Steffen Jungersen

VB RRRWT G-930x180

FRA DET FLADE TIL DET FEDESTE

Share
fleetwood mac
stjerne stjerne stjerne      

Fleetwood Mac lød i lange perioder i Herning som en udvidet øvelse i søvngængeri, men en fænomenal finish reddede næsten aftenen

FLEETWOOD MAC, Jyske Bank BOXEN, Herning

SETLISTE:
Second Hand News
The Chain
Dreams
Sad Angel
Rhiannon
Not That Funny
Tusk
Sisters Of The Moon
Sara
Big Love
Landslide
Never Going Back Again
Without You
Gypsy
Eyes Of The World
Gold Dust Woman
I'm So Afraid
Go Your Own Way

Ekstra:
World Turning
Don't Stop

Ekstra-ekstra:
Silver Springs
Say Goodbye

Se, nu har Fleetwood Mac i min bog altid været ganske unikke. Deres musik – specielt fra det legendariske ”Rumours” (1977) og frem – har været båret af en særegen luftig, æterisk tone, en eminent harmoniforståelse og nogle intelligent komponerede melodier, som ofte tilføjede manualet for, hvordan man skriver sådan nogle, adskillige kapitler.

Unikke javel; men, som bandet gjorde i Jyske Bank BOXEN fredag; at lade femten sange passere, før der reelt blev liv på scenen, er måske lige en tand FOR anderledes. I det omfang hukommelsen tjener mig ordentligt, mener jeg aldrig tidligere at have oplevet en koncert, hvor bandet var så længe om at spille sig ind og ej heller én, hvor afstanden mellem lav- og højdepunkter var så stor.

Med andre ord: fra starten gik med ”Second Hand News” og næsten to timer frem var koncerten i lange perioder både så ufokuseret og regulært livløs, at jeg i første omgang stregede udtrykket ”endnu en dag på kontoret” i min notesblok og i stedet skrev ”fraværende, formodet sygemeldte”.

Hvad man så på scenen og dét bandet udstrålede (stort ord dér) fra samme, fik til sammenligning den gennemsnitlige komatøse søvngænger til at ligne en eksalteret Riverdance artist på præstationsfremmende medikamenter.

Kun en total ignorant ville benægte kvaliteten af sange som eksempelvis ”The Chain”, ”Sisters Of The Moon”, ”Landslide” og den nye ”Sad Angel”, men kvalitet i udgangspunktet er meget lidt bevendt, når numre, hvis kvalitet ikke mindst er kendetegnet ved deres fornemme musikalske vingefang, eksekveres på en måde, så de ikke letter højere fra jorden, end at den synshandicappet markmus kan skyde dem ned igen.

Ja, virkelig!

Og så nok om elendigheden. For pludselig – fra starten af en fænomenalt spillet og stemningsladet ”Gold Dust Woman”, hvor Stevie Nicks' bedårende alfevokal endelig for alvor foldede sig ud – forlod Ole Lukøje arenaen og overlod tilsyneladende sin plads til Fanden selv. Bemeldte herrer tog lige dér ved Fleetwood Mac, og de vågnede op til dåd i et omfang, så det forekom noget nær ufatteligt, at dette var det samme band, som ellers lige havde brugt godt halvanden time på at ophøje begrebet ”kedsomhed” til en regulær kunstart.

Efter ”Gold Dust Woman” blev det endnu bedre med intet mindre end bjergtagende udgaver af ”I'm So Afraid” og den vidunderlige (!) klassiker ”Go Your Own Way”, hvor specielt Lindsey Buckinghams guitarsoli simpelthen var af en anden verden. Og det på en måde så de to soli faktisk reddede i hvert fald min aften.

Af årsager kun kendt af  Verdenssammenslutningen af Tonedøve nævnes Buckingham kun sjældent i samme åndedrag som de ”store” rockguitarister i historien, men tro mig; manden er enestående, og hvis du ikke har opdaget det endnu, har du virkelig noget til gode.

Så har Fleetwood Mac i øvrigt også i Mick Fleetwood en original og sjældent velspillende trommeslager, og også han gik til skindene på en helt anderledes nærværende og entusiastisk facon mod koncertens slutning. Mick er én af de få trommeslagere, som ikke blot har et trommesæt på størrelse med en panserkrydser, fordi det skal se ud af noget. Næ, han bruger det hele og spiller sgu' på det – og jeg mener ”spiller” snarere end ”slår”.

Sluttelig: aftenen blev så godt som reddet af en aldeles stormende finish, men – som tidligere nævnt – hvorfor fa'en, det skulle tage så lang tid, før det flade blev til det fede er mig uforståeligt ... jeg har vitterlig aldrig oplevet noget lignende ...

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Some music really does suck!

_ Henry Rollins

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk