan resten af aftenen så springer de jo alle rammer for hvad jeg har oplevet sammen med dem i de sidste 26 år.”

Jesper Binzer der udviste en energi og spillelyst uden lige. Trommespillet fra Laust Sonne og især stortrommen kunne mærkes i hele kroppen. Jacob Binzer der klart levede op til titlen Mr. Magicfinger med guitarriffs og soloer. Sidst men ikke mindst Stig Pedersen der var garant for at basspillet sagtens kan udføres med kun to strenge og en underholdningsværdi i top.

Og den midaldrende mand ved min side virkede til at dele min begejstring. Den midaldrende mand – som i øvrigt er min storebror – stod med et meget tilfreds smil mens han stille nikkede med hovedet og vippede med den ene fod. Og af en yderst sindig vestjyde at være siger det ikke så lidt, tro mig.

At D-A-D skulle have været forudseende og forudset finanskrisen og forbrugssamfundets grufuldheder var der nok ikke mange der havde troet tilbage i de tidlige 90’ere, men ”Making Fun Of Money” var mere end højaktuel.

”Down That Dusty 3’rd World Road”,  som havde byttet plads i rækkefølgen med førnævnte ”Making Fun Of Money” trak kortvarigt tempoet ud af den energiske, tempofyldte og hidsige indledning, men et guitarspil der trak nummeret ud som en harmonika i yderstilling og afsluttende aggressiv vokal og trommer gjorde det til et nummer, som fortjener at blive spillet oftere.

”Grow or Pay”, ”Smart Boy Can’t Tell You” og ”Riskin’ It All” beviste bare, hvor meget fylde og kvalitet der er i det album. For mig at høre var stemningen blandt publikum bare i en opadgående kurve fra start til slut.

”Laugh ‘n’ A Half…”? Ja, hvad skal sige? Jeg fik sgu gåsehud, som ellers kun plejede at ramme mig under afspilningen af Nationalsangen i Parken i de gode gamle dage. Det var den helt rigtige afslutning på opførelsen af ”Riskin’ It All”.

I BESTEMMER
“Ja, det var så den plade Herning. Nu bestemmer I om vi skal tage hjem”, lød det fra Jesper Binzer.

Boxen var ikke i tvivl og tilkendegav på behørig og larmende vis, at vi var klar til at tage et par runder mere i ringen, når festen nu kørte på sit allerhøjeste.

Med “A New Age Morning In”, “Monster Philosophy”, “Everything Glows” og “Riding With Sue” inden “Sleeping My Day Away” med forudgående opsang fra Jesper:
fortsatte D-A-D i samme høje gear. Tre numre som bare bevidste D-A-D’s høje niveau

“For fanden i helvede Herning, I kan sove i morgen hvor det er søndag!”

Sluttelig”I Want What She’s Got” og den uundgåelige ”It’s After Dark”. Min damer og herrer; der var én lov over alle andre love i det danske land lørdag aften, og det var D-LAW.

Det var en intet mindre end en fanD-A-Disk!