Vi skal vel tilbage til én af de gange, sortkjole-klædte forkyndere for ham Vandvandreren fra Genesareth Sø spredte rygter om Hans snarlige genkomst, for at finde et sidestykke til den hype, der har været i forbindelse med, at

Volbeat – som det første danske band nogensinde – i lørdags havde solgt Parken ud.

I øvrigt sgu med god grund – det er og var virkelig en præstation og så lidt til af Volbeat og turde vel én gang for alle få folk herhjemme til at fatte, at Michael Poulsen og co. i 2017 er ét af  verdens største rockbands.

Det er jo sådan nogen, der har det med at sælge Parken ud forstås. Om de så hedder Metallica, U2 eller Volbeat.

Og lad det være sagt med det samme: Koncerten var visuelt et lykkebringende og læsterligt los i en vis legemsdel og i perioder et skue, som havde det med at dirigere underkæben ad gulvet til, som showet skred frem. Man kunne godt se (og mærke på temperatur-udviklingen) at Rammsteins pyro-teknik hold var udlånt til Volbeat i dagens anledning.

Rent produktionsmæssigt tror jeg vitterlig kun, jeg en enkelt gang eller to tidligere i min lange karriere i rock’n’roll har oplevet en scene-opbygning, et lys, et videomix og en pyroteknik så fabelagtigt flot og – nå ja – nærmest ærefrygtindgydende velturneret, som dét Volbeats folk havde præsteret hér.

Og så skal førnævnte enkelte gang eller to altså tilskrives selveste The Rolling Stones. Det burde fortælle jer ét og andet om, hvilke luftlag vi var oppe i dér.

DET SKULLE BLIVE STORT
Musikalsk? Ja, der var det såmænd også ganske godt! Og lad det så i øvrigt med det samme være sagt, at det lød godt. Det kan det nemlig godt i Parken, blot man er villig til at betale dét, det koster.

Det er selvfølgelig fristende – kan jeg se andre steder -  efter et show som det omtalte at give den hele den strategisk forgyldte balalejka og forkynde, at Volbeats karriere også musikalsk nåede sit hidtidige zenith på netop denne aften.

Problemet er bare, at det ikke ville være rigtigt. Tag ikke fejl af det – koncerten var musikalsk god – rigtigt god – men jeg har altså hørt Volbeat (endnu) bedre, og jeg kender d’herrer godt nok til at vide, at de selv ville være de første til at erkende, at koncertens start spillemæssigt var en anelse vakkelvorn.

En i øvrigt fuldt forståelig nervøsitet lod sig se og høre i eksempelvis en forhastet ”Radio Girl” og en småklodset ”Lola Montez”, men med et band, som tydeligvis bare VILLE det her, så SKULLE det også blive stort.

Og det blev dét. Efter den ærligt talt efterhånden fortærskede Johnny Cash hyldest ”Sad Man’s Tongue” fandt Volbeat et ekstra gear, da de som ottende nummer satte i med metal/ rockabilly raceren ”16 Dollars” og fulgte op med en flænsende ”7 Shots” med Kreators fronthvæser Mille Petrozza som gæst.

ROCKING ROB
Herfra lød Volbeat noget mere komfortable end i starten, og jeg er nødt til i en sidebemærkning igen at påpege, hvor meget leadguitaristen Rob Caggiano bidrager med. Hans korte men sviende præcise leads føjer live flere lag og facetter til Volbeats sange, som de ikke har i studieversionerne.

Nå, fra ”16 Dollars” blev det rigtig godt, og siden blev det endnu bedre, som bl.a. stålsatte ”Slaytan” og den drabelige boogie ”Dead But Rising” ledte op til den forkætrede ”For evigt” (med det tætteste Johan Olsen nogensinde kommer på skønsang).

Se, nu kan man jo mene, hvad fanden man vil om den sang, og det er der sandt for en slatten også mange der gør. Nu er det bare sådan, at ”For evigt” faktisk ER en god sang og et snedigt konstrueret hit, og den var tydeligvis én af de 48.000 fremmødtes højdepunkter denne aften.

Den sang er der nu engang. Den er nu engang populær. Kom nu over det for h……! (Ellers kan jeg oplyse at Slayer har lavet tolv album, og at de er ganske lette at få fat på).

HAM FRA GENTOFTE
Alt andet fortalt var aftenens højdepunkt dog med afstand – i hvert fald for mig – da en gut, jeg kender ude fra Gentofte, overtog trommerne i ét af Volbeats bedste numre ”Guitar Gangsters & Cadillac Blood”, og det blev ikke just ringere, da Lars Ulrich – ja, ham var det selvfølgelig – blev siddende ved trommerne til en komprimeret og solid version af Metallica-klassikeren ”Enter Sandman”. Sidstnævnte i øvrigt med en ualmindeligt sikker Hetfield vokal fra Michael Poulsen.

Godt gået af Ulrich og et mestertræk af Volbeat, for lige dér blev dén der følelse af, at vi virkelig var vidner til en begivenhed af de mere sjældne denne aften, vitterlig forstærket.

Jeg kunne så godt begynde at brokke mig over musikalsk markedsgøgl som at have Mikkel Kessler klumrende rundt på scenen og kaste signerede boksehandsker ud til publikum.

Men lad nu det ligge. Kritikpunkter eller ej var dét, der stod tilbage hos mig, da de sidste toner af ”Still Counting” ringede ud, glæden ved at have været omgivet tusinder og atter tusinder af lykkelige mennesker.

Smilende, dansende, syngende.

Som min sidemand tørt forhørte sig, da vi observerede en pige foran, der henført dansede ud til sine drømme under ”Lonesome Rider”:

”Skal vi  blive enige om, at det er en ret god fest det hér…?”

Ja, så skide være med det da. . .

SÆTLISTE.

1. The Devil's Bleeding Crown
2. Heaven nor Hell
3. Radio Girl
4. Lola Montez
5. Let It Burn
6. Doc Holliday
7. Sad Man's Tongue/Ring of Fire
8. 16 Dollars
9. 7 Shots (med Mille Petrozza)
10. Fallen
11. Slaytan
12. Dead but Rising
13. Goodbye Forever
14. Maybellene i hofteholder
15. The Everlasting
16. For evigt (med Johan Olsen)
17. Evelyn (med Mark 'Barney' Greenway)
18. The Lonesome Rider
19. Seal the Deal
20. The Garden's Tale (med Johan Olsen)
Ekstranumre
21. Guitar Gangsters & Cadillac Blood (med Lars Ulrich)
22. Enter Sandman (med Lars Ulrich)
23. A Warrior's Call (med Mikkel Kessler)
24. Black Rose (med Danko Jones)
25. Pool of Booze, Booze, Booza
26. Still Counting