Der er lige et par ting, vi til en indledning skal have slået fast her.

For det første nyder de Dyrups-dyppede drønnerter fra New York, der hedder Kiss, fuldt berettiget legende- status efter godt fire årtier på rockscenen. Bandets eksorbitante shows har i min optik aldrig overdøvet det noget mere væsentlige faktum, at Kiss har begået en lang, lang række amerikanske rockklassikere, som igen har haft indflydelse på flere generationer nye rockbands.

Kiss’ kavalkader af klassikere er så overbevisende, at bandet rangerer blandt mine ti-tyve absolutte favoritbands gennem tiden, og jeg hører dem stadig på ugentlig basis – 42 år efter jeg købte mit første Kiss album ”Hotter Than Hell”.

NUL LEVERANCE
Når det så er sagt, præsenterede tirsdagens koncert i Horsens et band, som ubønhørligt nærmer sig sidste salgsdato. Trukket hen mod og måske endda over samme primært fordi ét af bandets essentielle medlemmer ganske enkelt ikke KAN levere mere.

Yep, nu er rock jo en religion for nogle af os, og jeg havde sgu’ ærligt talt troet, at jeg skulle konvertere til reggae, før jeg skrev det, der kommer hér:

Men Kiss’ medstifter og manden bag en lang række af bandets største sange, Paul Stanley, KAN simpelthen ikke synge fornuftigt længere.

Og således nødlandede en række af de sange, som normalt bæres af Stanleys vokal, på det meste uskønne i Horsens – og vi taler sange som ”Firehouse”, ”Crazy, Crazy Nights”, ”Psycho Circus”, ”Lick It Up” og ”I Was Made For Lovin’ You”, hvor Stanleys stemme fremstod enten rystende svag og lejlighedsvis falsk, hvis den ikke ligefrem – som i de to sidstnævnte – simpelthen helt forsvandt.

Jeg har været og er såmænd også stadig en stor beundrer af Paul Stanley, men i dag er han et led så svagt, at det truer med at briste hvilket øjeblik, det skal være.

Det går jo slet ikke, og man kan SE på både Stanley selv og resten af bandet, at det ved de jo godt. De havde også - ahem! - ret travlt med at blive færdige i Horsens, hvor en pæn del af sangene så at sige sluttede i et andet tempo, end de var begyndt!Nu er Pauls legekammerater så heldigvis alle tre habile sangere og redder den smule, der reddes kan, med deres korarbejde i Stanleys sange. Manden selv er desværre helt væk – ikke bogstaveligt talt men stemmen er efterladt en generation og et par kontinenter væk.

SIMMONS TO THE RESCUE
Til gengæld trådte bandets anden hovedperson Gene Simmons i karakter (det var han faktisk også nødt til) i en ganske god ”Flaming Youth”, en lystig ”Love It Loud”, gode, gamle ”Deuce” og – ja da! – ”Rock And Roll All Nite”.

Dér var aftenen såmænd i perioder ganske hyggeligt her sammen med de sølle 3.500 fremmødte i Horsens. På sådan en ”Matador-med-forvrænger-pedal” agtig facon, men man kan sgu med god ret spørge, om det er sådan rockmusik skal være.

Eller man kunne spørge om Kiss efter 44 års virke i klassisk rocks tjeneste ikke nu burde hyre et par gaffeltrucks og kyle kostumerne op på loftet for sidste gang.

Og svaret på det spørgsmål vil jeg mene er:

Jo!

Hvis bandets lejlighedsvist forhastede og sjaskede samspil er noget at gå efter, og Stanley vitterlig ikke er til mere, end han var tirsdag aften, ville det  være synd at fortsætte og mudre de gode minder til, nogle af os altså har om dette herlige foretagende.

Skriver jeg så mens jeg sidder hér og med visse problemer med VVS-arbejdet i øjenkrogene konstaterer, at det der nok var sidste gang, jeg hørte den RIGTIGE amerikanske nationalsang, ”Rock And Roll All Nite”, live. . .

Og ja; den tredje stjerne er nok mest givet af gammel kærlighed.

Sætliste:

Deuce
Shout It Out Loud
Lick It Up (Won’t Get Fooled Again)
I Love It Loud
Firehouse
Shock Me
Flaming Youth
War Machine
Crazy, Crazy Nights
Cold Gin
Say Yeah
Psycho Circus
Black Diamond
Rock And Roll All Nite

EKSTRA:

I Was Made For Lovin’ You
Detroit Rock City