Steffen Jungersen

.

For those about to rock – we – STILL – salute you!

Share
acdc

De vedvarende rygter om AC/DC's opløsning afvises af "kilder tæt på bandet". Vi ånder lettet op for en stund og slår et slag for ti sange, vi gerne så i sætlisten, hvis bandet kommer ud på en 40 års jubilæums turné

"Hvis det hér er sandt, må Langfredag flyttes til tirsdag 15. april!"

Blot én af talrige reaktioner, da medierne i går gik amok med rygter om, at ridderne af rockens reneste sti – selvfølgelig AC/DC – ville trække sig tilbage med omgående virkning. Angiveligt tvunget af omstændighederne, fordi AC/DC’s ankermand – rytmeguitaristen Malcolm Young – skulle have fået en hjerneblødning og dermed var ude af stand til både at spille og huske bandets numre.

Dagen efter er rygterne så blevet afvist af såkaldte "insidere tæt på bandet", som har fortalt branchebiblen Billboard, at "der ingen sandhed er i rygterne." Dog har hverken AC/DC selv eller gruppens management eller deres pladeselskab udsendt noget officielt.

Men så langt, så godt og langfredag får indtil videre lov at blive, hvor den er.  Og vi trækker vejret en anelse lettere for en stund.

Chokbølger
Når det imidlertid er sagt, understreget de regulære chokbølger, som gik igennem rockverdenen tirsdag blot ved rygterne om AC/DC’s mulige opløsning, præcis hvor meget den knaldhårde kvintet betyder for millioner af mennesker verden over.

AC/DC er jo vitterlig – som indledningsvist skrevet – riddere af rockens reneste sti. For nu at citere en overskrift, jeg bedrev engang, er AC/DC "urkraft i udbrud" og uden for sammenligning dét band, som mest effektivt har mejslet selveste meningen med rock’n’roll i den granitblok, de henter klodserne til deres guitarriffs fra.

Rockens dna – kort og godt.

Juryen stadig ude
På steffenjungersen.dk vælger vi i lighed med millioner af andre at tro og håbe, til alt håb er ude, at rygterne om både AC/DC’s opløsning og Malcolm Youngs helbred er en ualmindeligt ondsindet and. Det er vi simpelthen NØDT til for sjælefredens skyld. Indtil vi hører andet.

Til gengæld er det så tilladt at håbe, at sanger Brian Johnsons udtalelser om, at AC/DC både er på vej i studiet og planlægger en 40 års jubilæums turné holder vand.

Det skal dog understreges, at juryen stadig ER ude for så vidt angår, om AC/DC fortsætter. Skulle det værste ske, skal det yderligere understreges, at AC/DC da vist ikke skylder OS noget mere – til gengæld skylder alle ordentlige rock’n’roll fans dem alt.

Indtil fakta er på plads, bringer vi hér som endnu en hyldest til dette fantastiske band en liste over den gamle redacteurs ti favorit semi-obskure AC/DC tracks, som de da godt til en afveksling måtte smide på sætlisten, hvis jubilæumsturnéen bliver til noget.

I øvrigt: AC/DC er ikke på Spotify, så I må selv ud og lede. God fornøjelse.

"Ride On" (fra "Dirty Deeds Done Dirt Cheap" 1976)
"Got another empty bottle/ And another empty bed/ Ain't too young to admit it/ And I'm not too old to lie."
Denne blændende blues er velsagtens dét mest følte nummer i hele AC/DC kataloget. Afdøde Bon Scotts lyrik er ren Shakespeare for de af os, der har det sådan.

"Who Made Who" (fra "Who Made Who" 1986)
Nå, man kan da ikke lave et huskeværdigt riff ud af én akkord oven på et fundament af bas og trommer. Jo, dét faneme man kan! Case closed.

"Up To My Neck In You" (fra "Powerage" 1978)
Det var det dér med urkraften igen. Det fås ikke bedre end denne oversete rock’n’roll herlighed fra "Powerage". Og så er disse linjer simpelthen guddommelige: "Well I've been up to my neck in whiskey/ I've been up to my neck in wine/ I've been up to my neck in wishing/ That this neck wasn't mine."

"Go Down" (fra "Let There Be Rock" 1977 - billedet)
En brilliant bastard af en nådesløs boogie, som Michael Poulsen fra Volbeat i flere ombæringer blankt har erkendt, han har ladet sig "inspirere" af. Well, manden har jo smag.

"Shot Of Love" (fra "The Razor’s Edge" 1990)
En forrygende feststemt og medrivende lige-ud-ad-gribebrættet sang. Overset eller ej og upåagtet at det altid er "Thunderstruck", man hører, er "Shot Of Love" dét bedste nummer på "The Razors’ Edge".

"This House Is On Fire" (fra "Flick Of The Switch", 1983)
En bannersvinger af en sang med både et hovedriff og en melodi så catchy, at det har undret nogle af os i 30 år, hvorfor AC/DC tilsyneladende har glemt, at de har lavet "Flick Of The Switch" og de faktisk ganske mange gode sange, der er på dét album.

"That’s The Way I Wanna Rock And Roll" (fra "Blow Up Your Video" 1988)
Kunne komme med hér alene på titlen og linjen "hallelujah, gonna rock the night away" i teksten. Men så er det tilmed et forrygende nummer og ét af de bedste soundtracks til rendyrket jubel, du kan forestille dig.

"Sink The Pink" (fra "Fly On The Wall", 1985)
Denne hyldest til – ahem! – glæderne ved fellatio er circa så subtil som et smækkys af en lægtehammer. Og så meget desto bedre for dét.

"Get It Hot" (fra "Highway To Hell 1979)
Og nu vi var ved soundtrack til jubel er hér godt to-et-halvt minuts rock’n’roll perfektion. Så simpelt kan det gøres. Når man vel at mærke er AC/DC.

"Down Payment Blues" (fra "Powerage" 1978)
Bare overlad det til Bon Scott at skrive en tekst om at være økonomisk på bagpartiet, som faktisk er hylende morsom. At den tekst så hviler på en bund af tvangfrit spillet up-beat blues gør for resten heller ikke noget.

Share
 

Dagens Sang

 

Nyhedsbrev

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Find mig på Facebook!

There's people making babies to my music. That's nice.

_ Barry White