Steffen Jungersen

Fra Bruces overskudslager

Share
springsteen
stjerne stjerne stjerne      

Bruce Springsteen rydder op i rodebutikken, men der er for meget grus mellem guldklumperne

BRUCE SPRINGSTEEN, "High Hopes" (Columbia)

Efterhånden rangerer Bruce Springsteen – og bestemt ikke helt uden grund – som internationalt rock ikon i et luftlag, hvor vi andre – i den omfang vi overhovedet kan få vejret deroppe – i hvert fald ikke skal komme hér og ridse i samme ikons lak.

Det skal jeg så i videst muligt omfang forsøge at undgå. Men når den 64-årige chef som sit 18. album vælger at udgive tre coverversioner, to genindspilninger af gamle sange og syv nyindspilninger af numre, som blev vejet og fundet for lette til tidligere albums som et "nyt" album ... Ja, så kan man godt tilgives for at mistænke "High Hopes" for at være noget af en rodebutik.

Og det kan man selvfølgelig, fordi "High Hopes" netop ER en rodebutik.

I sådan én skal man i sagens natur en hel del skrammel igennem, før man kan være så heldig at falde over dét, der er værd at betale for og smide i den imaginære trailer og køre hjem i tryg forvaring i sit hjem.

Således spænder "High Hopes" musikalsk fra det komplet ligegyldige til det decideret mesterlige. I sidstnævnte kategori hører "American Skin (41 Shots)" og en ny elektrisk version af "The Ghost Of Tom Joad" hjemme – ikke mindst takket være Rage Against The Machine guitaristen Tom Morello, hvis innovative spil føjer nye dimensioner til disse i forvejen fremragende sange.

Endnu bedre – og bedst hér – er så den truende, mørkttonede gangsterhymne "Harry's Place" (oprindelig skrevet til chefens "The Rising" album fra 2002), som producenterne af "The Sopranos" givetvis vil sidde og bande over ikke var skrevet endnu, da da dén serie oprindelig rullede over TV-skærmene. For hvis nogensinde en sang var oplagt som temamusik til dén serie, I ved.

Se, så har vi jo en ret god EP dér – specielt når man tilføjer den ildevarslende vals (!) "Hunter Of Invisible Game" og den fremragende og følte ballade "The Wall".

Hverken eller
Problemet er imidlertid, at vi har med et album på omkring en times spilletid at gøre. Hvorfor vi også – specielt i albummets midtersektion - skal trækkes med "Bruce-by-numbers" sange som den gudsforgående gennemsnitlige gospelhymne "Heaven's Wall", den klejne kusine til "Radio Nowhere", som hér hedder "Frankie Fell In Love" og endnu en ret ligegyldig hymne til Irland i "This Is Your Sword".

Jeg ved heller ikke rigtig, om verden nødvendigvis står klar med tilbageholdt åndedræt til Bruces udgave af Suicides "Dream Baby Dream", som hér mest lyder som en Tom Waits, der aldrig har opdaget, at der findes stærkere drikkevarer end letmælk på hylderne.

Når det så er sagt, er "High Hopes" ikke noget dårligt album, og det har – som nævnt – så afgjort sine øjeblikke. Men i albummets natur har det ikke det tematiske flow, som størstedelen af mandens andre skiver har, og det savner i hvert fald jeg i dén grad. For spørgsmålet nærmest runger ud i den kolde vinternat: "Hvad vil du med dét hér, Bruce?"

Nej, "High Hopes" er ikke dårligt. Problemet er bare, at det i lange perioder heller ikke er specielt godt.

Man bør således nærme sig "High Hopes" med forsigtighed ...

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Music for me, it demands full concentration.

_ Paulo Coelho

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk