Af Thomas Thomsen

"Die Sonne scheint mir aus den Augen". Ja, det var lige netop, hvad den gjorde Kristi Himmelfartsdag i Horsens, da tyske Rammstein var rykket i Fængsel for en aften.

Rammstein er indbegrebet af tung tysk metalindustri, som de turnerer verden rundt med et sceneshow af den flamboyante slags. Med ild og atter ild, der kunne tilfredsstille selv en viagrahungrende pyromans mest brændende lyster, var der lagt op til endnu en flamberende koncert i selskab med de mægtige tyskere.

Efter "60, 59,... 3, 2, 1" faldt tæppet langsomt men sikkert ned fra øverste etage på scenen, og Rammstein var klar til at sætte fut i fejemøget. Klædt i hvidt kom Till Lindemann steppende ind på scenen til sine fem landsmænd, der allerede havde taget opstilling. Kiggede på publikum med sit intense blik og kastede den høje hat op i luften. Den eksploderede naturligvis sekunder senere, som det sig hør og bør, når sceneshowets ukronede mestre entrerer scenen.

"Ramm4" indledte den 90 minutters lange "Reise, Reise" ned gennem en sætlisten, der fik undertegnede til at udbryde "Halleluja". Men "Zerstören" virkede alligevel forstyrrende på den ellers vellykkede og intense indledning. Og særligt den yderst upassende afslutning på samme nummer, hvor Till Lindemann smed sin overfrakke, og selvmordsbomberne kom til syne og eksploderede en efter en, kunne være undladt.

"Keine Lust" til netop at præsentere dette indslag, måtte have været en naturlig indskydelse hos de tyske provokatører, når man tager hændelsen forleden aften i Manchester i betragtning. (Så skulle de jo nok ikke ha' gjort det vel!? red.)

Men her må man nok bare indse, at Rammstein altid går sine egne veje og står forrest i køen af provokerende og grænseoverskridende indslag. Omvendt var det måske et skjult og kærkomment budskab til den terrorhungrende verden om, at I ikke kan få os ned med nakken, uanset hvilke handlinger i udsætter os for.

Måske det var den dræbende loungemusik der monotont - i timen op til Rammsteins entre - havde lagt sin hypnotiserende og søvndyssende klamme hånd ned over forestillingen. Måske det bare var metaltrættende numre der gjorde det.

Men det var som om, at der efter de tre indledende og intense numre manglede lidt. Ild og sceneshow gør det ikke alene. Og selv en hæsblæsende indledning kan ikke nødvendigvis holde takten hele vejen igennem.

"Feuer Frei" gjorde sit til at antænde bålet igen, mens "Seeman" gik ned som en synkende skude, der ikke stod til at redde. "Ich Tu Dir Weh" gjorde godt, og medførte da også at Christian Lorenz (keyboard), efter Till Lindemanns mishandling af ham, skiftede sin orange fangedragt ud med en funklende discodragt. Og derfra funklede Rammstein mere eller mindre og fik langt hen vejen den sidste del af aftenen tilbage på rette spor.

Efter "Du Riechst So Gut" lugtede det af en triumferende afslutning med "Mein Hertz Breent".

"Links 2-3-4" ud over stepperne og om "Ich Will" eller "Du Hast" skulle gradbøjes var den nøgne sandhed, at coverversionen af Depeche Mode nummeret "Stripped" flåede tøjstumperne af de 35.000.

Der var masser af "Sonne" over Horsens torsdag og "Amerika" blev sluttet allerhelvedes TUNGT, inden "Engel" rundede en koncert af, som nok var en fryd for øjet men ikke helt så musikalsk holdbar, som den kunne have været.