Steffen Jungersen

FORMIDABEL OPVISNING I KLASSISKE DYDER

Share
freddy-phantoms
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

Freddy And The Phantoms spiller klassisk rock med stil, klasse og stort internationalt potentiale

FREDDY AND THE PHANTOMS, ”A Universe From Nothing”, (Mighty Music)

Som jeg sidder her og drømmer mig tilbage til dengang, Corona bare var navnet på et ualmindeligt usselt mexicansk fluidum, fabrikanterne ganske upåagtet loven om falsk varebetegnelse tillod sig at kalde ”øl”, er jeg kun en udsuttet limeskive fra at løbe sur i det hele. Som i DET HELE.

Men som så ofte før viser det hæderkronede mantra ”rock’n’roll to the rescue” rent psykologisk at eksistere af en årsag.

For når et album som det formidable nye album ”A Universe From Nothing” med den danske kvartet Freddy And The Phantoms materialiserer sig i den daglige dis af dorsk dødbider-metervare, får man genetableret troen på, at der trods alt stadigvæk er nogle derude, som sætter de nødvendige dyder i klassisk rockmusik højt og – ikke mindst - efterlever samme.

Hér er nemlig endelig et nyere band, som ved, at der bør være mere i at spille klassisk tidlig 70’er inspireret hård rockmusik end at bræge henover nogle en anelse justerede men i forvejen gennemp. . . . . Led Zeppelin riffs.

Måske ser det ikke sådan ud, men det ER faktisk tilladt at tænke sig om og skrive nogle ordentlige SANGE, nu man alligevel er i gang. Og hér kommer Freddy And The Phantoms så ind i billedet.

Der er ikke bare elleve numre på ”A Universe From Nothing” – næ, hér er elleve overbevisende kompositioner, der på bandets vegne nærmest trompeterer ”næ, nu skal I fandeme bare høre!” efter lytteren.

Hér er gode riffs, her er gode melodier, hér er dygtige, dynamiske arrangementer, og her er simpelthen et album, som de klassiske bands fra dengang (Deep Purple, Free, The Who, sæt selv flere navne på) næppe ville have været kede af at lægge navne til.

DEN LANGE ENDE
Læg så til de allerede nævnte kvaliteter at Freddy And The Phantoms spiller så veloplagt og insisterende, som bands kun gør, når de ved, de har fat i noget. I dette tilfælde den så ofte omtalte lange ende.

Om det er veloplagt boogie som de herlige ”Freedom Is A Prison” og ”Lilith’s Nightmare”, den ”Stormbringer” tonede ”Bermuda Blues”, de på alle måder klassiske (der var den sgu igen!) heavyrockere ”The Eleventh Guest”, ”First Blood Universe” og pragtstykket ”River Of Hate” for slet ikke at nævne den bedste powerballade, jeg har hørt siden kridttiden i ”Loners On The Run”. Ja, så driver det hér af et band, som bare VIL. Hvis ikke det for længst turde være slået fast.

Det er faktisk ikke fair at fremhæve nogen frem for andre. Alligevel skal organisten Anders Haahr have stor ros for sine fine fills og enkelte soli, som i høj grad bidrager til musikkens dynamik, mens bandboss Frederik ”Freddy” Schnoor både synger fremragende og med en bedre engelskudtale end de fleste danske sangere, jeg kan mindes.

Jeg håber, FATP har de rigtige i ryggen, for de har et kolossalt internationalt potentiale. Også mere end mange internationale ligesindede, jeg kunne nævne.

Og så er der i øvrigt ikke ét gennemp. . . . Led Zeppelin riff inden for hørevidde.

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

There's people making babies to my music. That's nice.

_ Barry White

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk